Hold dine pagter

Fra oldtiden til vore dage har Jesu Kristi sande disciple forstået, hvor vigtigt det er at indgå og holde pagter med Herren.

I ca. 64 f.Kr. levede det nephitiske folk i ekstremt farlige tider. De befandt sig i de allerfarligste omstændigheder på grund af ugudelighed, frafald og intriger (se Alma 53:9). Regeringen vaklede på randen af sammenbrud. Krigen mod det lamanitiske folk havde varet i årevis. Frafaldne nephiter rejste bort for at slutte sig til fjenden. Mange nephitiske byer var blevet angrebet og indtaget.

Midt i denne farlige og kaotiske situation ledte man efter retskafne mænd, som kunne anføre de nephitiske hære – mænd som Moroni og Helaman. Disse nephitiske ledere forstod, at deres folks evne til at forsvare sig stod i direkte forhold til deres lydighed mod Herren. De kæmpede konstant for at motivere folket til at erindre Herren og holde hans bud.

På dette meget afgørende tidspunkt, efter at mange nephitiske byer var faldet, og magtbalancen syntes at vippe over til lamaniternes fordel, skete der noget mirakuløst. En gruppe mennesker, som havde været lamaniter, men som nu var kendt som ammoniter, fordi de var blevet omvendt til Jesu Kristi evangelium som følge af Ammons forkyndelse, trådte frem for at gribe til våben til forsvar for deres nyvundne jord, land og levevis (se Alma 53:13).

Fædrene i disse ammonitiske familier havde tidligere aflagt en ed til Herren om aldrig igen at ville gribe til våben. Den nephitiske profet Helaman rådede disse mænd til at holde deres løfte til Herren (se Alma 53:15). Helaman fortæller, hvad der skete, efter at han havde givet det råd:

»Men de havde mange sønner, som ikke havde indgået denne pagt om ikke at ville gribe til våben for at forsvare sig mod fjenden; derfor samledes de nu, så mange, der var våbenføre, og de kaldte sig nephiter.

Og de indgik en pagt om at ville kæmpe for nephiternes frihed og forsvare landet, ja, de lovede endog, at de aldrig, selv om de måtte bøde for det med livet, ville opgive deres frihed …

Og der var to tusinde af disse unge mænd, der indgik denne pagt og greb til våben for at forsvare deres land …

Og det var alle unge mænd, og de var overmåde stærke og virksomme, tapre og modige; men det var ikke alt – det var mænd, der til enhver tid var pålidelige i alt, hvad der blev dem betroet.

Ja, det var sandhedskærlige og ordentlige mænd, thi de var blevet belært om at holde Guds bud og vandre retskaffent for ham.

Og Helaman drog ud i spidsen for sine to tusinde unge krigere til hjælp for folket« (Alma 53:16-18, 20-22).

Helaman og hans 2.000 unge krigere kæmpede tappert for at forsvare deres familie og deres frihed. Deres indtog på slagmarken ændrede krigens forløb. Krigen vendte sig til nephiternes fordel.

I et brev til Moroni beskriver Helaman den tro og det mod, som disse unge mænd udviste.

»Og jeg siger nu til dig, min elskede broder Moroni, at jeg aldrig har set så stort mod, nej, ikke blandt alle nephiterne.

Og de havde aldrig kæmpet, og dog frygtede de ikke døden; men de satte højere pris på fædrenes frihed end på deres eget liv; ja, det var blevet dem fortalt af deres mødre, at dersom de ikke tvivlede, ville Gud udfri dem« (Alma 56:45, 47).

Brødre og søstre: De tvivlede ikke, og Gud udfriede dem. I deres første store slag blev ikke én af de 2.000 slået ihjel. Efter slaget sluttede endnu 60 unge ammoniter sig til den lille hær. Helaman fortæller: »De iagttog og adlød enhver befaling med omhu, og det gik dem efter deres tro« (Alma 57:21).

Det andet slag, som denne lille hær deltog i, var mere intenst end det første. Efter slaget skriver Helaman:

»To hundrede af mine to tusinde og tresindstyve unge mænd var besvimet på grund af blodtab, men alligevel var der efter Guds godhed … ikke een sjæl af dem omkommet …

Og hele hæren var forbavset over deres redning, ja … og vi tilskriver det med rette Guds vidunderlige magt på grund af deres store tro« (Alma 57:25-26).

Helaman og hans unge krigere forstod, hvor vigtigt det var at indgå pagter med Herren. De modtog også de velsignelser, som kommer til dem, der trofast holder deres pagter.

Som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har vi påtaget os hellige forpligtelser. Det har vi gjort i dåbens vande og i Herrens templer. Disse forpligtelser kalder vi pagter. Pagter er løfter, vi afgiver til Herren. De er af natur yderst hellige. Det vigtigste, vi kan gøre i dette liv, er at holde de løfter eller pagter, vi har indgået med Herren. Når vi holder vore løfter til Herren, lader han os udvikle os åndeligt.

I de sidste to år har søster Maynes og jeg været udstationeret i Filippinerne. Vi har set mange eksempler på filippinske familier og enkeltpersoner, som forstår og holder de pagter, de har indgået med Herren. Lad mig fortælle jer om en vore oplevelse med en af disse familier.

For nogle måneder siden blev jeg bedt om at præsidere ved stavskonferencen i Talisay Stav. Til søndagens hovedmøde begyndte jeg min tale med at takke forsamlingen for deres ærbødighed. Mens jeg talte, så jeg til venstre og fik øje på en meget stor familie, som sad på en af de forreste bænke i kirken. Jeg blev tilskyndet til at henlede opmærksomheden på dem og bruge dem som eksempel på en familie, som forstod og efterlevede princippet om ærbødighed. Forældrene sad med deres mange, mange ærbødige børn omkring.

Da mødet var forbi, havde vi en vidunderlig mulighed for at mødes med familien Abasanta. Jo mere jeg lærte om dem, desto mere imponeret blev jeg over, at de virkelig forstod, hvad det vil sige at holde pagter og efterleve Jesu Kristi evangelium.

Bror Lani og søster Irenea Abasanta havde sluttet sig til Kirken for 22 år siden. Sammen havde de fået 17 børn. Blandt de 17 børn er der et sæt trillinger. Vi ved alle, at det intet sted i verden er en let opgave at opdrage børn, og Filippinerne er ingen undtagelse. Familien Abasanta er et levende eksempel på, at det kan lade sig gøre, og at det kan lade sig gøre på den rigtige måde.

Den succes, de har haft med at opdrage deres børn i Kirken, kan ses på mange måder. En familie på 19 medlemmer, som sidder ærbødigt til kirkemøderne, er blot et eksempel.

Et andet eksempel illustreres ved, hvordan de arbejder hårdt, og hvordan de arbejder sammen for at opfylde deres daglige økonomiske behov. Bror Abasanta arbejder som elektriker. Søster Abasanta får hjælp fra sine døtre til at fremstille og sælge smykker fra hjemmet. Sammen er det lykkedes dem at sørge for livets nødvendigheder til deres familie.

Men hvor vigtig deres eksempel med hensyn til at forsørge den store børnefolk end er, er deres måde at lære deres børn, hvordan de skal efterleve Jesu Kristi evangelium, endnu vigtigere. Deres regelmæssige familieaften spiller en vigtig rolle for undervisningen af deres familie. Bror Abasanta siger følgende om deres familieaftener: »Først taler vi om eventuelle problemer, vi måtte have i familien, og om, hvordan vi opnår større sammenhold. Derefter er der en åndelig tanke eller budskab, og til sidst spiller vi et spil.«

Til en familieaften for nylig brugte bror Abasanta Liahona til at forklare sine børn, at de ikke skulle bruge så megen tid foran fjernsynet, men at de i stedet skulle bruge den tid til noget fornuftigt, såsom at lave lektier eller at læse i skrifterne. Gennem årene er børnene til familieaften blevet bedt om at øve sig på at være ærbødige. Og da børnene har lært at være ærbødige i hjemmet, er det lettere for dem at være ærbødige i kirken om søndagen.

Et andet eksempel på, hvordan familien Abasanta har efterlevet evangeliet og holdt deres pagter er den fokus, de har haft på at forklare deres børn, hvor vigtigt det er at betale en ærlig og fuld tiende. Bror Abasanta siger: »Vi lærer vore børn, at den mad vi får, er en direkte følge af at betale tiende. Når vore børn får et arbejde, sørger vi for at fortælle dem, at de skal betale tiende. Det er vanskeligt at forsørge så mange børn, men når jeg trofast og ærligt betaler tiende, er det slet ikke så svært. Vi stoler 100 procent på Herren, hvis vi betaler en ærligt tiende, får vi mad på bordet hver dag.«

Husk, at jeg nævnte, at bror og søster Abasanta har 17 børn. Lad mig fortælle jer om trillingerne. De er alle drenge. De er 19 år gamle. De hedder Ammon, Omni og Omner. Ja, I har gættet det. De tjener alle tre Herren som trofaste og hårdtarbejdende fuldtidsmissionærer. Ammon virker i Baguio-missionen, Omni i Davao-missionen og Omner i Manila-missionen, alle tre i Filippinerne.

Nu skal I ikke få det indtryk, at familien Abasanta er fuldkommen. Ingen er fuldkommen. Men ved at gøre deres bedste for at efterleve budene og holder deres pagter kan familien Abasanta nyde Herrens velsignelser.

Brødre og søstre, vi ser alle frem til den dag, da vi kan vende tilbage hjem til vor himmelske Fader. Vi må vinde Herrens tillid her på jorden for at kunne opnå ophøjelse i det celestiale rige. Vi vinder Herrens tillid ved at gøre os fortjent til den, og vi gør os fortjent til den ved at efterleve hans evangelium og holde vore pagter. Med andre ord gør vi os fortjent til Herrens tillid ved at gøre hans vilje.

I husker nok, at Herren advarede Joseph Smith mod dem, som »drager nær til mig med læberne, men deres hjerter er langt fra mig« (JS-H 1:19).

Husk Jakobs formaning: »Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere« (Jak 1:22).

Gerninger siger virkelig mere end ord. Faktisk betyder gerninger meget mere for Herren end ord. I Lære og Pagter har Herren sagt: »Dersom du elsker mig, skal du tjene mig og holde alle mine bud« (L&P 42:29).

Helaman og hans unge krigere tjener som et eksempel fra fortiden på de velsignelser, som skænkes dem, der trofast holder deres løfter til Herren. Familien Abasanta er et eksempel fra vor tid på en familie, som gør deres bedste for at holde deres pagter og efterleve principperne i Jesu Kristi evangelium.

Alle medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har afgivet løfter til Herren. Vi har lovet at påtage os Jesu Kristi navn, altid at erindre ham og holde hans bud (se L&P 20:77). Trofaste medlemmer af Kirken holder disse løfter.

Det er min bøn i dag, at vi alle må forpligte os til på ny at gøre alt, hvad der står i vores magt, for at gøre os fortjent til Herrens tillid ved at gøre hans vilje, ved at efterleve hans evangelium og ved at holde vore pagter. I Jesu Kristi navn. Amen.