Skip main navigation
  • Udskriv

Grundlæggende lærdomsmæssige principper

1. Guddommen

Der er tre særskilte personer i Guddommen: Gud den evige Fader, hans Søn Jesus Kristus og Helligånden (se TA 1:1; ApG 7:55-56). Faderen og Sønnen har legemer af kød og knogler, men Helligånden er en person, der består af ånd (se L&P 130:22-23). Selv om medlemmerne af Guddommen er adskilte væsener med særskilte roller, er de et i formål. De er fuldstændig enige om at opfylde vor himmelske Faders guddommelige frelsesplan.

Beslægtede henvisninger: Gal 5:22-23; L&P 76:22-24

2. Frelsesplanen

I den førjordiske tilværelse præsenterede vor himmelske Fader en plan for at gøre os i stand til at blive som ham og opnå udødelighed og evigt liv (se Moses 1:39). Skrifterne omtaler denne plan som frelsesplanen, den store plan for lykke, forløsningsplanen og barmhjertighedens plan (se Alma 42:5, 8, 11, 15). Planen omfatter skabelsen, faldet, Jesu Kristi forsoning, opstandelsen, den endelige dom og alle gudgivne love, ordinancer, læresætninger og befalinger. Handlefrihed, evnen til at vælge og handle for os selv, er også afgørende i vor himmelske Faders plan. Vi får Helligånden til at vejlede os i vore valg.

På grund af frelsesplanen kan vi blive fuldkommengjort gennem forsoningen, modtage en fylde af glæde og leve for evigt i Guds nærhed. Vores familieforhold kan vare igennem evighederne.

Beslægtede henvisninger: 1 Mos 1:26-27; 2 Ne 2:25; 31:19-20; Moses 6:52-62; Abr 3:22-26; »Familien: En proklamation til verden«

3. Jesu Kristi forsoning

Jesus Kristus var den eneste, som var i stand til at tilvejebringe en fuldkommen forsoning. Hans forsoning omfattede hans lidelse for vore synder i Getsemane have, hans død på korset og hans opstandelse fra graven. Foruden at lide for vore synder tog han også vores smerte, sygdomme og skrøbeligheder på sig (se Alma 7:11-13). Jesus Kristus overvandt den fysiske og åndelige død. På grund af hans forsoning opstår alle (se 1 Kor 15:20-22). De, som omvender sig, adlyder befalingerne, modtager de frelsende ordinancer og holder deres pagter, modtager det evige livs gave (se TA 1:3).

Beslægtede henvisninger: Es 53:3-5; Luk 24:36-39; 2 Ne 2:27; 25:23, 26; Jakob 4:11; L&P 18:10-11; 19:16-19; 76:40-41; »Den levende Kristus: Apostlenes vidnesbyrd«

4. Uddelinger, frafald og genoprettelse

En uddeling er en tidsperiode, hvor Herren åbenbarer sine evangeliske lærdomme, ordinancer og sit præstedømme. Det er en periode, hvori Herren har mindst én bemyndiget tjener på jorden, der bærer det hellige præstedømme, og som har det hellige hverv at uddele eller forkynde evangeliet til jordens befolkning. I dag lever vi i den sidste uddeling – tidernes fyldes uddeling (se Ef 1:10).

Frafald opstår, når mennesker vender sig væk fra evangeliets principper og ikke længere har præstedømmets nøgler (se 2 Thess 2:1-3). Perioder med almindeligt frafald er forekommet gennem verdenshistorien og er ofte blevet efterfulgt af en ny uddeling, hvor Herren gengiver sine lærdomme, ordinancer og præstedømme (se ApG 3:19-21).

Genoprettelse henviser til Guds genetablering af sandhederne og ordinancerne i hans evangelium blandt menneskene på jorden. Den seneste og sidste genoprettelse (ofte omtalt som »Genoprettelsen«) begyndte i 1820, da Gud Faderen og hans Søn Jesus Kristus viste sig for Joseph Smith som svar på hans bøn (se JS-H 1:15-20). Evangeliets fylde er blevet gengivet, og Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er »den eneste sande og levende kirke på hele jordens overflade« (L&P 1:30).

Beslægtede henvisninger: Es 29:13-14; Dan 2:44-45; Åb 14:6-7

5. Profeter og åbenbaring

En profet er en person, der er blevet kaldet af Gud til at tale på hans vegne (se Am 3:7). Profeter vidner om Jesus Kristus og underviser i hans evangelium. De kundgør Guds vilje og hans sande karakter. Nogle gange profeterer de om fremtidige begivenheder. Gud har kaldet profeter til at tale for ham i vore dage (se L&P 1:38).

Åbenbaring er kommunikation fra Gud til sine børn. Når Herren åbenbarer sin vilje til Kirken, taler han gennem sin profet. Skrifterne – Bibelen, Mormons Bog, Lære og Pagter og Den Kostelige Perle – indeholder åbenbaringer givet til fordums og sidste dages profeter. Præsidenten for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er den profet, som Gud har udvalgt i dag.

Alle kan modtage åbenbaring, der kan hjælpe dem med deres specifikke behov, ansvar og spørgsmål, og som vil styrke deres vidnesbyrd. De fleste åbenbaringer kommer til ledere og medlemmer af Kirken gennem tanker og indtryk fra Helligånden. Helligånden taler til sind og hjerte med en stille, sagte røst (se L&P 8:2-3). Åbenbaring kan også finde sted gennem visioner, drømme og englebesøg.

Beslægtede henvisninger: Sl 119:105; Ef 4:11-14; L&P 21:4-6

6. Præstedømme og præstedømmenøgler

Præstedømmet er den myndighed og kraft, som Gud har givet til mænd på jorden til at handle for ham. Der er i kirken to præstedømmer, nemlig det melkisedekske og det aronske (se L&P 107:1, 6). Præstedømmenøgler overdrages til mænd til at lede Guds rige på jorden. Gennem disse nøgler kan præstedømmebærere blive bemyndiget til at forkynde evangeliet, forrette frelsens ordinancer og lede Guds rige på jorden. Alle, der tjener i Kirken, bliver kaldet under ledelse af en, der har præstedømmenøgler. Derfor er de berettigede til den nødvendige myndighed til at tjene og udføre opgaverne i deres kaldelse.

Gennem præstedømmet har Gud skabt himlene og jorden og regerer over dem. Gennem denne magt forløser han og ophøjer sine børn. Gud giver præstedømmemyndighed til værdige, mandlige medlemmer af Kirken, så de i Guds navn kan handle til hans børns frelse. Præstedømmets velsignelser er tilgængelige for alle – mænd, kvinder og børn.

Beslægtede henvisninger: Matt 16:19; L&P 13; 50:26-27; 84:19-20, 33; 107:8; 121:36, 41-42

7. Ordinancer og pagter

En ordinance er en hellig, formel handling, der har åndelig betydning. Hver eneste ordinance underviser i åndelige sandheder. Ordinancer bliver udført med præstedømmets myndighed og under ledelse af dem, som har præstedømmenøgler. Nogle ordinancer er nødvendige for ophøjelse og kaldes for frelsende ordinancer. De omfatter dåb (se Joh 3:5; fornyet gennem nadverordinancen), bekræftelse (se ApG 2:36-38) og for mænd ordination til Det Melkisedekske Præstedømme (se L&P 84:33-34). Andre frelsende ordinancer – begavelsen og ægteskabsbeseglingen – udføres udelukkende i templet. Templet er et af de helligste steder på jorden. Det er Herrens hus. I templet kan alle de frelsende ordinancer også udføres stedfortrædende for afdøde. Stedfortrædende ordinancer virker kun, når den afdøde person accepterer dem i åndeverdenen og ærer de pagter, der er tilknyttet (se L&P 138:32-34, 58).

Alle præstedømmets frelsende ordinancer ledsages af pagter. En pagt er en hellig aftale mellem Gud og mennesket. Gud opstiller pagtens betingelser, og vi indvilliger i at gøre, hvad han beder os om. Gud lover os derpå visse velsignelser for vores lydighed. Nadveren giver os mulighed for at forny de pagter, vi har indgået med Herren.

Andre ordinancer, såsom salvelse af de syge og navngivning og velsignelse af børn, er også vigtige for vores åndelige udvikling.

Beslægtede henvisninger: 2 Mos 19:5-6; Ez 11:20; 1 Kor 15:29; Alma 30:3; L&P 42:78; 82:10; 136:4; TA 1:3, 4

8. Ægteskab og familie

Ægteskab mellem mand og kvinde er indstiftet af Gud, og familien er af afgørende betydning i hans frelsesplan og plan for lykke (se 1 Mos 2:24). Forældre skal mangfoldiggøre sig og opfylde jorden, opdrage deres børn i kærlighed og retskaffenhed og sørge for deres fysiske og åndelige behov. Ægtemand og hustru har et stort ansvar for at elske og vise omsorg for hinanden. Lykke i familielivet vil med størst sandsynlighed opnås, når det er baseret på Herren Jesu Kristi lærdomme, såsom tro, bøn, omvendelse, tilgivelse, respekt, kærlighed, barmhjertighed, arbejde og sunde fritidsbeskæftigelser (se »Familien: En proklamation til verden«).

Beslægtede henvisninger: Sl 127:3; L&P 131:1-4; 132:15-20

9. Befalinger

Befalingerne er love og krav, som Gud giver til menneskeheden. Når vi holder befalingerne, viser vi vores kærlighed til Herren og modtager velsignelser fra ham (se 3 Mos 26:3-12; Joh 14:15; Mosi 2:41). Vi bliver befalet at elske Gud af hele vores hjerte, sjæl og sind og have kristuslignende kærlighed til andre (se Matt 22:36-39; Joh 13:34-35).

De ti bud blev åbenbaret til Moses i fordums tid og gælder stadigvæk i dag (se 2 Mos 20:3-17). De omfatter at holde sabbatsdagen hellig (se 2 Mos 20:8-11; Es 58:13-14; L&P 59:9-13), holde kyskhedsloven (se 2 Mos 20:14; 1 Mos 39:7-9; Alma 39:9) og at være ærlig (se 2 Mos 20:16). Eksempler på andre befalinger omfatter at betale en ærlig tiende (se Mal 3:8-10), faste (se Es 58:6-7), bede (se 3 Ne 18:15, 20-21; L&P 10:5) og overholde visdomsordet (se L&P 89:18-21).

Vi er også blevet befalet at blive som vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, i vore ønsker, tanker, ord og handlinger (se 3 Ne 12:48). Herren har givet os evige sandheder eller principper, der hjælper os ved at påvirke vore beslutninger og handlinger. Disse principper leder os til at leve som Frelseren og modtage de løfter, han har lovet os.

Beslægtede henvisninger: Jak 1:5-6; 2 Ne 32:8-9; Mosi 4:3; Alma 37:35; L&P 82:8-10; 105:5; 121:36; 130:18-19; 138:4