Forenede i at udføre Guds værk

Kære vidunderlige søstre og brødre, det er en fornøjelse at være sammen med jer. Hvor end I lytter med, sender jeg kram til mine søstre og hjertevarme håndtryk til mine brødre. Vi er forenede i Herrens, Jesu Kristi, værk.

Når vi tænker på Adam og Eva, tænker vi oftest først på deres idylliske liv i Edens have. Jeg forestiller mig, at vejret altid var perfekt, ikke for varmt og ikke for koldt, og at rigelige mængder af lækre frugter og grøntsager voksede inden for rækkevidde, så de kunne spise, når som helst de havde lyst. Eftersom det var en ny verden for dem, var der meget at opdage, så hver dag var interessant, når de færdedes blandt dyrene og udforskede de smukke omgivelser. De fik også befalinger, de skulle adlyde, og havde forskellige måder at gribe de instruktioner an på, hvilket i begyndelsen forårsagede uro og forvirring. ¹ Men da de traf beslutninger, der ændrede deres liv for evigt, lærte de at arbejde sammen og blev fælles om at udføre de hensigter, Gud havde med dem, såvel som med alle sine børn.

Forestil jer nu dette samme par i jordelivet. De måtte arbejde for deres føde, nogle af dyrene betragtede dem som føde, og der var vanskelige udfordringer, der kun kunne overvindes, når de rådførte sig med hinanden og bad sammen. Jeg forestiller mig, der var mindst et par gange, hvor de havde forskellige meninger om, hvordan disse udfordringer skulle håndteres. Men i kraft af faldet havde de lært, at det var afgørende at handle i enighed og kærlighed. I den oplæring, de fik fra guddommelige kilder, blev de undervist om frelsesplanen og de principper i Jesu Kristi evangelium, der gør den plan funktionsdygtig. Eftersom de forstod, at deres jordiske formål og evige mål var identiske, fandt de tilfredsstillelse og glæde ved at lære at arbejde sammen i kærlighed og retfærdighed.

Da Adam og Eva fik børn, lærte de deres familie det, de havde lært af himmelske budbringere. De koncentrerede sig om at hjælpe deres børn til også at forstå og tage imod de principper, der ville gøre dem lykkelige i dette liv og samtidig forberede dem til at vende tilbage til deres himmelske forældre, når de havde udviklet deres evner og bevist deres lydighed mod Gud. I den proces lærte Adam og Eva at påskønne deres forskellige styrker og støttede hinanden i deres arbejde, der havde evig betydning. ²

Da århundreder og dernæst årtusinder kom og gik, blev tydeligheden af mænds og kvinders inspirerede og indbyrdes afhængige indsats formørket med fejlinformation og misforståelser. I tiden mellem den vidunderlige begyndelse i Edens have og nu har modstanderen haft ganske stort held med sit mål, om at splitte mænd og kvinder, i sit forsøg på at erobre vores sjæl. Lucifer ved, at hvis han kan skade den samhørighed, mænd og kvinder føler, hvis han kan forvirre os omkring vores guddommelige værdi og ansvar i forbindelse med pagter, vil han lykkes med at ødelægge familier, som er evighedens grundlæggende enhed.

Satan tilskynder til at sammenligne som et redskab til at skabe overlegenhed eller underlegenhed og skjuler den evige sandhed om, at mænds og kvinders medfødte forskelligheder er gudgivne og ligeværdige. Han har forsøgt at nedgøre kvinders bidrag både i familien og i samfundet og har derved reduceret deres opløftende, positive indflydelse. Hans mål har været at fremme en magtkamp frem for at fejre mænds og kvinders enestående bidrag, der komplementerer hinanden og bidrager til samhørighed.

Så i årenes løb, og rundt om på kloden, forsvandt den fulde forståelse af guddommeligt indbyrdes afhængige og dog forskellige bidrag og opgaver hos kvinder og mænd i høj grad. Kvinder blev i mange samfund mænds underordnede frem for at være jævnbyrdige partnere, hvilket indskrænkede deres aktiviteter til et snævert område. Åndelig fremgang blev reduceret til en piblen under disse mørke tider; faktisk kunne der kun trænge en smule åndeligt lys ind i hjerter og sind, der var gennemsyret af traditioner med dominans.

Og derpå skinnede det gengivne evangeliums lys »stærkere end solens glans«, ³ da Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, viste sig for drengen Joseph Smith tidligt i foråret 1820 i det hellige skovområde i staten New York. Den begivenhed indledte en udgydelse af åbenbaring fra himlen i vor tid. Et af de første elementer fra Kristi oprindelige kirke, der skulle gengives, var Guds præstedømmes myndighed. Efterhånden som genoprettelsen udfoldede sig, begyndte mænd og kvinder på ny at indse vigtigheden af og muligheden for at arbejde som partnere, hvilket helligt arbejde Gud bemyndigede og ledte.

I 1842, da kvinderne i den nye og uerfarne kirke ønskede at danne en officiel gruppe for at hjælpe til i værket, følte præsident Joseph Smith sig inspireret til at organisere dem »under præstedømmet og efter præstedømmets mønster«. ⁴ Han sagde: »Jeg overdrager nu nøglen til jer i Guds navn … dette er begyndelsen på bedre dage.« ⁵ Og siden den nøgle blev overdraget, er uddannelsesmæssige, politiske og økonomiske muligheder for kvinder gradvist begyndt at brede sig overalt i verden. ⁶

Denne nye kirkeorganisation for kvinder, kaldet Hjælpeforeningen, var ulig andre kvindeorganisationer på den tid, da den var stiftet af en profet, som handlede med præstedømmets myndighed for at give kvinder myndighed, helligt ansvar og officielle positioner inden for Kirkens struktur, ikke adskilt fra den. ⁷

Siden profeten Joseph Smiths tid og til i dag har den vedvarende genoprettelse af alt bragt oplysning om nødvendigheden af præstedømmets magt og myndighed for at hjælpe både mænd og kvinder til at udføre deres guddommeligt fastsatte ansvar. Vi har for nylig lært, at kvinder, der indsættes under ledelse af en, der bærer præstedømmenøgler, virker med præstedømmets myndighed i deres kaldelser. ⁸

I oktober 2019 forklarede præsident Russell M. Nelson, at kvinder, der har fået deres begavelse i templet, har præstedømmets kraft i deres tilværelse og i deres hjem, når de holder de hellige pagter, de har indgået med Gud. ⁹ Han sagde, at »himlene er lige så åbne for kvinder, der er blevet begavet med Guds kraft, som tilflyder fra deres præstedømmepagter, som de er for mænd, der bærer præstedømmet.« Og han opfordrede alle søstre »til i stor grad at trække på Frelserens kraft til at hjælpe jeres familie og andre, I elsker.« ¹⁰

Så hvad betyder det for jer og mig? Hvordan ændrer en forståelse af præstedømmets myndighed og kraft vores tilværelse? Én af det vigtige ting at forstå er, at når kvinder og mænd arbejder sammen, udfører vi en hel del mere, end vi gør, når vi arbejder hver for sig. ¹¹ Vores roller er komplementerende og ikke konkurrerende. Selv om kvinder ikke ordineres til et præstedømmeembede, velsignes kvinder, som tidligere nævnt, med præstedømmets kraft, når de holder deres pagter, og de virker med præstedømmets myndighed, når de indsættes i en kaldelse.

På en dejlig dag i august havde jeg det privilegium at sidde ned sammen med præsident Russell M. Nelson i Joseph og Emma Smiths rekonstruerede hjem i Harmony i Pennsylvania, nær det sted hvor Det Aronske Præstedømme blev gengivet i disse sidste dage. Under vores samtale talte præsident Nelson om den vigtige rolle, kvinder havde i genoprettelsen.

Præsident Nelson: »Et af de vigtigste aspekter, jeg er blevet mindet om, når jeg kommer til dette sted for præstedømmets gengivelse er den væsentlige rolle, som kvinder spillede i genoprettelsen.

Da Joseph påbegyndte oversættelsen af Mormons Bog, hvem var det da, der skrev? Han skrev lidt, men ikke meget. Emma trådte til.

Og så tænker jeg på hvordan Joseph gik ud i skoven for at bede i nærheden af deres hjem i Palmyra i New York. Hvor gik han hen? Han gik hen i den hellige lund. Hvorfor gik han derhen? Fordi det var der hans mor gik hen, når hun ønskede at bede.

De er blot to af de kvinder, der spillede en nøglerolle i gengivelsen af præstedømmet og Kirkens genoprettelse. Vi kan uden tvivl sige, at vores hustruer er lige så vigtige i dag, som de var dengang. Selvfølgelig er de det.«

Vi er ligesom Emma, Lucy og Joseph mest effektive, når vi er villige til at lære af hinanden og er forenede i vores mål om at blive Jesu Kristi disciple og hjælpe andre på den vej.

Vi lærer, at »præstedømmet velsigner Guds børns liv på utallige måder … I kirkelige kaldelser, tempelordinancer, familieforhold og stille personlig tjeneste går sidste dages hellige kvinder og mænd fremad med præstedømmets kraft og myndighed. Denne indbyrdes afhængighed mellem mænd og kvinder i at udføre Guds arbejde gennem hans magt er central for Jesu Kristi evangelium, der blev gengivet gennem profeten Joseph Smith.« ¹²

Sammenhold er afgørende for det guddommelige værk, vi har det privilegium og er kaldet til at udføre, men det sker ikke bare. Det kræver indsats og tid virkelig at rådføre sig med hinanden, at lytte til hinanden, forstå hinandens synspunkter og dele oplevelser, men processen resulterer i mere inspirerede beslutninger. Hvad enten det er i hjemmet eller i vores ansvar i Kirken er den mest effektive måde at nå vores guddommelige potentiale på at arbejde sammen, velsignet med præstedømmets kraft og myndighed i vores forskellige, men komplementerende roller.

Hvordan tager dette partnerskab sig ud hos kvinder i pagten i dag? Lad mig komme med et eksempel.

Alison og John havde et helt enestående partnerskab. De kørte på tandemcykel i korte og lange konkurrenceløb. For at det skal lykkes at vinde på det køretøj, skal de to ryttere være i harmoni. De skal læne sig i den samme retning på det rigtige tidspunkt. Den ene kan ikke dominere over den anden, men de må kommunikere tydeligt og hver især yde sin del. Piloten forrest styrer, hvornår der skal bremses, og hvornår man skal stå op. Den bagved er nødt til at være opmærksom på, hvad der foregår og være klar til at lægge ekstra kræfter i, hvis de sakker lidt bagud, eller at lette farten lidt, hvis de kommer for tæt på andre cyklister. De er nødt til at støtte hinanden for at komme fremad og nå deres mål.

Alison forklarede: »I det første lille stykke tid siger personen, der er pilot ›Stå‹, når vi skal op at stå, og ›Brems‹, når vi skal holde op med at træde. Efter et stykke tid lærer personen bagved, hvornår piloten vil til at stå op eller bremse, og der behøves ingen ord. Vi lærte at have føling med, hvordan den anden havde det og kunne se, hvornår den ene havde problemer, og den anden derefter prøvede at kompensere for det. Det handler i bund og grund om tillid og samarbejde.« ¹³

John og Alison var forenede, ikke kun når de trådte i pedalerne på deres cykel, men de var også forenede i deres ægteskab. Begge ønskede den andens lykke frem for sin egen, begge så efter det gode i den anden og arbejdede på at overvinde det ikke-så-gode i sig selv. De skiftedes til at lede og skiftedes til at give mere, når den anden havde problemer. Begge værdsatte den andens bidrag og fandt bedre svar på deres udfordringer, når de slog deres talenter og ressourcer sammen. De er i sandhed forpligtede over for hinanden gennem en kristuslignende kærlighed.

At få bedre føling med det guddommelige mønster for at arbejde sammen i harmoni er afgørende i denne tid med budskaber om »mig først« omkring os. Kvinder besidder virkelig særlige, guddommelige gaver ¹⁴ og har fået entydige opgaver, men de er ikke mere, eller mindre, vigtige end mænds gaver og opgaver. Alle har til formål og er nødvendige for at tilvejebringe vor himmelske Faders guddommelige plan for at give hvert af sine børn den bedste mulighed for at opfylde sit guddommelige potentiale.

I dag »har [vi] brug for kvinder, der har mod og perspektiv som den første kvinde Eva« ¹⁵ til at forenes med deres brødre om at bringe sjæle til Kristus. ¹⁶ Mænd har brug for at blive sande partnere frem for at antage, at de er eneansvarlige, eller handle, som om de er en partner, mens kvinderne udfører meget af arbejdet. Kvinder er nødt til at være villige til at »træde frem [og indtage deres] retmæssige og nødvendige plads« ¹⁷ som partnere frem for at tro, at de skal gøre alting selv eller vente på at få at vide, hvad de skal gøre. ¹⁸

At betragte kvinder som absolut nødvendige deltagere handler ikke om at skabe ligestilling, men om at forstå den sande lære. Frem for at lave et program til at sætte det i værk kan vi aktivt arbejde på at værdsætte kvinder, som Gud gør det: som absolut nødvendige partnere i arbejdet med frelse og ophøjelse.

Er vi klar? Vil vi stræbe efter at overvinde kulturelle fordomme og i stedet favne guddommelige fremgangsmåder og praksis ud fra den grundlæggende lære? Præsident Russell M. Nelson opfordrer os til, at vi »går sammen arm i arm i dette hellige værk …[for at] hjælpes ad med at forberede verden på Herrens andet komme.« ¹⁹ Når vi gør det, lærer vi at værdsætte hver persons bidrag og øger den effektivitet, hvorved vi udfører vores guddommelige rolle. Vi vil føle en større glæde, end vi nogensinde før har oplevet.

Må vi hver især vælge at blive forenede på Herrens inspirerede måde for at hjælpes ad med at få hans værk til at gå fremad. I vor elskede Frelsers, Jesu Kristi, navn. Amen.