En kirketjenestemission

I 2004 var jeg en lille del af de 3 ugers åbent hus-arrangement forud for indvielsen af templet i København, og da jeg kort tid efter en dag sad og talte med en anden, der også havde været med, var vi rørende enige om, at det var så speciel en oplevelse, at det gjaldt om at blive gammel i en fart, så vi kunne komme på mission!

Den tid nærmede sig så for Jan og mig i slutningen af 2019, eftersom Jan gik på efterløn i januar 2020, så i december 2019 talte vi med biskoppen, hvor vi lidt tid efter blev sendt til stavspræsidenten, som spurgte, hvad vi havde af ønsker om hvad, hvor og hvor længe.

»Ingen,« sagde vi, »det har vi slet ikke lyst til at skulle bekymre os om. Herren kender os og vores formåen økonomisk som menneskeligt, så hvor han helst vil have os, der tager vi hen, Grønland eller Sydafrika eller …«

Efter nogen tid med overvejelser og i samråd med Herren kom stavspræsidenten frem til Bornholm. Der landede vi så den 26. juni 2020, en skøn og varm sommerdag, og skulle være der til 31. januar 2022. Vi blev virkelig godt modtaget af en af vores genboer, der kom hen, så snart hun så os ved lejligheden, som i øvrigt er meget velfungerende og velegnet til formålet. Også i menigheden fik vi en varm velkomst. Uden at skulle bevise noget havde vi på forhånd den fordel at være danskere, det var lidt tid siden, de havde prøvet det.

I begyndelsen føles halvandet år som lang tid. Alt er nyt, en ny hverdag med andre opgaver skal findes, og jeg skulle for mit vedkommende vænne mig til at have en del mere tid, hvilket coronaen bidrog til. Men som det har for vane at ske, går tiden, uden at man rigtig lægger mærke til det. Jeg har lært meget, mit vidnesbyrd om Kristus er bestemt ikke blevet mindre, og han er lykkedes med at opdrage yderligere på mig og har også velsignet mig meget, både på det personlige plan, i vores ægteskab og lærdomsmæssigt. På det personlige og ægteskabelige plan har jeg fået afdækket nogle svagheder og fejl, der stadig er under opretning, men som jeg undervejs også hurtigt har følt velsignelsen af at gå i gang med at ændre. Lærdomsmæssigt har jeg kunnet bruge mere tid på at studere og fik et usædvanligt stort udbytte af at anvende instituthæftet for Det Gamle Testamente, som var institutklassens standardværk i 2021. Det var et af vores privilegier: At få lov at deltage i den ugentlige institutklasse.

Specielt én oplevelse vil jeg gerne fortælle om. Et par uger efter vores ankomst stod jeg i kø i et supermarked og kom lidt i snak med en ældre mand bag mig. Kort efter fik han øje på mit skilt og gik tættere på for at se, hvad der står. Han stod lidt tavs, og jeg ville jo gerne fremstå som den opmærksomme og intelligente lytter og vise, at jeg kunne huske, hvor vi slap og skulle lige til at sige noget. Men et eller andet fik mig til at tie, og så fortalte han med lav stemme, hvordan han for 15-20 år siden havde været dødssyg, haft det rigtig, rigtig skidt og været træt af livet. På et tidspunkt fik han en drøm, hvori han så Jesus bære ham i sine arme. Gisp! Det stod helt stille for mig med historien om fodsporene i sandet i tankerne! Efter den drøm livede han helt op og havde været glad siden. Det var for mig et stærkt vidnesbyrd om, at Gud virkelig elsker alle sine børn!

Hermed til noget, I aldrig har hørt før: Det kan kraftigt anbefales at tage på mission! Velsign andre og jer selv :o)