Mormons Bogs lærdomme
Se hen til Herren
Da min mand og jeg tjente i det asiatiske område, vandrede vi ofte op ad Wan Chai Gap, en sti, som lå nær vores hjem i Hongkong. Den gik stejlt opad og var vanskelig at bestige, især på varme, fugtige sommerdage.
En lørdag bemærkede jeg, at jeg slet ikke nød vores vandretur, der syntes mere som en straf end som motion. Jeg kiggede ned på fliserne næsten hele vejen og følte ikke, at vi nogensinde ville nå toppen.
Jeg gjorde en interessant erfaring den dag. Når jeg kiggede nedad, blev mit synsfelt begrænset til en snæver strækning af fliser. Mens jeg traskede af sted, havde jeg kun det samme snævre udsyn til fliser, fliser og atter fliser. Men når jeg kiggede opad, havde jeg en pragtfuld udsigt. Jeg så træer med klare, gule blomster. Jeg så fugle, der fløj omkring og sang melodiske sange. Jeg så Tai Chi-udøvere, der rytmisk åbnede deres kulørte vifter som en del af deres øvelser. Kort efter nåede vi vores mål, Stubbs Road, og derfra så jeg den klare, blå himmel og bløde, hvide skyer.
Se hen til Herren
Når vi kigger nedad og fokuserer på et snævert udsyn til vores livs omstændigheder, går vi måske glip af mange af de muligheder, som Herren har i vente til os. Tillader vi vore omstændigheder at begrænse vores udsyn, eller ser vi op til Herren, som kan øge vores udsyn?
Udfordringer – såsom dårligt helbred, tabet af en af vore kære, ulykker, skilsmisse eller økonomiske vanskeligheder – er en del af enhvers liv. Vi møder alle uforudsete problemer. Det er en stor udfordring at reagere positivt på disse problemer.
I Til styrke for de unge lover Det Første Præsidentskab følgende: »Herren kan få meget mere ud af dit liv, end du kan ved egen hjælp. Han vil øge dine muligheder, udvide din horisont og styrke dig. Han giver dig den hjælp, du behøver for til at klare dine prøvelser og udfordringer.«1
Mosijas sønner forstod dette princip og så hen til Herren, når de mødte vanskeligheder. I Almas bog kan vi læse:
»Se … de havde mange trængsler; de led meget både på legeme og på sjæl … og også store åndelige anstrengelser.
Og det skete, at de rejste i ødemarken i mange dage, og de fastede meget og bad meget om, at Herren ville skænke dem en del af sin Ånd til at ledsage dem og forblive hos dem, så de kunne blive et redskab i Guds hænder til, hvis det var muligt, at bringe deres brødre, lamanitterne, til kundskab om sandheden, til kundskab om tarveligheden af deres fædres overleveringer, som ikke var rigtige« (Alma 17:5, 9).
Snarere end at fokusere på deres trængsler, var de på udkig efter måder, hvorpå de kunne være redskaber i Guds hænder, så de kunne opløfte og velsigne andre. Som svar på deres faste og bønner og deres tro og gerninger gav Herren dem den hjælp, de havde brug for i deres vanskeligheder.
Mod til at gå fremad
Jeg var 37 år gammel, da jeg blev beseglet til min mand i templet i Salt Lake City. Mine år som enlig havde budt på mange specielle udfordringer. Jeg havde altid tænkt, at jeg ville have været gift og haft børn, når jeg var 25, men jeg opdagede, at mine omstændigheder faldt ud noget anderledes, end jeg havde planlagt.
Ofte greb jeg mig i at kigge ned på fliserne og fokusere på mig og mine forhold. Mit perspektiv var begrænset. Livet syntes hårdt og urimeligt. Jeg blev modløs. Jeg mistede min selvtillid.
Jeg husker et vigtigt tidspunkt i mit liv, hvor jeg, lige som Mosijas sønner, så hen til Herren. Jeg havde altid været aktiv i Kirken og haft en »erkendelse af sandheden« (1 Tim 2:4; 2 Tim 3:7), men jeg ønskede mere end det. Jeg traf den beslutning at være mere ihærdig i mit skriftstudium, at bede mere og at være mere værdig til Åndens vejledning. Jeg længtes efter at være »et redskab i Guds hænder« ligesom Mosijas sønner.
Det krævede mod at gå fremad (se Alma 17:12) og se efter nye muligheder. Jeg satte mål for min karriere og begyndte på et kandidatstudium for at bedre min arbejdssituation. Jeg besluttede at flytte fra en menighed for enlige til en menighed for familier. Jeg engagerede mig i menigheden og tog del i familieudflugter og middage og programmer for voksne. Jeg meldte mig til menighedskoret. Jeg lærte biskoppen at kende. Han var en klog og omsorgsfuld mand, som gav mig kaldelser, der var til velsignelse for mig.
Takket være besøgslærere og hjælpeforeningsaktiviteter blev jeg gode venner med mange kvinder, og de inddrog mig ofte i deres familieaktiviteter. Men jeg ventede ikke på at blive inddraget. Jeg søgte efter muligheder for at deltage. Jeg meldte mig frivilligt til at passe deres børn, og jeg inviterede deres familier på middag. Deres børn blev mine børn.
Jeg indså også, at det bedste sted at give og modtage kærlighed er i ens egen familie. Min bror havde tre børn, og jeg viste interesse for deres liv, skolegang og aktiviteter.
Fordi jeg var aktivt involveret, øgedes min selvtillid, og jeg fandt tilværelsen mere spændende og tilfredsstillende, mens jeg så hen til Herren. På samme måde som jeg så træer, blomster, fugle og mennesker langs stien, da jeg kiggede op ad Wan Chai Gap, hjalp det at se hen til Herren mig til at se nye muligheder.
Mens jeg fortsat ser hen til Herren, erkender jeg, at han øger mit begrænsede, jordiske udsyn til et evigt perspektiv. Gennem svar på bønner har jeg lært, at Herren kender mig, elsker mig og er opmærksom på mig og mine omstændigheder. Den kundskab har givet mig tro på, at han fortsat vil hjælpe mig med at klare kommende trængsler og udfordringer, når jeg ser hen til ham efter muligheder og »vælger retfærdighed og lykke, uanset hvad [mine] omstændigheder er.«2