Frihed til at vælge – et evigt princip

Jeg vidner om, at vi er åndelige børn af en kærlig Gud, vor himmelske Fader (se ApG 17:29; 1 Ne 17:36). Han har en storslået plan for frelse, ved hvilken hans børn kan blive fuldkomne, som han er, og opnå den fylde af glæde, som han nyder (se 1 Ne 10:18; 2 Ne 2:25; Alma 24:14; 34:9; 3 Ne 12:48; 28:10).

Jeg vidner om, at vores ældste bror, ja selveste Jesus Kristus, i forudtilværelsen blev forudordineret som vores Frelser i vor himmelske Faders plan for frelse (se Mosi 4:6-7; Alma 34:9). Han står i spidsen for vores frelse og er den eneste vej, ad hvilken vi kan vende tilbage til vor Fader i himlen for at modtage en fylde af glæde (se Hebr 2:10; Mosi 3:17; Alma 38:9).

Jeg vidner om, at Lucifer også deltog i rådet i himlen. Han forsøgte at tilintetgøre menneskets handlefrihed. Han gjorde oprør (se Moses 4:3). Der opstod en krig i himlen, og en tredjedel af himlens hærskarer blev styrtet ned og fik således intet legeme (se Åb 12:7-9; L&P 29:36-37). Lucifer er fjende af al retfærdighed og stræber efter hele menneskehedens elende (se 2 Ne 2:18, 27; Mosi 4:14).¹¹

Det helt centrale punkt på dagsordenen i det himmelske råd var: Skulle Guds børn have uhæmmet frihed til at vælge, hvilken kurs de ville følge, om det så førte til godt eller ondt, eller skulle de tvinges til at være lydige? Kristus og alle, der fulgte ham, gik ind for det første forslag – handlefrihed. Satan stod for det andet – brugen af tvang.¹²

Skriften er tydelig omkring, at der var en stor krig i himlen, en kamp om frihedsprincippet – retten til at vælge (se Moses 4:1-4; L&P 29:36-38; 76:25-27; Åb. 12:7-9.)¹³

Den krig, der begyndte i himlen om dette emne, er ikke ovre. Krigen raser fortsat på jordelivets slagmark.¹⁴

Handlefriheden er et gudgivet, evigt princip. Den store plan for frihed er evangeliets plan. Der er ingen tvang, magtanvendelse eller skræmmekampagne i den. Det står ethvert menneske frit for at modtage eller afvise evangeliet. Det kan enten godtage det og nægte at efterleve det, eller godtage det og efterleve det til fulde. Men Gud vil aldrig tvinge os til at efterleve evangeliet. Han gør brug af overtalelse gennem sine tjenere. Han kalder på os, og han vil vejlede os, overtale og opmuntre os, og han vil velsigne os, når vi er modtagelige, men han vil aldrig tvinge sig på det menneskelige sind (se Salmer og sange, nr. 156).¹⁵

Abraham blev vist vor himmelske Faders åndelige børn, inden de kom til jorden. Han fik også lov til at se jordens skabelse, og Herren sagde til ham: »Og vi vil prøve dem hermed for at se, om de vil gøre alt, hvad Herren deres Gud vil befale dem« (Abr 3:25). Denne guddommelige udtalelse omfatter også retten til at vælge.¹⁶

Dette liv er en prøvestand. En prøvestand hvori I og jeg skal vise vores bedste, en prøvestand som har evige konsekvenser for hver enkelt af os. Og dette er vores tid eller tidspunktet for os – akkurat som enhver generation har deres – til at lære vore pligter og udføre dem.¹⁷

Det er sandt, at ugudelighed mishager Herren. At han ønsker, at den ikke fandtes, er også sandt. At han vil stå dem bi, som gør modstand mod den, er sandt. Men at han overhovedet tillader sine børn at være ugudelige her i jordelivet er bevis på, at han har givet dem frihed til at vælge, mens det også giver ham et grundlag at dømme ud fra ved den endelige dom.¹⁸

Der er intet ondt, som [Jesus Kristus] ikke kan hindre. Alt er i hans hænder. Han er den retmæssige hersker over denne jord. Alligevel tillader han ondt, for at vi kan vælge mellem godt og ondt.¹⁹

Livet er en prøvetid i menneskets evige tilværelse, under hvilken det er blevet givet … retten til at vælge mellem rigtigt og forkert … Der knytter sig store konsekvenser til de valg, ikke blot i dette liv, men hvad vigtigere er også i det tilkommende. Der er grænser, som Satan ikke kan overskride. Inden for de grænser har han på nuværende tidspunkt fået tilladelse til at udgøre et uretfærdigt alternativ til Guds retfærdige principper. Det giver mennesket mulighed for at vælge mellem godt og ondt og dermed afgøre, hvilken plads de kan indtage i det næste liv.²⁰

Gud elsker jer, akkurat som han elsker ethvert af sine børn, og hans ønske, hensigt og herlighed er at få jer rene og uspolerede tilbage til sig, efter I har vist jer værdige til en evighed af glæde i hans nærhed.

Jeres Fader i himlen er opmærksom på jer. Han har givet jer bud for at vejlede og disciplinere jer. Han har også givet jer jeres handlefrihed – friheden til at vælge – »for at se, om [I] vil gøre alt, hvad [han] vil befale« (Abr 3:25). Hans rige her på jorden er velorganiseret, og jeres ledere vil hengivent hjælpe jer. Må I vide, at I altid er i vores hjerte, tanker og bønner.

Satan er også opmærksom på jer. Han er opsat på at ødelægge jer. Han vil ikke disciplinere jer med bud, men tilbyder jer i stedet en frihed til at »gøre, som I lyster« … Satans plan er at »spille nu og betale senere«. Han stræber efter, at alle skal have det lige så elendigt som ham selv (se 2 Ne 2:27). Herrens plan er lykke nu og evig glæde gennem evangelisk levned.²¹

Det står os frit at vælge, men det står os ikke frit at vælge konsekvenserne af vore valg.²²

Det ville jo ikke være meget af en prøve på vores tro, hvis vi blot straks modtog vores belønning for hver en dydig handling eller straks blev straffet for hver eneste synd. Men der er ingen tvivl om, at der skal svares for dem alle senere.²³

Selvom et menneske kan finde midlertidig glæde i synd, er slutresultatet sorg. »Ugudelighed har aldrig været lykke« (Alma 41:10). Synd bringer os i disharmoni med Gud og er nedbrydende for ånden. Derfor vil et menneske stå sig godt ved at ransage sig selv og se, om det lever i harmoni med alle Guds love. Der knytter sig en særlig velsignelse til enhver lov. Til enhver brudt lov knytter der sig en særlig skamplet. De, som er tyngede af fortvivlelse, bør komme til Herren, for hans åg er godt og hans byrde er let (se Matt 11:28-30).²⁴

Det vigtigste formål med ethvert liv er at træffe beslutninger. En af Guds største gaver til mennesket er handlefriheden eller retten til at vælge, men han har også gjort mennesket ansvarlige for disse valg … Vi planlægger vores liv i retning af succes eller fiasko. Vi vælger ikke alene vores endelige mål, men vi kan i mange tilfælde også selv træffe afgørelser og valg om, hvordan vi vil nå de mål, og ved vores flid eller mangel på samme kan vi bestemme den hastighed, hvormed de kan nås. Det fordrer en individuel indsats og energi og sker ikke uden modgang eller konflikt.²⁵

Menneskehedens skæbne og al civilisation afhænger af, hvorvidt mennesket vil bruge sin handlefrihed til at styre sig selv eller ignorere de evige love til fare for sig selv og høste konsekvenserne. De vigtigste spørgsmål i dag er derfor hverken økonomiske eller politiske. De er åndelige – hvilket vil sige, at mennesket må lære at indordne sig under de love, som Gud har givet menneskeheden.²⁶

Handlefriheden er givet til os alle for, at vi kan træffe vigtige afgørelser, som kan føre os til frelse. De beslutninger vil påvirke vores lykke i evigheden.²⁷

Vore beslutninger vil have gjort os til det, vi så er. Vores evige skæbne afgøres af de valg, vi træffer nu.²⁸

Hvis vi skal kunne træffe gode, kristuslignende beslutninger, må vi først og fremmest leve på en måde, der gør, at vi kan trække på den usynlige kraft, som intet menneske kan undvære, hvis det skal træffe de bedste beslutninger.

En af de største beslutninger i denne tidsalder var, da den unge mand Joseph Smith besluttede sig for at følge opfordringen i Jakobs Brev: »Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den. Men han skal bede i tro, uden at tvivle; for den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden« (Jak 1:5-6).

Millioner af mænd og kvinders frelse i denne tidernes fyldes uddeling afhænger af den beslutning! Vi må altid huske på, at det enkelte menneske er af stor betydning, og at de beslutninger, de træffer, kan have stor indvirkning på andres liv.²⁹

Herren har sagt: »Bank på, så skal der lukkes op for jer« (3 Ne 14:7; Matt 7:7). Det kræver med andre ord en indsats fra vores side.³⁰

Vise valg er almindeligvis et produkt af arbejde, kamp og en masse bøn. Herrens respons på Oliver Cowderys utilstrækkelige indsats gør det klart: »Men se, jeg siger dig, at du må gennemtænke det i dit sind; dernæst må du spørge mig, om det er rigtigt, og hvis det er rigtigt, vil jeg bevirke, at det brænder i brystet på dig, således skal du føle, at det er rigtigt« (L&P 9:8).

Lad os derfor begynde med at sige, at søger vi indtrængende vor Fader i himlen og har tro på, at han vil besvare vore bønner, har vi en tryg basis at begynde på … Herren vil ikke hente vand fra en tør kilde, derfor skal vi gøre vores del af arbejdet. Nogle gange kræver det en overordentlig mængde energi, studium og langmodighed at prøve at finde en rigtig løsning.³¹

Ved beslutninger af afgørende vigtighed kan faste i kombination med bøn give en dyb åndelig indsigt.³²

I 1831 sagde Herren til sin kirke:

»For se, det er ikke passende, at jeg giver befaling i alt; for den, som skal tvinges i alle situationer, han er en lad og ikke en klog tjener; derfor får han ingen belønning.

Sandelig siger jeg: Menneskene bør være ivrigt engageret i en god sag og gøre meget af egen fri vilje og udvirke megen retfærdighed;

for i sig har de den kraft, hvorved de kan handle på egne vegne. Og for så vidt som mennesker gør godt, skal de ingenlunde miste deres belønning.

Men den, der ikke gør noget, førend han bliver befalet dertil, og som modtager en befaling med tvivlende hjerte og er lad til at holde den, han er fordømt« (L&P 58:26-29).

Billede

Shingling Service Project

Herrens hensigter – det store formål – er fortsat det samme: Frelse og ophøjelse af hans børn.

Almindeligvis oplyser Herren os om det overordnede mål, der skal nås, og giver nogle retningslinjer, vi skal følge, men han forventer, at vi selv udtænker hvordan og de fleste detaljer. Metoder og procedurer udvikles sædvanligvis gennem studium og bøn og ved at leve, så vi kan opnå og følge Åndens tilskyndelser. Mindre åndeligt forfinede mennesker, som dem på Moses’ tid, måtte befales i mange ting. I dag ser åndeligt årvågne efter formål, tjekker retningslinjerne, som Herren og hans profeter har givet, og handler derpå bønsomt – uden at skulle have »befaling i alt«. En sådan indstilling bereder menneskene til guddommelighed …

Sommetider venter Herren forhåbningsfuldt på, at hans børn handler af sig selv, og når de ikke gør det, går de glip af den store belønning. Herren lader så enten sagen falde helt og lader dem lide konsekvenserne, eller også må han virkelig udpensle tingene i mindste detalje. Jeg frygter sædvanligvis, at jo mere han er nødt til at udpensle det for os, jo mindre bliver vores belønning.³³

Vi bør være »ivrigt engageret« i gode sager og gøre jorden til et bedre sted ved, at vi har levet i den.³⁴

• Hvordan kan man se, at »den krig, der begyndte i himlen … ikke er ovre«? (se afsnit 1). Hvad kan vi gøre for at stå for princippet om handlefrihed?

• Folk undrer sig ofte over, hvorfor Gud tillader ondt i verden. Hvordan hjælper præsident Bensons belæringer i afsnit 2 os til at besvare det spørgsmål?

• Hvad kan vi gøre for at hjælpe børn og unge til at forstå sandhederne i afsnit 3? Hvad kan vi gøre for at hjælpe børn og unge til at forstå vigtigheden af de valg, de træffer?

• Tænk grundigt over præsident Bensons råd om, hvordan man træffer »gode, kristuslignende beslutninger« (afsnit 4). Hvad har I lært om at kombinere bøn med en aktiv indsats i forbindelse med at træffe beslutninger?

• Hvad mener I, at det betyder at være »ivrigt engageret i en god sag«? Hvordan ændrer det ens liv, når man gør gode ting »af egen fri vilje« frem for at vente til, man bliver befalet? (se afsnit 5).

5 Mos 11:26-28; Jos 24:15; 2 Ne 2:14-16; Alma 42:2-4; Hel 14:30-31; L&P 29:39-45; 101:78

Debat i små grupper kan »give mange mennesker mulighed for at deltage i en lektion. Enkeltpersoner, der for det meste er tilbageholdende med at deltage, kan komme frem med ideer i små grupper, som de ikke ville give udtryk for foran hele klassen« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 181).