Hjælp og vær lykkelig

Jonathon skumlede, mens han satte sig ind i bilen ved siden af sin bror Mike. Han ville hellere blive hjemme og spille det nye spil, han havde fået til sin fødselsdag i sidste uge. Men hans mor havde insisteret på, at de alle sammen tog hen til kirkebygningen og deltog i menighedens rengøringsdag.

»Hvorfor skal vi med?« havde Jonathon spurgt sin mor, mens han hjalp hende med at lægge deres støvsuger i bagagerummet.

»Det bliver sjovt,« sagde hun og smilede. »Desuden benytter vi jo alle sammen kirkebygningen. Det er kun rimeligt, at vi af og til hjælper med til at holde den ren.«

Jonathon stirrede ud ad vinduet og så huse og træer glide forbi, mens de kørte hen til kirken. Da hans mor kørte ind på kirkens parkeringsplads, så Jonathon til sin overraskelse bror Lawson parkere sin bil ved siden af deres.

»Hvad laver bror Lawson dog her?« tænkte Jonathon.

Bror Lawson havde været meget syg på det sidste med den slags kræft, som hedder leukæmi. Han havde ligget på hospitalet i meget lang tid. Jonathon kunne huske, at hans forældre havde opfordret ham og Mike til at bede for bror Lawson i deres personlige bønner og familiebønner. Bror Lawson havde ikke været hjemme fra hospitalet i meget lang tid.

Jonathon havde altid holdt meget af bror Lawson. Han var ældre end Jonathons bedstefædre, men han spurgte altid ivrigt Jonathon om, hvordan det gik i skolen og med hans sport. Engang kom han endda til en af Jonathons kampe.

Da Jonathon steg ud af bilen, vinkede bror Lawson og sagde: »Davs, Jonathon.« Bror Lawson gik langsomt om bag sin bil og løftede en støvsuger op af bagagerummet. Han gik langsomt ind i kirkebygningen, mens han skubbede støvsugeren foran sig.

»Jonathon,« kaldte hans mor, »kan du ikke lige hjælpe mig lidt?« Hun baksede med at få støvsugeren op af bagagerummet.

»Jo, mor,« sagde Jonathon. Han hjalp hende med at løfte støvsugeren op og skubbede den så hurtigt hen over parkeringspladsen.

Hele den aften arbejdede Jonathon og Mike sammen med bror Lawson. Jonathon blev flere gange træt og måtte holde en lille pause, men han lagde mærke til, at bror Lawson blev ved med at arbejde. Og han smilede! »Det er dejligt at kunne hjælpe, ikke sandt?« sagde bror Lawson.

Jonathon fornemmede en forandring i sig. »Hvis bror Lawson kan være glad for at hjælpe, så kan jeg også,« tænkte han. Han begyndte at lægge flere kræfter i.

»Tak fordi du tog med mig,« sagde hans mor senere, da de kørte hjem.

»Det var så lidt,« sagde Jonathon. »Jeg er ked af, at jeg beklagede mig over, at jeg skulle med. Jeg anede ikke, at man kunne lære så meget af at støvsuge.«