Skrifterne
Moses’ Bog 1


Udvalgte dele af
Moses’ Bog

Et uddrag af oversættelsen af Bibelen, som åbenbaret for profeten Joseph Smith i juni 1830-februar 1831.

Kapitel 1

(Juni 1830)

Gud åbenbarer sig for Moses – Moses bliver forklaret – Han bliver udfordret af Satan – Moses ser mange beboede verdener – Utallige verdener er blevet skabt af Sønnen – Guds gerning og herlighed er at udvirke udødelighed og evigt liv for mennesket.

1 Guds ord, som han talte til Moses på et tidspunkt, da Moses var blevet taget op på et overordentlig højt bjerg,

2 og han Gud ansigt til ansigt, og han talte med ham, og Guds herlighed var over Moses, derfor kunne Moses udholde hans nærhed.

3 Og Gud talte til Moses og sagde: Se, jeg er Herren, Gud den Almægtige, og Uendelig er mit navn, for jeg er uden dages begyndelse eller års ende, og er dette ikke uendeligt?

4 Og se, du er min søn; derfor se, så vil jeg vise dig mine hænders værk, men ikke det hele, for det, jeg har skabt, er uden ende, og ligeså mine ord, for de ophører aldrig.

5 Derfor kan ingen se alt det, jeg har skabt, medmindre han ser al min herlighed; og ingen kan se al min herlighed og derefter forblive i kødet på jorden.

6 Og jeg har en gerning til dig, Moses, min søn; og du er i min Enbårnes billede; og min Enbårne er og skal være Frelseren, for han er fuld af nåde og sandhed; men der er ingen Gud ud over mig, og alt er nærværende for mig, for jeg kender det hele.

7 Og se nu, dette ene viser jeg dig, Moses, min søn, for du er i verden, og nu, viser jeg dig det.

8 Og det skete, at Moses så og skuede den verden, hvorpå han var blevet skabt; og Moses verden og dens ender og alle menneskenes børn, som er, og som var blevet skabt; over dette forundrede og undrede han sig meget.

9 Og Guds nærvær forlod Moses, så hans herlighed ikke var over Moses; og Moses blev overladt til sig selv. Og da han var blevet overladt til sig selv, faldt han til jorden.

10 Og det skete, at der gik et tidsrum af mange timer, førend Moses genvandt sin naturlige styrke som menneske; og han sagde til sig selv: Se, som følge af dette ved jeg, at mennesket intet er, hvilket jeg aldrig havde forestillet mig.

11 Men nu har mine egne øjne set Gud; men ikke mine naturlige, men mine åndelige øjne, for mine naturlige øjne kunne ikke have set ham; for jeg ville være visnet og døet hen i hans nærhed; men hans herlighed var over mig; og jeg så hans ansigt, for jeg blev forklaret for øjnene af ham.

12 Og det skete, at da Moses havde sagt disse ord, se, da kom Satan og fristede ham og sagde: Moses, menneskesøn, tilbed mig.

13 Og det skete, at Moses så på Satan og sagde: Hvem er du? For se, jeg er søn af Gud, i hans Enbårnes billede; og hvor er din herlighed, at jeg skulle tilbede dig?

14 For se, jeg kunne ikke have set på Gud, hvis ikke hans herlighed var kommet over mig, og jeg var blevet forklaret for øjnene af ham. Men jeg kan se på dig i det naturlige menneske. Er det ikke sådan, visselig?

15 Velsignet være min Guds navn, for hans Ånd har ikke helt trukket sig bort fra mig, hvor er ellers din herlighed, for den er mørke for mig? Og jeg kan skelne mellem dig og Gud, for Gud sagde til mig: Tilbed Gud, for ham alene skal du tjene.

16 Vig bort, Satan; bedrag mig ikke, for Gud sagde til mig: Du er i min Enbårnes billede.

17 Og han gav mig også befalinger, da han kaldte på mig fra den brændende busk og sagde: Påkald Gud i min Enbårnes navn, og tilbed mig.

18 Og Moses sagde videre: Jeg vil ikke høre op med at påkalde Gud; jeg har andet at spørge ham om, for hans herlighed har været over mig, hvorfor jeg kan skelne mellem ham og dig. Vig bort, Satan.

19 Og se, da Moses havde sagt disse ord, råbte Satan med høj røst og rasede på jorden og befalede, idet han sagde: Jeg er den Enbårne, tilbed mig.

20 Og det skete, at Moses begyndte at frygte overordentligt meget; og da han begyndte at frygte, så han helvedes bitterhed. Men ved at påkalde Gud fik han styrke, og han befalede og sagde: Vig bort fra mig, Satan, for kun denne ene Gud, som er herlighedens Gud, vil jeg tilbede.

21 Og se, Satan begyndte at bæve, og jorden rystede; og Moses fik styrke og påkaldte Gud og sagde: I den Enbårnes navn, vig bort, Satan.

22 Og det skete, at Satan råbte med høj røst, med gråd og jammer og tænderskæren; og han veg bort, ja, fra Moses’ nærhed, så han ikke så ham.

23 Og se, om dette har Moses aflagt vidnesbyrd; men på grund af ugudelighed findes det ikke blandt menneskenes børn.

24 Og det skete, at da Satan var veget bort fra Moses’ nærhed, da løftede Moses sine øjne mod himlen, idet han var fuld af Helligånden, der vidner om Faderen og Sønnen;

25 og idet han påkaldte Guds navn, så han igen hans herlighed, for den var over ham; og han hørte en røst, der sagde: Velsignet er du, Moses, for jeg, den Almægtige, har udvalgt dig, og du skal blive gjort stærkere end mange vande; for de skal adlyde din befaling, som om du var Gud.

26 Og se, jeg er med dig, helt til dine dages ende; for du skal udfri mit folk af trældom, ja, Israel, mine udvalgte.

27 Og det skete, mens røsten endnu talte, at Moses skuede hen og jorden, ja, den hele; og der var ikke den mindste smule af den, som han ikke så, for han opfattede den ved Guds Ånd.

28 Og han så også dens indbyggere, og der var ikke en sjæl, som han ikke så; og han opfattede dem ved Guds Ånd; og deres antal var stort, ja, utalligt som sandet på havets bred.

29 Og han så mange lande; og hvert land blev kaldt jord, og der var indbyggere på deres overflade.

30 Og det skete, at Moses påkaldte Gud og sagde: Jeg beder dig, sig mig, hvorfor disse ting er således, og hvorved du har skabt dem.

31 Og se, Herrens herlighed var over Moses, således at Moses stod i Guds nærhed og talte med ham ansigt til ansigt. Og Gud Herren sagde til Moses: I min egen hensigt har jeg dannet disse ting. Her er visdom, og den forbliver hos mig.

32 Og ved min magts ord, hvilket er min enbårne Søn, som er fuld af nåde og sandhed, har jeg skabt dem.

33 Og utallige verdener har jeg skabt; og også dem har jeg skabt i min egen hensigt; og ved Sønnen, som er min Enbårne, har jeg skabt dem.

34 Og det første menneske af alle mennesker har jeg kaldt Adam, hvilket er mange.

35 Men kun om denne jord og dens indbyggere giver jeg dig en beretning. For se, der er mange verdener, som er gået bort ved min magts ord. Og der er mange, som nu består, og utallige er de for mennesket; men alle ting er talt for mig, for de er mine, og jeg kender dem.

36 Og det skete, at Moses talte til Herren og sagde: Vær barmhjertig mod din tjener, o Gud, og fortæl mig om denne jord og dens indbyggere og også himlene, og da vil din tjener være tilfreds.

37 Og Gud Herren talte til Moses og sagde: Himlene, de er mange, og de kan ikke tælles for menneskene; men de er talte for mig, for de er mine.

38 Og ligesom én jord skal forgå, og dens himle, således skal en anden fremkomme; og der er ingen ende på det, jeg har skabt, ej heller på mine ord.

39 For se, dette er min gerning og herlighed: At tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket.

40 Og se, Moses, min søn, jeg vil tale til dig angående denne jord, hvorpå du står; og du skal nedskrive det, som jeg siger.

41 Og på den dag, da menneskenes børn vil agte mine ord for intet og borttage mange af dem fra den bog, som du skal skrive, se, da vil jeg lade en anden lig dig fremstå; og de skal igen findes blandt menneskenes børn – blandt så mange, som vil tro.

42 (Disse ord blev talt til Moses på det bjerg, hvis navn ikke skal blive kendt blandt menneskenes børn. Og nu er de blevet talt til dig. Vis dem ikke til nogen, undtagen til dem, som tror. Således er det. Amen).