Skrifterne
Lære og Pagter 89


Afsnit 89

Åbenbaring givet gennem profeten Joseph Smith i Kirtland, Ohio, den 27. februar 1833. Som følge af, at de første brødre nød tobak under deres møder, blev profeten tilskyndet til at grunde over sagen; som følge heraf adspurgte han Herren angående den. Denne åbenbaring, der er kendt som visdomsordet, var resultatet.

1-9: Nydelse af vin, stærke drikke, tobak og hede drikke bliver forbudt. 10-17: Urter, frugter, kød og korn er bestemt til føde for mennesker og dyr. 18-21: Lydighed mod evangeliets lov, herunder visdomsordet, bringer timelige og åndelige velsignelser.

1 Et visdomsord til gavn for højpræsternes råd, forsamlet i Kirtland, og kirken og også de hellige i Zion –

2 skal sendes som en hilsen, ikke som en befaling eller noget påtvungent, men som en åbenbaring og det visdomsord, der viser Guds orden og vilje angående den timelige frelse for alle hellige i de sidste dage –

3 givet som et princip med et løfte, og afpasset efter evnen hos de svage og de svageste blandt alle hellige, som er eller kan kaldes hellige.

4 Se, sandelig, så siger Herren til jer: Som følge af de onde tanker og hensigter, som er og vil findes i hjertet på rænkefulde mennesker i de sidste dage, har jeg advaret jer, og ved at give jer dette visdomsord ved åbenbaring advarer jeg jer på forhånd om,

5 at for så vidt som nogen blandt jer drikker vin eller nogen stærk drik, se, det er ikke godt, ej heller rigtigt i jeres Faders øjne, undtagen når I forsamles for at bringe jeres sakramenter som et offer til ham.

6 Og se, dette bør være vin, ja, ren vin af vinstokkens druer, fremstillet af jer selv.

7 Og videre, stærke drikke er ikke for maven, men til at vaske jeres legeme med.

8 Og videre, tobak er ikke for legemet, ej heller for maven, og er ikke godt for mennesket, men er en urt til overfladiske kvæstelser og al slags sygt kvæg og skal anvendes med omtanke og dygtighed.

9 Og videre, hede drikke er ikke for legemet eller maven.

10 Og videre, sandelig siger jeg jer: Alle sunde urter har Gud bestemt til menneskets helbred, fysik og nydelse –

11 hver urt i sin årstid og hver frugt i sin årstid; alle disse skal nydes med fornuft og taksigelse.

12 Ja, også kødet af dyr og af luftens fugle har jeg, Herren, bestemt til menneskets nydelse med taksigelse; dog skal det nydes sparsomt;

13 og det er mig til behag, at det ikke nydes, undtagen når det er vinter eller koldt, eller der er hungersnød.

14 Alt korn er bestemt til menneskers og dyrs nydelse, til at være livets stav, ikke kun for mennesket, men for markens dyr og himlens fugle og alle vilde dyr, som løber eller kryber på jorden;

15 og disse har Gud skabt til kun at skulle nydes af mennesket, når der er hungersnød og stor sult.

16 Alt korn er godt som føde for mennesket; ligesom også frugten fra vinstokken, det, som bærer frugt, det være sig i jorden eller over jorden –

17 dog, hvede for mennesket og majs for oksen og havre for hesten og rug for fjerkræ og for svin og for alle markens dyr og byg for alle nyttedyr og til milde drikke, ligesom andet korn.

18 Og alle hellige, der husker at holde og efterkomme disse ord og vandrer i lydighed mod befalingerne, skal få sundhed i navlen og marv i knoglerne

19 og skal finde visdom og store skatte af kundskab, endog skjulte skatte,

20 og skal løbe og ikke blive trætte, og skal gå og ikke blive matte.

21 Og jeg, Herren, giver dem et løfte om, at dødens engel skal dem forbi, ligesom Israels børn, og ikke slå dem ihjel. Amen.