Ældste Joseph B. Wirthlins forpligtelse over for riget

Joseph Bitner Wirthlin blev født i Salt Lake City i Utah den 11. juni 1917, det første af fem børn, som søn af Joseph L. Wirthlin, som tjente som præsiderende biskop, og Madeline Bitner Wirthlin. Josephs far forsørgede familien som chef for Wirthlins Inc., en grossist- og detailfødevarevirksomhed, mens moderen opmuntrede deres børn til at udøve forskellige aktiviteter, deriblandt musik og sport. Joseph og Madeline underviste deres børn i ydmyghed, ærlighed, flid, tjeneste, medfølelse og tro.

Den unge Joseph havde mange talenter, men til sidst hældede han til sport og spillede i high school på førsteholdet i amerikansk football, basketball og atletik. Efter at have spillet quarterback på East High School fortsatte han med at spille running back i tre år for University of Utah.⁵

Fra talerstolen nød ældste Wirthlin at fortælle om lektier, han havde lært som footballspiller. En vigtig lektie kom fra bunden af en bunke på 10 spillere under finalen i en mesterskabskamp. Efter at have forsøgt at score, hvad der ville have været det vindende touchdown, blev Joseph tacklet lige før mållinjen.

»I det øjeblik var jeg fristet til at skubbe bolden fremad … jeg ville have været en helt,« huskede han. Men så huskede han sin mors ord: »Joseph,« havde hun ofte sagt til ham: »Gør hvad er ret, lad så følgerne komme.«

Joseph ønskede at være en helt i sin mors øjne frem for i sine holdkammeraters øjne. Så han sagde: »Jeg lod bolden ligge, hvor den lå – fem centimeter fra mållinjen.«⁶

Efter footballsæsonen i 1936 talte Josephs far med ham om at tjene på mission. Krigen ulmede i Europa, og hvis Joseph ikke snart tog af sted, kunne han gå glip af chancen for at tjene.

»Jeg ønskede at følge min drøm om at fortsætte med at spille football og at tage eksamen fra universitetet,« sagde ældste Wirthlin. »Hvis jeg tog imod en kaldelse til mission, blev jeg nødt til at give afkald på det hele. Dengang varede en mission tredive måneder, og jeg vidste, at hvis jeg accepterede, ville der være stor mulighed for, at jeg aldrig ville komme til at spille football igen, måske ville jeg heller ikke være i stand til at få min eksamen.«⁷

Men Joseph havde også drømt om at være missionær, og han vidste, hvad han måtte gøre. Få måneder senere var han på vej til Europa, hvor han kom til at tjene i den tysk-østrigske og schweiz-østrigske mission fra 1937 til 1939.

Han spillede aldrig football igen, men han fik eksamen fra universitetet i erhvervsøkonomi. »Trods det har jeg aldrig fortrudt, at jeg tog på mission og forpligtede mig til at tjene Herren,« sagde han. »Ved at gøre det har mit liv været fyldt med eventyr, åndelige oplevelser og glæde, som overgår al forstand.«⁸

Blandt de beslutninger, som ældste Wirthlin traf den juleaften i Oberndorf, var, at han ville gifte sig med en åndeligt stærk kvinde, der efterlevede evangeliet. Han beskrev hendes fysiske træk for sin missionærkammerat: 165 cm høj, lyst hår og blå øjne. 2½ år efter sin mission mødte han Elisa Young Rogers. Hun passede perfekt til den beskrivelse.

»Jeg kan huske, første gang jeg mødte hende,« sagde ældste Wirthlin i en konferencetale i 2006, to måneder efter hun døde. »For at hjælpe en ven var jeg taget hen til hendes hjem for at hente hendes søster, Frances. Elisa åbnede døren, og for mig var det i hvert fald kærlighed ved første blik.

Jeg tror, at hun også må have følt noget, for de første ord, jeg husker hende sige, var: ›Jeg ved, hvem du var.‹«

Ældste Wirthlin kom med en vittighed om hendes grammatiske fejl, fordi hun læste engelsk som hovedfag. Men han sagde: »Jeg værdsætter stadig disse fem ord som nogle af de smukkeste udtalt af mennesker.«⁹

De blev viet i templet i Salt Lake City den 26. maj 1941, og i 65 år havde de, hvad ældste Wirthlin kaldte »et fuldendt ægteskab«.¹⁰ De styrkede, opmuntrede og støttede hinanden, og de talte sammen om de beslutninger, de traf. Ældste Wirthlin forlod aldrig huset uden at kysse Elisa farvel, og han ringede flere gange hver dag for at høre til hende.¹¹

Ældste Wirthlins far blev kaldet til det præsiderende biskopråd i 1938, så ældste Wirthlin overtog familiens fødevarevirksomhed, da han kom hjem fra sin mission. Senere, mens han og Elisa opdrog deres børn, arbejdede han mange timer for at passe sit arbejde og sine ansvar i Kirken. Elisa, deres syv døtre og ene søn forblev imidlertid ældste Wirthlins stolthed og glæde. Da han gik bort, havde han 59 børnebørn og næsten 100 oldebørn.

Ældste Wirthlin, som præsident Thomas S. Monson kaldte »en mand med stor medfødt godhed«,¹² var elsket af alle, som kendte ham. I 33 år, mens han tjente som generalautoritet, deriblandt 22 år som apostel, kom den godhed til udtryk, når han bar sit vidnesbyrd – i både ord og gerning – om Frelseren og hans gengivne evangelium.

Med ydmyghed og ofte med humor opmuntrede ældste Wirthlin de sidste dages hellige til at få mest muligt ud af jordelivet ved at efterligne Frelserens eksempel. For at gøre det lærte han at fokusere på den enkelte, opelske venlighed og elske andre.

»De mest værdsatte og hellige øjeblikke i vores liv er dem, der er fyldt med kærlighedens ånd,« sagde han. »Jo, større vores kærlighed er, jo, større er vores glæde. I sidste ende er udviklingen af en sådan kærlighed den sande målestok for succes her i livet.« For virkelig at lære om kærlighed, tilføjede han, behøver vi blot at overveje Frelserens liv.¹³

»Vi har alle travlt,« sagde ældste Wirthlin ved en anden lejlighed. »Det er nemt at finde en undskyldning for ikke at række ud til andre, men jeg forestiller mig, at det vil lyde ligeså hult over for vor himmelske Fader som for den lille skoledreng, der gav sin lærer en seddel og bad om at få fri fra skole fra den 30. til den 34. marts.«¹⁴

Ældste Wirthlin opmuntrede også Kirkens medlemmer til at »leve i daglig taksigelse«, uanset modgang.¹⁵ »Hvis vi vil overveje de velsignelser, vi har, glemmer vi nogle af vore bekymringer,« fortalte han.¹⁶

»Der kan være nogle, som tror, at generalautoriteter kun sjældent oplever sorg, lidelser og kvaler. Bare det var sandt,« sagde ældste Wirthlin under sin sidste generalkonferencetale. »Herren skærmer i sin visdom ikke nogen fra sorg og smerte.«¹⁷

Ældste Wirthlins »største sorg« var ved sin elskede Elisas død. I løbet af de ensomme stunder, der fulgte, fik han styrke fra »de trøstende lærdomme om evigt liv« og fra sit vidnesbyrd om, at den dystre fredag for Frelserens korsfæstelse blev efterfulgt af den strålende søndag for hans opstandelse.¹⁸

Eftersom ældste Wirthlin havde et stærkt vidnesbyrd om Frelserens sonoffer, vidste han, at døden ikke er slutningen på vores eksistens, og at genforening venter de trofaste, der har indgået løfter i hellige templer.

»Vi vil alle opstå fra graven,« vidnede han i oktober 2006. »Den dag vil min far omfavne min mor. Og den dag vil jeg atter holde min elskede Elisa i mine arme.«¹⁹

Og den dag vil et løfte, der blev indgået en kold vinteraften for længe siden, have gjort hele forskellen.