Tragedie eller skæbne?

I dagens avis stod der med store overskrifter: »Flystyrt dræber 43. Ingen overlevende fra bjergulykken«, og i et kor høres tusindvis af stemmer: »Hvorfor lader Gud dette forfærdelige ske?«

To biler stødte sammen, da den ene kørte over for rødt, og seks mennesker blev dræbt. Hvorfor ville Gud ikke forhindre det?

Hvorfor skulle den unge mor dø af kræft og efterlade sig otte moderløse børn? Hvorfor helbredte Herren hende ikke?

Et lille barn druknede; et andet blev kørt over. Hvorfor?

En dag døde en mand pludselig af et hjerteanfald, da han gik op ad trapperne. Han blev fundet sammensunken på gulvet. Hans hustru udbrød pinefuldt: »Hvorfor? Hvorfor gør Herren det her mod mig? Kunne han ikke have tænkt på mine tre små børn, som stadig har brug for en far?«

En ung mand døde i missionsmarken, og folk spurgte kritisk: »Hvorfor beskyttede Herren ikke denne unge mand, mens han var ude for at forkynde evangeliet?«

Jeg ville ønske, jeg kunne svare på disse spørgsmål med autoritet, men det kan jeg ikke. Jeg er sikker på, at på et tidspunkt vil vi forstå og forlige os med det. Men her og nu må vi søge at forstå så godt, vi kan, gennem evangeliets principper.

Var det Herren, der styrede flyet ind i et bjerg for at sætte en stopper for de ombordværendes liv, eller skyldtes det en mekanisk brist eller en menneskelig fejl?

Var det vor himmelske Fader, der forårsagede det sammenstød, der sendte seks mennesker over i evigheden, eller skyldtes det en bilist, der ikke overholdt færdselsreglerne?

Var det Gud, der tog den unge mors liv, eller som fik barnet til at stavre ned i en grøft, eller som førte et andet barn ud foran den modkørende bil?

Var det Herren, der fik manden til at få et hjerteslag? Døde missionæren alt for tidligt? Kom med et svar, hvis I kan, jeg kan ikke, for selv om jeg ved, at Gud spiller en vigtig rolle i vores liv, så ved jeg ikke, hvor meget han forårsager, og hvor meget han blot tillader. Uanset svaret på dette spørgsmål, er der et andet svar, som jeg er sikker på.

»Kunne Herren have forhindret disse tragedier? Svaret er: ja. Herren er almægtig, han har magt til at styre vores liv, skåne os for smerte, hindre alle ulykker, styre alle fly og biler, give os mad, beskytte os, befri os fra arbejde, slid, sygdom og sågar døden, hvis han vil. Men det vil han ikke.

Vi burde forstå dette, fordi vi kan indse, hvor uklogt det ville være af os at beskytte vore børn mod al slid, mod skuffelser, fristelser og sorger og mod lidelse.

Den tilgrundliggende evangeliske lov er handlefrihed og evig udvikling. At tvinge os til at være forsigtige eller retskafne ville være at ophæve denne grundlæggende lov og umuliggøre udvikling.« ⁶

Hvis vi betragtede jordelivet som den eneste tilværelse, så ville smerte, sorg, fiasko og et kort liv være en katastrofe. Men hvis vi betragter livet som noget evigt, der strækker sig tilbage til en førjordisk fortid og frem mod en evig fremtid efter døden, så kan alle hændelser ses i det rette perspektiv.

Er der ikke visdom i, at han giver os prøvelser, så vi kan hæve os over dem, ansvar, så vi kan nå, hvad vi har sat os for, arbejde, så vi kan styrke vore muskler, og sorger, så vores sjæl kan blive prøvet? Er vi ikke udsat for fristelser for at afprøve vores styrke, sygdom, så vi kan lære tålmodighed, og død, så vi kan blive udødeliggjort og herliggjort?

Hvis alle de syge, som vi beder for, blev helbredt, hvis alle de retskafne blev beskyttet og de ugudelige ødelagt, ville hele Faderens program blive ophævet, og evangeliets grundlæggende princip, handlefrihed, ville høre op. Ingen ville behøve at leve i tro.

Hvis glæde og fred og belønninger med det samme blev givet til den, som gør godt, så kunne der ikke være noget ondt – alle ville gøre godt, men ikke på grund af det rigtige i at gøre godt. Der ville ikke være nogen afprøvning af styrke, ingen karakterudvikling, ingen vækst af evner og ingen handlefrihed, kun satanisk ledelse.

Hvis alle bønner straks skulle besvares ifølge vore selviske ønsker og vores begrænsede forståelse, så ville der være lidt eller ingen lidelse, sorg og skuffelse, ja, selv ingen død, og hvis alt dette ikke fandtes, ville der heller ikke være nogen glæde, succes, opstandelse eller evigt liv og guddom.

»… for det må nødvendigvis være sådan, at der er en modsætning i alt … retfærdighed … ugudelighed … hellighed … elendighed … godt … ondt …« (2 Ne 2:11).

Da vi er mennesker, ville vi jage fysisk og mental smerte væk og sikre os konstant magelighed og bekvemmelighed, men hvis vi skulle lukke dørene for sorg og lidelse, ville vi måske udelukke vore bedste venner og største velgørere. Lidelse kan gøre mennesker til hellige, efterhånden som de lærer tålmodighed, langmodighed og selvbeherskelse …

Jeg elsker verset i »Så sikker en grundvold«:

Og ældste James E. Talmage skrev: »Enhver smerte, som en mand eller kvinde på denne jord lider, vil blive opvejet … hvis den mødes med tålmodighed.«

På den anden side kan disse ting knuse os med deres mægtige kraft, hvis vi giver efter for svaghed, klage og kritik.

»Ingen smerte, som vi må udholde, ingen prøvelse, som vi bliver udsat for, er spildt. Det tjener til vores uddannelse, til at udvikle egenskaber som tålmodighed, tro, mod og ydmyghed. Alt, hvad vi lider, og alt, hvad vi skal igennem, især hvis vi holder tålmodigt ud, opbygger vores karakterstyrke, lutrer vores hjerte, udvider vores sjæl og gør os mere milde, barmhjertige og mere værdige til at blive kaldt Guds børn … og det er gennem sorger, lidelser, trængsler og vanskeligheder, at vi opnår den uddannelse, som vi er kommet her for at få, og som betyder, at vi kan komme til at ligne vor Fader og Moder i Himlen mere …« (Orson F. Whitney)

Der er mennesker, som er bitre, når de ser deres kære lide kvaler, endeløs pine og fysisk smerte. Nogle ville anklage Herren for at være uvenlig, ligegyldig og uretfærdig. Vi er så ukvalificerede til at dømme! …

Præstedømmets magt er uden grænser, men Gud har i sin visdom lagt visse begrænsninger på hver af os. Jeg kan udvikle præstedømmets magt, efterhånden som jeg fuldkommengør mit liv, og alligevel er jeg taknemlig for, at jeg ikke kan helbrede alle de syge, selv gennem præstedømmet. Jeg ville måske helbrede folk, som skulle dø. Jeg ville måske lette folk for lidelser, som de skulle lide. Jeg frygter for, at jeg ville være en hindring for Guds formål.

Havde jeg ubegrænset magt og alligevel begrænset fremsynethed og forståelse, havde jeg måske reddet Abinadi fra flammerne, da han blev brændt ved bålet, og ved at gøre det, kunne jeg have forvoldt ham uoprettelig skade. Han døde som en martyr og fik en martyrs belønning – ophøjelse.

Jeg ville sikkert have beskyttet Paulus mod hans elendighed, hvis min magt var uendelig. Jeg ville helt sikkert have helbredt ham for hans »torn i kødet« (2 Kor 12:7). Og ved at gøre det, kunne jeg have forpurret Herrens plan. Tre gange bad han for at spørge Herren, om han ville fjerne »tornen« fra ham, men Herren besvarede ikke hans bønner (se 2 Kor 12:7-10). Paulus kunne mange gange have mistet sig selv, hvis han havde været veltalende, rask, set godt ud og været fri for de ting, som gjorde ham ydmyg …

Jeg er bange for, at hvis jeg havde været i Carthagefængslet den 27. juni 1844, ville jeg måske have ledt de kugler, som gennemhullede profetens og patriarkens krop, i en anden retning. Jeg ville måske have reddet dem fra lidelse og kval, men have forhindret dem i at opnå en martyrs død og belønning. Jeg er glad for, at jeg ikke skulle tage den beslutning.

Med en sådan utæmmet magt ville jeg helt sikkert have ønsket at beskytte Kristus mod hans kval i Getsemane, fornærmelserne, tornekronen, den uværdige behandling i retten og de fysiske forulempelser. Jeg ville have taget mig af hans sår og helet dem og givet ham køligt vand i stedet for eddike. Jeg ville måske have frelst ham fra lidelse og død og ville have forhindret verden i at kunne modtage hans forsonende offer.

Jeg ville ikke vove at tage ansvaret for at bringe mine kære tilbage til livet. Kristus selv anerkendte forskellen mellem sin og Faderens vilje, da han bad om at få taget lidelsens bæger fra sig, hvor han alligevel tilføjede: »Dog, ske ikke min vilje, men din« (Luk 22:42).⁷

For den, som dør, går livet videre, og handlefriheden fortsætter, og døden, som for os ser ud til at være en frygtelig ulykke, kan være en velsignelse i forklædning …

Hvis vi siger, at en tidlig død er en ulykke, en katastrofe eller en tragedie, ville det så ikke være at sige, at jordelivet er at foretrække frem for en tidligere indtræden i åndeverdenen og en mulig frelse og ophøjelse? Hvis livet på jorden er den fuldkomne tilstand, så ville døden være en fortvivlelse, men evangeliet lærer os, at der ikke er nogen tragedie ved døden, men kun ved synd. »… velsignede er de døde, som dør i Herren …« (se L&P 63:49).

Vi ved så lidt. Vores dømmekraft er så begrænset. Vi dømmer Herrens veje ud fra vores egen snævre synsvinkel.

Jeg talte ved begravelsen af en ung Brigham Young University-studerende, som døde under anden verdenskrig. Der havde været hundredtusinder af unge mænd, som var blevet jaget for tidligt ind i evigheden pga. denne krigs hærgen, og jeg erklærede, at jeg troede, at denne retskafne unge mand var blevet kaldt til åndeverdenen for at prædike evangeliet for disse underprivilegerede sjæle. Dette er ikke nødvendigvis rigtigt for alle som dør, men jeg følte, det var rigtigt for ham.

Præsident Joseph F. Smith så i sit syn om de dødes forløsning netop dette … Han skriver:

»… jeg forstod, at Herren ikke i egen person gik ud blandt de ugudelige og ulydige, som havde forkastet sandheden … men se, han organiserede sine styrker blandt dem, der var retfærdige … og bemyndigede dem til at gå ud og bære evangeliets lys …

… vor forløser under sit ophold i åndernes verden brugte sin tid på at undervise og forberede de trofaste ånder … som i kødet havde vidnet om ham, så de kunne bære budskabet om forløsning til alle de døde, til hvem han ikke personligt kunne drage hen på grund af deres oprør og overtrædelse …

Jeg så, at denne uddelings trofaste ældster fortsætter med at forkynde omvendelsens og forløsningens evangelium … når de forlader det jordiske liv« (se L&P 138:29, 30, 36, 37, 57).

Døden kunne således åbne mulighedernes dør, inklusive det at prædike Kristi evangelium.⁸

På trods af, at døden åbner nye døre, søger vi den ikke. Vi er blevet formanet til at bede for dem, som er syge og bruge vores præstedømmemagt til at helbrede dem.

»Og kirkens ældster, to eller flere, skal tilkaldes og skal bede for og lægge deres hænder på dem i mit navn; og hvis de dør, så dør de i mig, og hvis de lever, så lever de i mig.

Du skal leve sammen med andre i kærlighed, således at du skal græde over tabet af dem, der dør, og især over dem, der ikke har håb om en opstandelse i herlighed.

Og det skal ske, at de, der dør i mig, ikke skal smage døden, for den skal være sød for dem; og de, der ikke dør i mig, ve dem, for deres død er bitter.

Og videre, det skal ske, at den, der har tro på mig til at blive helbredt og ikke er bestemt til at dø, skal blive helbredt« (L&P 42:44-48).

Herren forsikrer os om, at de syge skal blive helbredt, hvis ordinancen bliver udført, hvis der er tro nok, og hvis den syge »ikke er bestemt til at dø«. Men der er tre faktorer, der alle skal imødekommes. Mange lever ikke op til ordinancerne, og et stort antal er uvillige eller ude af stand til at udøve nok tro. Men den anden faktor toner også væsentligt frem: Hvis de ikke er bestemt til at dø.

Enhver skal dø. Døden er en væsentlig del af livet. Selvfølgelig er vi aldrig helt parate til den overgang. Da vi ikke ved, hvornår den kommer, kæmper vi bravt for at beholde livet. Imidlertid burde vi ikke være bange for døden. Vi beder for de syge, vi tager os af de lidende, vi bønfalder Herren om at helbrede og mindske smerten og redde liv og udsætte døden, og det er på sin plads, men ikke på grund af, at evigheden skulle være så skræmmende …

Lige som Prædikeren (3:2) siger, trøster det mig, at der er en tid til at dø, men jeg tror også, at mange folk dør før »deres tid«, fordi de er skødesløse, misbruger deres legemer, tager unødige chancer eller udsætter sig selv for farer, ulykker og sygdom …

Gud råder over vores liv, leder og velsigner os, men giver os vores handlefrihed. Vi kan leve vores liv i overensstemmelse med hans plan for os, eller vi kan på tåbelig vis forkorte eller afslutte det.

Inderst inde er jeg sikker på, at Herren har planlagt vores skæbne. Engang vil vi forstå det til fulde, og når vi i fremtidens klare lys ser tilbage, vil vi være tilfredse med mange af dette livs begivenheder, som er så svære for os at forstå.

Vi tror nogle gange, at vi gerne vil vide, hvad der ligger forude, men nøgtern tankegang får os til at acceptere livet og tage en dag ad gangen og højne og sætte pris på den dag …

Vi vidste, før vi blev født, at vi ville komme ned til jorden for at opnå et legeme og få erfaring, og at vi ville opleve glæde og sorg, lindring og smerte, bekvemmelighed og besværligheder, sundhed og sygdom, succes og skuffelse, og vi vidste også, at efter at have levet et stykke tid, ville vi dø. Vi accepterede alle disse muligheder med et glad hjerte, ivrige efter at tage imod både det gunstige og det ugunstige. Vi tog ivrigt imod chancen for at komme til jorden, også selv om det kun blev for en dag eller et år. Måske bekymrede vi os ikke så meget over, om vi skulle dø pga. sygdom, ulykke eller senilitet. Vi var villige til at tage livet, som det kom, og som vi kunne organisere og styre det, og det uden at knurre, klage eller stille urimelige krav.

Når vi oplever det, der tilsyneladende er en tragedie, må vi sætte vores lid til Gud og vide, at på trods af vores begrænsede opfattelse vil hans hensigter aldrig slå fejl. Med alle dets bekymringer tilbyder livet os det kolossale privilegium at vokse i kundskab og visdom, i tro og gerning, idet det forbereder os på at vende tilbage til Gud og tage del i hans herlighed.⁹