Om tempelbeseglinger

Om tempelbeseglinger

Familien er central i Guds plan

»Familien: En proklamation til verden« lyder: »Ægteskab mellem mand og kvinde er indstiftet af Gud, og … familien er af afgørende betydning i Skaberens plan for sine børns evige skæbne« (Liahona, nov. 2010, s. 129).

Livets største glæder findes i en kærlig familie. Sådan er det på trods af livets mange distraktioner og udfordringer. Det kræver en indsats at opbygge stærke familier. Men en sådan indsats kan bringe glæde i dette liv og i al evighed. Selv i familier, hvor forholdene er svære, kan Jesu Kristi evangelium give håb, trøst og heling.

I vor himmelske Faders plan for lykke kan en ægtemand og hustru være sammen for evigt. Myndigheden til at forene familier for evigt kaldes beseglingsmyndigheden. Det er den samme myndighed, som Jesus gav sine apostle under sin tjenestegerning på jorden (Matt 16:19). Et evigt ægteskab kaldes derfor en besegling. Børn, der er født eller adopteret ind i sådanne evige ægteskaber, kan også blive beseglet til deres familie for evigt.

I modsætning til ægteskaber, der kun varer »til døden jer skiller«, sikrer tempelbeseglinger, at døden ikke kan skille folk ad. For at ægteskaber kan fortsætte efter døden, skal de besegles på det rette sted og med den rette myndighed. Det rette sted er templet, og den rette myndighed er Guds præstedømme (L&P 132:7, 15-19).

En ægtemand og hustru, der bliver beseglet i templet, indgår hellige pagter med Gud og med hinanden. Disse pagter forsikrer dem om, at deres forhold vil fortsætte efter dette liv, hvis de er tro mod deres forpligtelser. De ved, at intet, ikke engang døden, kan adskille dem. De, der er gift, bør betragte deres ægteskab som deres mest værdsatte jordiske forhold. Ens ægtefælle er trods alt den eneste anden person end Herren, som vi er blevet befalet at elske af hele vores hjerte (L&P 42:22).

Templet i Payson i Utah, beseglingsværelse

Evigt ægteskab er afgørende

Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) sagde: »Ægteskab er måske den allervigtigste beslutning at tage og den med de mest vidtrækkende følger, for den har at gøre ikke blot med øjeblikkelig lykke, men også med evige glæder. Ægteskab påvirker ikke alene de to mennesker, der er direkte involveret, men også deres familier, især deres børn og deres børnebørn, lige ned til den sidste generation« (»Vigtigheden af evigt ægteskab«, Den danske stjerne, juli 1980, s. 1).

Den evige ægteskabspagt er også nødvendig for ophøjelse. Ophøjelse er evigt liv – den slags liv, Gud lever. Han er fuldkommen. Han lever i stor herlighed. Han har al viden, al magt og al visdom. Han er kærlig, venlig og barmhjertig. Han er en himmelsk Fader til alle mennesker på jorden. Vi kan blive som ham en dag. Dette er ophøjelse.

Ophøjelse er den største gave, som Gud kan give sine børn (L&P 14:7). Det er belønningen for alle dem, der viser sig at være trofaste mod Herren. De, der gør det, vil leve i den højeste grad af det celestiale rige.

Herren åbenbarede gennem Joseph Smith:

»I den celestiale herlighed er der tre himle eller grader; og for at opnå den højeste må et menneske indtræde i denne præstedømmeorden [hvilken vil sige den nye og evigtvarende ægteskabspagt], og hvis han ikke gør dette, kan han ikke opnå den« (L&P 131:1-3).

Når vi ærer vores pagter, kan vi være sikre på, at vi vil være sammen med vores kære for evigt. Herren har lovet:

»Hvis en mand ægter en kvinde ved mit ord, som er min lov, og ved den nye og evigtvarende pagt, og det bliver beseglet på dem ved forjættelsens hellige Ånd af ham, som er salvet, og til hvem jeg har givet denne magt og nøglerne til dette præstedømme … og hvis [de] forbliver i min pagt … skal der i alle henseender ske det med dem, som min tjener har lagt på dem, i tid og i al evighed, og det skal have fuld kraft, når de er ude af verden« (L&P 132:19).

Herren ved, at ikke alle hans børn vil få mulighed for at blive gift i dette liv. Han har lovet, at alle, der accepterer evangeliet og stræber efter at holde deres pagter, vil få mulighed for at blive gift og få børn enten i dette liv eller i det næste.

Alle generationer er forbundet

I familieproklamationen står der: »Den guddommelige plan for lykke gør det muligt for familiebånd at fortsætte på den anden side af graven. Hellige ordinancer og pagter, der er tilgængelige i hellige templer, gør det muligt for enkeltpersoner at vende tilbage til Guds nærhed og for familier at være forenet for evigt.«

Beseglingsmagten rækker også fra forældre til børn, på tværs af alle generationer fra verdens begyndelse. Præsident Joseph Fielding Smith (1876-1972) belærte om, at børn, der er født i pagten – og de, der er beseglet til deres forældre i templet – »har krav på evangeliets velsignelser ud over det, som de, der ikke er født således, har ret til at modtage. De kan modtage en større vejledning, en større beskyttelse, en større inspiration fra Herrens Ånd; og så er der ingen kraft, der kan tage dem væk fra deres forældre« (Doctrines of Salvation, saml. Bruce R. McConkie, 1955, 2:90).

Børn født af forældre, der er blevet beseglet til templet, er født i denne pagt. Derfor er de en del af en evig familie, baseret på deres trofasthed. Børn, der ikke er født i pagten, kan også blive en del af en evig familie, når deres biologiske forældre eller adoptivforældre bliver beseglet til hinanden. Ordinancen for besegling af børn til forældre udføres udelukkende i templet. For at give alle mennesker adgang til disse velsignelser kan vi også udføre stedfortrædende beseglinger for dem, der er døde. På den måde kan alle familier være sammen for evigt.

Løftet om, at vores familie kan være sammen efter døden, bringer mere mening til vores livet. Det opfordrer os til at være trofaste og loyale. Det forbedrer og beriger vores familieforhold. Det hjælper os til at finde glæde og håb, når vi tager os af livets udfordringer. Og når vi ved, at vi kan være sammen igen, bringer det trøst og fred, når vi står over for vores kæres smerter eller død.

Beseglingsordinancen er Guds største gave til sine børn. Den gør os i stand til at vende tilbage og bo sammen med ham og alle vores kære for evigt. Den tilbyder vidunderlige velsignelser i dette liv og det næste. Den er en konstant påmindelse om, at familier er af afgørende betydning i Guds plan og for vores lykke her og i evigheden. Den giver fred, håb og glæde til alle, der trofast modtager den.