Præstedømmet

Gud giver præstedømmemyndighed til værdige, mandlige medlemmer af Kirken, så de kan handle i hans navn til menneskehedens frelse. Præstedømmebærere kan blive bemyndiget til at forkynde evangeliet, forrette frelsens ordinancer samt lede Guds rige på jorden.

Mandlige medlemmer af Kirken kan begynde deres tjeneste i præstedømmet, når de bliver 12 år. De begynder med at bære Det Aronske Præstedømme, og kan senere kvalificere sig til at få det Melkisedekske Præstedømme overdraget til sig. På forskellige stadier i deres liv, og efterhånden som de forbereder sig til at modtage forskellige ansvar, har de forskellige embeder i præstedømmet, såsom diakon, lærer eller præst i Det Aronske Præstedømme og ældste eller højpræst i Det Melkisedekske Præstedømme. (Vedrørende specifik information om Det Aronske Præstedømme og Det Melkisedekske Præstedømme, se s. 7-8 og 96-97).

For at et mandlig medlem af Kirken kan bære præstedømmet, må en bemyndiget bærer af præstedømmet overdrage det til ham og ordinere ham til et embede i dette præstedømme (se Hebr 5:4; L&P 42:11; Trosartiklerne 1:5).

Selv om præstedømmets myndighed kun overdrages til værdige mandlige medlemmer af Kirken, er præstedømmets velsignelser til rådighed for alle – mænd, kvinder og børn. Vi får alle gavn af indflydelsen fra retfærdig ledelse i præstedømmet, og vi har alle det privilegium at modtage de frelsende ordinancer fra præstedømmet.

Den vigtigste udøvelse af præstedømmet sker i familien. Hver eneste mand og fader i Kirken bør stræbe efter at blive værdig til at bære Det Melkisedekske Præstedømme. Sammen med sin hustru som en ligeværdig partner præsiderer han i retfærdighed og kærlighed og tjener som familiens åndelige leder. Han leder familien i regelmæssig bøn, studium af skriften og familieaften. Han arbejder sammen med sin hustru i undervisningen af børnene og hjælper dem med at forberede sig til at modtage frelsens ordinancer (se L&P 68:25-28). Han giver præstedømmevelsignelser til vejledning, helbredelse og trøst.

Mange medlemmer har ikke en trofast bærer af Det Melkisedekske Præstedømme i deres hjem. Men gennem den tjeneste som hjemmelærere og præstedømmeledere yder, kan alle medlemmer af Kirken nyde kraften i præstedømmets velsignelser i deres liv.

Et kvorum i præstedømmet er en organiseret gruppe brødre, der har det samme embede. Hovedformålene med kvorummer er at tjene andre, opbygge harmoni og broderskab samt belære hinanden om lærdomme, principper og pligter.

Der eksisterer kvorummer på alle planer i Kirkens organisation. Præsidenten for Kirken og hans rådgivere udgør Det Første Præsidentskabs Kvorum. De Tolv Apostle udgør også et kvorum. Halvfjerdserne, både generalautoriteter og områdeautoriteter, er organiseret i kvorummer. Hver eneste stavspræsident præsiderer over et kvorum af højpræster, der består af alle højpræsterne i staven. Hver eneste menighed har normalt kvorummer, som består af ældster, præster, lærere og diakoner. Højpræsterne er i større menigheder organiseret i og tjener i højpræstegrupper.

Lige fra det tidspunkt præstedømmebærerne bliver ordineret til embedet som lærer, har de mulighed for og ansvar for at tjene som hjemmelærere. På denne måde arbejder de hen imod at opfylde deres pligt for at »våge over menigheden, at være hos medlemmerne og styrke dem« (L&P 20:53).

Hjemmelærere har en hellig pligt til at være Kirkens første hjælpekilde over for den enkelte og familierne. De besøger deres tildelte medlemmer mindst en gang om måneden. Når de betjener og besøger deres tildelte medlemmer, støtter de forældrene i deres ansvar, underviser hele familien i evangeliet, styrker venskaber og hjælper medlemmerne med at forberede sig til at modtage tempelordinancer og leve værdigt til evangeliets velsignelser.

Ledere i menigheder sikrer sig, at der er tildelt hjemmelærere til hver eneste familie eller enkeltperson. De følger op med hjemmelærere for at opfylde hvert eneste medlems åndelige og timelige behov.

Udøvelsen af præstedømmets myndighed i Kirken styres af dem, der har præstedømmets nøgler (se L&P 65:2; 124:123). De, som besidder præstedømmets nøgler, har retten til at præsidere over og lede Kirken inden for et myndighedsområde. En biskop har fx præstedømmenøgler, som gør det muligt for ham at præsidere i sin menighed. Når et barn i denne menighed er blevet forberedt til at blive døbt, skal den person, der skal døbe barnet, derfor have tilladelse fra biskoppen.

Herren Jesus Kristus har alle præstedømmets nøgler. Han har givet sine apostle de nøgler, der er nødvendige for at kunne lede hans kirke. Kun den apostel, der har højest anciennitet – Kirkens præsident – kan anvende (eller bemyndige en anden til at anvende) disse nøgler til at lede hele Kirken (se L&P 43:1-4; 81:2; 132:7).

Kirkens præsident delegerer præstedømmenøgler til andre præstedømmeledere, så de kan præsidere i deres ansvarsområder. Præstedømmets nøgler overdrages til præsidenter for templer, missioner, stave og distrikter; biskopper; grenspræsidenter og kvorumspræsidenter. En person, der tjener i en af disse stillinger, har nøglerne, indtil han bliver afløst. Rådgivere modtager ikke nøgler, men de uddelegeres myndighed og ansvar ved deres kaldelse og hverv.

Hvis du er præstedømmebærer, så husk, at præstedømmet bør være en del af dig til alle tider og under alle forhold. Det er ikke en kappe, som vi tager af og på, som vi selv vil. Enhver ordination til et præstedømmeembede er et kald til en livslang tjeneste med det løfte, at Herren vil kvalificere dig til at udføre hans værk i overensstemmelse med din trofasthed.

Du må være værdig for at kunne modtage og udøve kraft i præstedømmet. De ord, som du taler, og din opførsel til daglig påvirker din evne til at tjene. Din adfærd i offentlighed må være upåklagelig. Din adfærd hjemme er endnu vigtigere. Herren har gennem profeten Joseph Smith erklæret, »at præstedømmets rettigheder er uadskilleligt forbundet med himlens kræfter, og at himlens kræfter ikke kan kontrolleres eller bruges uden ved retfærdighedens grundsætninger« (L&P 121:36). Han advarede præstedømmebærere:

»Om vi forsøger at skjule vore synder eller tilfredsstille vores hovmod og vores forfængelige ærgerrighed eller øve kontrol, herredømme eller tvang over menneskenes sjæle i nogen som helst grad af uretfærdighed, se, da unddrager himlene sig os, Herrens Ånd bedrøves, og når den er veget bort, da er den mands præstedømme og myndighed borte. Se, førend han ved af det, er han overladt til sig selv« (L&P 121:37-38).

Du kan ikke fastholde nogen magt eller indflydelse i præstedømmet »uden gennem overbevisning, langmodighed, mildhed, sagtmodighed og uskrømtet kærlighed; gennem venlighed og sand kundskab, som uden hykleri og uden svig vil udvikle sjælen meget.« Hvis Helligånden driver dig til at irettesætte nogen, så vis bagefter »større kærlighed mod ham, som du har irettesat, at han ikke skal betragte dig som sin fjende; men at han må erfare, din trofasthed er stærkere end dødens bånd« (L&P 121:41-44).

Når du udøver præstedømmet i retfærdighed og kærlighed, vil du opleve glæde ved at tjene som et redskab i Herrens hænder. Han sagde:

»Lad dit hjerte være fuldt af kærlighed til alle mennesker og til troens egne, og pryd altid dine tanker med dyd, da skal du have større frimodighed for Guds åsyn, og præstedømmets lære skal falde på din sjæl som himlens dug.

Den Helligånd skal være din stadige ledsager, og dit scepter retfærdighedens og sandhedens uforanderlige scepter, og dit herredømme skal være et evigt herredømme, og det skal uden tvang tilflyde dig fra evighed til evighed« (L&P121:45-46).

Yderligere henvisninger: Joh 15:16; ApG 8:14-20; Jak 5:14-15; L&P 13; 20; 84; 107; JS-H 1:68-73

Se også Aronske Præstedømme; Evangeliets gengivelse; Kirkens ledelse; Melkisedekske Præstedømme; Ordinancer