Faldet

Som efterkommere af Adam og Eva har vi arvet en falden tilstand her i livet på jorden (se Alma 42:5-9, 14). Vi er adskilt fra Herrens nærhed og underkastet den fysiske død. Vi er også placeret i en tilstand med modstand, hvor vi prøves ved livets vanskeligheder og modstanderens fristelser (se 2 Nephi 2:11-14; L&P 29:39; Moses 6:48-49).

I denne faldne tilstand har vi en konflikt i os. Vi er Guds åndelige børn med et potentiale til at »få del i guddommelig natur« (2 Peter 1:4) Men »vi er uværdige for [Gud]; som følge af faldet er vor natur bestandig ond« (Ether 3:2). Vi stræber hele tiden efter at overvinde ugudelige lyster og ønsker.

Kong Benjamin gentog englens ord og sagde: »Thi det naturlige menneske er en fjende af Gud og har været det siden Adams fald.« Kong Benjamin advarede, at ethvert menneske i sin naturlige og faldne tilstand forbliver en fjende af Gud for evigt, »medmindre det underkaster sig den Helligånds ledelse, aflægger det naturlige menneske og bliver en hellig gennem forsoningen ved den Herre Kristus og bliver som et barn, underdanig, sagtmodig, ydmyg, tålmodig, fuld af kærlighed, villig til at underkaste sig alt det, Herren finder tjenligt at pålægge det, ligesom et barn underkaster sig sin fader« (Mosiah 3:19).

Faldet er en vigtig del af vor himmelske Faders frelsesplan (se 2 Nephi 2:15-16; 9:6). Det har en to-foldig retning – nedad og alligevel fremad. Udover at introducere den fysiske og åndelige død gav det os muligheden for at blive født på jorden og for at lære og udvikle os. Gennem vores retfærdige udøvelse af handlefriheden og vores oprigtige omvendelse, når vi synder, kan vi komme til Kristus og gennem hans forsoning modtage det evige liv som gave. Profeten Lehi forklarede:

»Og se nu, dersom Adam ikke havde overtrådt, ville han ikke være faldet, men ville være forblevet i Edens have. Og alle ting, der var skabt, måtte være forblevet i den samme tilstand, som de var i, efter at de var blevet skabt, og de måtte have været til for evigt og været uden ende.

Og [Adam og Eva] ville ingen børn have fået, men ville være forblevet i en uskyldig tilstand og ingen glæde nydt, for de kendte ikke til sorg, og havde ikke gjort noget godt, for de kendte ikke til synd.

Men se, alt er blevet gjort efter hans visdom, som kender alle ting.

Adam faldt, for at menneskene kunne blive til, og menneskene er til for at kunne nyde glæde.

Og Messias kommer i tidens fylde, for at han kan forløse menneskenes børn fra syndefaldet« (2 Nephi 2:22-26; se også vers 19-21, 27).

Adam og Eva udtrykte deres taknemlighed for de velsignelser, som kom som et resultat af faldet:

Adam »velsignede … Gud og blev fyldt af ånden og begyndte at profetere om alle jordens slægter og sagde: Velsignet være Guds navn, thi på grund af min overtrædelse er mine øjne blevet åbnet, og i dette liv skal jeg have glæde, og atter i kødet skal jeg se Gud.

Og Eva, hans hustru, hørte alt dette og blev glad og sagde: Var det ikke for vor overtrædelse, ville vi aldrig have fået afkom og ville aldrig have kendt godt og ondt og glæden over vor forløsning og det evige liv, som Gud giver alle de lydige« (Moses 5:10-11).

På grund af vores faldne, dødelige tilstand og vore individuelle synder ligger vores eneste håb i Jesus Kristus og forløsningsplanen.

Gennem Jesu Kristi forsoning vil alle mennesker blive forløst fra faldets virkninger. Vi vil opstå og blive bragt tilbage til Herrens nærhed for at blive dømt (se 2 Nephi 2:5-10; Alma 11:42-45; Helaman 14:15-17).

Udover at forløse os fra de altomfattende virkninger fra faldet kan Frelseren forløse os fra vore egne synder. I vores faldne tilstand kan vi synde og distancere os selv fra Herren og bringe åndelig død over os selv. Som apostlen Paulus skrev: »… alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud« (Rom 3:23). Hvis vi forbliver i vores synd, kan vi ikke dvæle i Guds nærhed, for »intet urent kan dvæle … i hans nærhed« (Moses 6:57). Men heldigvis »tilvejebringer [forsoningen] betingelsen for omvendelse« (Helaman 14:18), hvilket gør det muligt for os at modtage tilgivelse for vore synder og dvæle i Guds nærhed for evigt. Alma underviste: »[der] var … givet mennesket et tidsrum, hvori det kunne omvende sig; derfor blev dette liv til en prøvetid, en tid, hvori man kunne berede sig til at møde Gud, en tid til at berede sig til den evige tilstand, som er blevet omtalt af os, og som er efter de dødes opstandelse« (Alma 12:24).

På samme måde som vi ikke ønsker mad, før vi er sultne, vil vi heller ikke fuldt ud ønske evig frelse, før vi har anerkendt vores behov for Frelseren. Denne erkendelse kommer, efterhånden som vi vokser i vores forståelse af faldet. Som profeten Lehi forklarede: »Thi hele menneskeheden var i en fortabt og falden tilstand og ville altid være det, medmindre de ville forlade sig på denne Forløser« (1 Nephi 10:6).

Yderligere henvisninger: 1 Mos 3; Mormon 9:12-14; Moses 4

Se også Arvesynden; Forsoning, Jesu Kristi; Frelsesplanen; Handlefrihed; Synd