Engle og forbavselse

Bror Peterson brugte i sin åbningsbøn ordet »familie«, og jeg blev rørt, og jeg er stadig rørt. Jeg er begejstret over at være sammen med jer til denne årlige begivenhed, der for mig er en familiesammenkomst. Jeg er blevet inspireret af hvert eneste ord, som bror Webb, søster Cordon og ældste Clark har sagt. Og jeg beder om, at jeg må være i overensstemmelse med det, de tre har sagt.

Når jeg hilser på jer her og henviser til bror Peterson, så er denne opfattelse af familie helt bogstavelig. Det er min opfattelse af jer, og jeg håber, at I kan tro på det. Jeg ved, at det bestemt kommer fra medlemmerne af komiteen, men det kommer også helt bestemt fra mig.

Pat og jeg underskrev vores første kontrakt med CES for 54 år siden denne sommer, og vi har på en eller anden måde været tilknyttet jer stort set hvert eneste år af vores liv lige siden – enten på den ene eller anden måde. Da hun og jeg traf beslutningen om at prøve at arbejde for seminar og institut og leve af det, vidste vi ikke, hvor stærkt og permanent det bånd ville blive for os. Vi var ret usikre, og havde det ikke været for de venskaber og den virkelige broder- og søsterkærlighed, som andre lærere, vejledere, administratorer og andre viste os i de første år, havde vi nok ikke haft selvtillid nok til at fortsætte. De bånd fra vores tidligste tid i programmet er stadig nogle af de bedste venskaber, vi har her nu mere end et halvt århundrede senere. Og så har vi selvfølgelig ikke nævnt de hundreder – eller det er nok snarere tusinder – af elever, som vi har undervist og fattet kærlighed for undervejs. Jeg beder om, at vi aldrig må miste den familiefølelse i Kirkens Uddannelsessystem. Det er en af grundene til, at vi ønskede at tjene her.

Og med denne indledende kærlighedssang er en af de ting, jeg ønsker at videreformidle i dag, hvor meget alle generalautoriteter og øverste ledere i Kirken elsker og regner med jer. I vores råd og komiteer tilbringer vi en væsentlig mængde tid, som det fremgår at det store antal af øverste ledere, vi ser her i dag, vi gør dette sammen. Jeg ved ikke, hvor meget af vores tid, vi bruger, men jeg vil gætte på (de kan rette mig bagefter), at det er i omegnen af 30-35 % af al vores tid som generalautoriteter/øverste ledere, hvor vi på en eller anden måde taler om Kirkens unge – generelt set de aldersgrupper, som I arbejder med, som I er ansat til at undervise, plus dem, der er ved at gøre sig klar til at komme til jer. Vi taler om den verden, de lever i, de udfordringer, de oplever, disse særlige forhold, som vores unge synes at opleve i en stadig yngre alder. Nuvel, de oplevelser er ikke kun dårlige, men nogle af dem er. De unge har brug for al den hjælp, de kan få, og de kan heldigvis få den. Gud står ved roret på dette skib, og det vil komme sikkert i havn. Han har truffet enhver nødvendig forberedelse.

Jeg har for eksempel aldrig tænkt, at det var en tilfældighed, at vi indfører vores elever i seminarprogrammet i præcist den alder, som Joseph Smith havde, da han modtog det første syn. Jeg formoder, at vor himmelske Fader mente, at Joseph i en alder omkring 14 havde nået en grad af modenhed, der var tilstrækkelig til at begynde på sin store profetiske mission. Kan vi så også formode, at det generelt også er i den alder, at andre unge kan begynde at udvikle et modent vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium, og se det vidnesbyrd udvikle sig (det håber vi) i årene fremover til den stærke vejledende kraft, det skal være i resten af evigheden?

Det er bestemt derfor, at Herren har inspireret til vores program og den struktur, det har – der kan røre hjertet på en dreng eller pige på deres rejse frem mod modenhed, intensivere vores kontakt med dem og give dem væsentlige erfaringer midt på ugen og ikke alene være afhængig af sabbatsundervisningen. Efterhånden som Kirken bevæger sig i retning af en mere hjemmeorienteret, kirkestøttet læseplan, kan vi være stolte af, at CES med sit fokus på studium hver dag og derhjemme altid har peget i den retning. Denne nylige justering rykker seminar og institut tættere på Kirkens overordnede læseplan end nogensinde før i dets historie.

Nu, hvor jeg er inde på emnet, så lad mig nævne en kompliment, som de præsiderende brødre har givet ved at bede os om at få seminars læseplan til at følge Kirkens fireårige rotation af læseplanen over skrifterne. Det er for os én ting at få et sådant kompliment, men det er noget helt særligt, at formanden for vores bestyrelse udtaler den. Lad mig lige minde jer om, hvem formanden for vores bestyrelse er. Her er det, som præsident Nelson sagde, da han annoncerede denne nye udvikling:

»Fra januar 2020 vil studiekurset for seminar gå over til en årlig kalender. Klasser vil studere den samme bog med hellig skrift, der bruges i læseplanen for Kom og følg mig. Denne tilpasning vil øge den hjemmeorienterede og kirkestøttede tilgang til evangelisk studium gennem et forenet studium i hjemmet, i Søndagsskolen og til seminar.

Når I overvejer denne ændring, beder jeg jer om at tænke over jeres fremtid. Jeres potentiale til at have større indflydelse på verden end nogen tidligere generation er fuldstændig afhængig af jeres grad af hengivenhed til Herren Jesus Kristus. I er alle ansvarlige for i jeres hjem at bidrage til at undervise dem, som I bor sammen med, i hans evangelium. Seminar og institut vil hjælpe jer til at indrette jeres hjem til at blive en troens helligdom – et sted, hvor man underviser i, lærer, efterlever og elsker Jesu Kristi evangelium.«

Jeg kan ikke udtale mig om jer, men jeg har trisset rundt i lang tid i dette program, og det er mange år siden, synes jeg, at en af Kirkens præsidenter har talt så specifikt og opmuntrende om dette emne og talt til os personligt. Det er jeg er taknemlig for, præsident Nelson. Nuvel, lad det være sagt, at i denne periode med små og store justeringer, har brødrene talt mere om, tænkt mere over og arbejdet mere direkte med seminar- og institutpersonalet og retningslinjer end på noget andet tidspunkt, jeg mindes i mine mange år i CES. Det er en spændende tid for CES-familien.

Lad mig nu komme til hensigten med alt dette, årsagen til vores møde i dag og årsagen til, at vi underviser dagligt og ugentligt – eleven, det centrale for vores fokus og hengivenhed.

Efterhånden som verden bliver stadigt mere sekulær, må vi lære, hvordan vi kan blive til større hjælp og være eksempler for vores unge, der må forsvare deres tro i en kultur, der ofte fornægter den, eller endnu værre, fornedrer den. Kløften mellem vores trofaste unge og den til tider antagonistiske verden omkring dem bliver, hvis vi generaliserer lidt, større for hver dag, der går. Det er selvfølgelig »en given sag« i profetierne om de sidste dage, men det gør det ikke mere behageligt at tale om eller sjovere at møde. I denne lille opsummering af verden omtales vores elever kærligt som generation Z på grund af bestemte karakteristika. Disse karakteristika kaster lys over nogle af vores udfordringer ved at undervise:²

• De er altid koblet på noget. »De har aldrig kendt en verden uden internettet eller mobiltelefoner [eller hovedtelefoner] … Google har altid eksisteret [for dem].«³ De har aldrig set en telefon med drejeskive eller ringet op fra en telefonboks. Men det er fint nok, for denne gruppe foretrækker alligevel at sms’e.

• Gennem dette allestedsnærværende elektroniske netværk er de blevet udsat for åbenlys, destruktiv pornografi i en meget, meget ung alder.

• De har tendens til at »[støtte] homoægteskaber og transkønnedes rettigheder … [som] en del af dagliglivet. Det ville være ualmindeligt for en fra generation Z ikke at have en [nær] ven fra LGBT-miljøet.«⁴ På grund af denne socialitet begynder den fine linje mellem at være venner og at billige en adfærd at udviskes og være vanskelig at definere.

• »De er post-kristne. Næsten en fjerdedel,« (det er ikke vores SDH-studerende, men de lever faktisk i den verden, som vi betragter). »Næsten en fjerdedel (23 procent) af USA’s voksne – og en tredjedel af millenniere (født mellem 1980 og 2000) – er ›nones‹, som ikke vedkender sig nogen religiøs identitet. Mange fra generation Z vokser op i hjem, hvor der slet ikke er nogen religion, [hvilket ikke giver dem] nogen erfaring [eller i det mindste ingen baggrund for] religion i deres liv.«⁵

• Et nyere studie af australske teenageres holdning til religion skabte overskrifter, da man fandt, at 52 procent af dem ikke havde noget religiøst tilhørsforhold, og kun 37 procent troede på Gud.⁶

• Præst og forfatter James Emery White har skrevet en del om deres åndelige forhold. Han siger: »For det første er de rådvilde. De lever ganske enkelt ikke i og formes heller ikke i en post-kristen kulturel kontekst. De har slet ingen erindring om evangeliet [eller baggrund med evangeliet]. Graden af mangel på åndelig kundskab er forbløffende … [For det andet] står de uden ledere. Lidet om nogen vejledning overhovedet kommer fra deres familie, og de henter endnu mindre i deres søgen efter vejledning på internettet.«⁷

• Ifølge en artikel i USA Today er generation Z den ensomste undergruppe, vi har kendt i samfundet.⁸ Artiklen, der blev citeret i et BYU-studie fra 2010, konkluderer: »Ensomhed har den samme virkning på livskvaliteten som at ryge 15 cigaretter om dagen, hvilket gør den farligere end fedme.«⁹

• Omkring 53 procent af de 13-årige amerikanske piger er utilfredse med deres krop. Det tal vokser til 78 procent, når pigerne bliver 17. Over 50 procent af teenagepigerne og 30 procent af teenagedrengene benytter sig af usunde metoder for at kontrollere deres vægt – så som at springe et måltid over, faste, rygning, opkastning og brug af afføringsmidler.¹⁰

• Og endeligt kan de ikke koncentrere sig i lang tid. Nogle siger, at gennemsnitligt kan opmærksomheden fanges i otte sekunder for en generation Z’er.¹¹ Jeg ville have tabt dem på de første tre punkter, vi har vist her.

Nu kommer seminar- og institutlærerne ikke til at løse alle disse problemer fra den ene dag til den næste, men brødrene regner med, at I er velbekendte, velforberedte, velindstillet, åndeligt i harmoni og i al væsentlighed i stand til at tage disse spørgsmål op, når de dukker op, og håndtere dem, hvis I skal, på stedet. Med jeres midtugentlige kontakt er I mere tilgængelige for eleverne end næsten alle andre lærere i Kirken er i stand til at være, så brug det klogt, og vær forvisset om, at brødrene ønsker og forventer jeres hjælp – formelt og uformelt i klassen og udenfor – til at undervise om Kirkens retningslinjer, praksis og lære.

Vær åben – vær især åben for Ånden. Lad der være albuerum i jeres lektionsplan. Hvis I har brug for at afkorte en lektion lidt for at bære jeres vidnesbyrd og anspore til en drøftelse af et aktuelt emne, så vær søde at gøre det, når Ånden tilskynder jer til det og fortæller, at det er passende.

Det må I selvfølgelig gøre uden at træde ud af jeres rolle og påtage jer en præstedømme- eller organisationslederrolle, som ikke er jeres. At holde den balance har været en udfordring i vores system fra begyndelsen, og det vil den altid være. Det kræver sund dømmekraft og vejledning fra Ånden at holde den balance, men det er en udfordring, som er værd at tage imod, og brødrene priser jer, når I prøver jeres bedste. Der er brug for alle, og budskabet på ethvert niveau er at være tydelige og konsistente.

»Og hvis trompeten giver en uklar lyd, hvem vil så ruste sig til kamp? … så søg at blive rige på gaver, som tjener til at opbygge menigheden.«¹²

Med sådanne utrolige kræfter på spil i vor tid, kræver det selvsagt så stærk evangelisk undervisning, at absolut intet kan svække troen hos eller føre vores unge væk fra stien, når de forlader jeres klasse og går ud i verden igen. Den form for undervisning er lettere sagt end gjort, kan jeg betro jer, og I ved det, men vi kan alle gøre det bedre. Vi kan blive mere motiverende lærere, end vi sommetider er. Med sådan en kolossal opgave, så husk venligst denne ene ting fra min tid med jer i dag – husk, at en elev ikke er en beholder, der skal fyldes; en elev er en ild, der skal antændes.

Som undervisere i evangeliet må vi være åndelige brandstiftere. Vores lektioner skal tænde en ild. Vi skal være brandstiftere, blot uden rigtig ild – tænde en ild i elevernes hjerte. Lad mig lige forklare mig, inden I anmelder mig til brødrene eller politiet.

Jeg er altid blevet imponeret af, at i næsten alle væsentlige undervisningssituationer i Mormons Bog, er de ord, der anvendes for at beskrive netop det øjeblik, at den enkelte blev undervist med »magt og myndighed«.¹³ Det er mit største ønske i min undervisning, og jeg håber, at det er i jeres.

Misforstå mig venligst ikke. Jeg taler ikke om at hæve stemmen, være teatralske i jeres præsentation; jeg taler især ikke om at forstille følelser. Jeg taler om noget, der i al sit væsen er en åndelig sag, en ånd, der vil give sig til kende på lige så forskellige måder, som I er forskellige. I er nødt til at være jer selv. I kan ikke være en Bruce McConkie eller Boyd Packer eller Russell Nelson, selvom vi står os vel ved at tænke over, hvorfor disse lærere påvirker os, som de gør. Lær alt, hvad I kan af disse store undervisere (tidligere og nuværende), men selvfølgelig må I i sidste ende undervise naturligt, I må undervise på jeres måde. Men uanset, hvilken tilgang det måtte være, så bør resultatet være kraftfuld, myndig undervisning.

Lad mig komme med et par eksempler fra Mormons Bog. Helaman 5 indeholder historien om Nefi og Lehi, der var opkaldt efter deres forfædre. De havde fået det hverv at undervise lamanitterne i Zarahemlas land. Udover at undervise denne udfordrende gruppe, tog Nefi og Lehi også til »afhopperne«, de vantro nefitter, der havde skiftet side og tilsluttet sig lamanitterne i deres sag mod Guds profeter. Jeg ved ikke med jer, men de to grupper repræsenterer den slags fjendtligt publikum, som jeg ikke ville være særligt begejstret for at møde mandag morgen. På det tidspunkt var lamanitterne fjendtlige, vrede og ganske opsat på gengæld over for nefitterne på grund af en strid, hvis oprindelse de for længst havde glemt. Og som om det ikke var nok, har I eks-mormoner for Jesus (det er deres anvendelse af orden »mormon«, ikke min), de lokale apostater, der engang var i præsternes kvorum, der i et tilfælde eller to kan have tjent trofast som missionærer, men nu er røget helt af sporet. De forkyndte engang for os, og nu forkynder de imod os, imod Guds rige.

Ikke desto mindre siger skrifterne om disse to meget udfordrende grupper og Nefi og Lehi: »De prædikede med stor kraft, således at de beskæmmede mange af dem, der havde skilt sig ud, og som var gået over fra nefitterne … Og det skete, at [de også] prædikede for lamanitterne med så stor magt og myndighed, for de var blevet givet magt og myndighed, så de kunne tale, og det blev også givet dem, hvad de skulle sige.«¹⁴ Tag nu lige en pause med mig her. Prøv lige at reflektere over, hvor vidunderligt det ville være, hvis hver eneste lærer i Kirkens Uddannelsessystem – eller i Kirken – ville vide disse to ting – hvordan man skulle tale, og hvad man skulle sige, når man talte. Det ville være den sande tungemålsgave, selv om det sker på jeres modersmål. Som jeg forstår det, er det præcis den gave, disse to modtog, mens de underviste. »For de var blevet givet [stor] magt og myndighed, så de kunne tale, og … hvad de skulle sige – derfor talte de til lamanitternes store forbavselse.«¹⁵

Vækker ordet forbavselse erindring hos jer om en tidligere beretning i Mormons Bog? Overvej Mosija 27, hvor Alma og Mosijas sønner »drog rundt og satte sig op imod Gud«. Og så i vers 11: »Se, da viste Herrens engel sig for dem; og han steg ned som i en sky; og han talte som med en tordenrøst, hvilket fik jorden, hvorpå de stod, til at ryste.«¹⁶

Tilgiv mig for straks at komme med endnu en lille redaktionel kommentar. Tror I, at der var tale om et rigtigt jordskælv? Havde der stået et måleinstrument for hver 12. meter, tror I så, at det var slået ud på Richterskalaen som en kategori seks, otte eller ni og havde forårsaget tsunamier i dybet og fået hele jordens overflade til at ændre sig? Måske. Måske nogle gange. Det kunne det bestemt godt have været, men i dette tilfælde, hvor vi kender baggrunden, tror jeg det ikke. Jeg tror, at det var et af de personlige, skræddersyede jordskælv, som Gud sender til enkeltpersoner. Jeg tror, at jorden rystede under Alma og Mosijas sønner, men hvem ved, om den rystede under andre.

I har ganske givet haft den oplevelse, når I har undervist en klasse. Noget, I har sagt, har ramt en elev så kraftigt, at han eller hun er blevet askegrå i ansigtet eller er bristet i tårer eller begge dele, de er blevet rørt dybt i deres sjæl, og alligevel virker eleven til højre og eleven til venstre af dem helt upåvirket. Der sker i missionsmarken hele tiden. Det ved I godt, I har selv oplevet det! Et makkerpar underviser en familie i et lejlighedskompleks et sted. De får en lektion, der får jorden til at ryste under dem, hjertet til at ændre sig, får lejlighed 106 til at svæve, men naboen i 105 sidder roligt og ser American Idol, og dem i lejlighed 107 leder efter resultaterne fra den sidste superligakamp. Jeg ved ikke, om man kan love et jordskælv, der kan måles på Richterskalaen i geologisk henseende, men jeg tænker, at Herren og skrifterne altid lover jer personlige jordskælv, der kan ændre en elev helt ind i sit inderste væsen, så jorden ryster under dem. Tilgiv mig, jeg kommer væk fra emnet!

Vi fortsætter med vers 12 i Mosija 27:

»Og så stor var [Almas og Mosijas sønners] forbavselse,« »så stor var deres forbavselse, at de faldt til jorden og ikke forstod de ord, som [englen] talte til dem …

Og se, Alma og de, der var med ham, faldt igen til jorden, for stor var deres forbavselse; for med deres egne øjne havde de set en engel fra Herren; og hans røst var som torden, der rystede jorden …

Og se, Almas forbavselse var så stor, at han blev stum, så han ikke kunne åbne sin mund; ja, og han blev så svag, at han ikke engang kunne bevæge sine hænder.«¹⁷

Det, jeg tænker på, beder for og håber på, der kan komme til CES, er i sandhed forbavsende undervisning. Vi har brug for at forbavse eleverne og gøre det med den »magt og myndighed fra Gud«,¹⁸ der gives den lærer – professionel eller frivillig – der frygtløst og ærligt underviser i Jesu Kristi evangelium. Kender I tilfældigvis roden til ordet forbavselse? Jeg ved ikke, hvad det hedder på reformeret egyptisk eller hebraisk, men på engelsk har det rod i ordet »tonare« – der betyder torden.¹⁹

Hjælper det jer til at forstå, hvorfor Alma efter sin omvendelse siger: »O, gid jeg var en engel og kunne få mit hjertes ønske opfyldt, at jeg kunne drage ud og tale som Guds basun med en røst, der kunne få jorden til at ryste, og råbe omvendelse til hvert eneste folk!

Ja, som med en tordenrøst ville jeg kundgøre omvendelse og forløsningsplanen for hver eneste sjæl, at de skulle omvende sig og komme til vor Gud, så der ikke skulle være mere sorg på hele jordens overflade.«²⁰

Kære venner i CES, det er ret åbenlyst, hvorfor Alma ønsker engles indflydelse, en tordenrøst, der lyder som Guds basun og får jorden til at ryste. Det er enkelt – det, der virkede på ham, kan også virke på andre! Elever, der lægger sig på deres ryg og omvender sig i tre dage, en renselse så stor, at de aldrig kunne eller ville falde fra dens påvirkning, liv, der er ændret totalt og indviet til opbygning af Guds rige for evigt. Det er kraftfuld undervisning. Vi indser som Alma, at vi ikke er engle, og vi kan ikke udøve så stærk påvirkning hver gang, vi står over for en gruppe elever. Men det storslåede ved vores CES-kaldelser og -stillinger er, at vi har muligheden for at prøve at gøre det, og vi har, billedligt talt, gentagne klasseværelsesrammer til at prøve det i.

Tilbage til Helaman 5. Husk, at Nefi og Lehi heller ikke var engle, men blot gode, dødelige lærere med en mission og et budskab, der underviste med »stor magt og myndighed«. De to så 8.000 lamanitter blive »døbt til omvendelse« og komme ind i Guds kirke.²¹ I husker sikkert historien om ild, der kom ned fra himlen, og Åndens flamme, der brændte i deres indre, Hele denne samling af »elever« fik deres sjæl antændt af sandheden. Efter min erfaring er 8.000 en ret god ugentlig zonerapport fra hvilket som helst missionærpar hvor som helst i verden.

Tillad mig et øjeblik at tale om endnu en lærer, der ikke blot fik sat sin sjæl i brand, men som også betalte den ultimative pris for sin tjeneste, da han blev brændt på bålet.

Abinadi har siden min ungdom været en af de profeter, jeg beundrer mest i alle vores standardværker. Han kommer helt ukendt ind på scenen og gør hverken krav på profetisk arv eller afslører en velkendt slægtslinje. Med alting i drastisk forfald i Zeniffs stivsindede koloni, bliver Abinadi kaldet til at råbe omvendelse for Zeniffs søn og hans ynkelige efterfølger, kong Noa. I kender beretningen.

Noa beordrer straks, at Abinadi skal slås ihjel, og Abinadi bliver tvunget til at flygte. Efter to år i skjul træder Abinadi igen frem for at forkynde og vidne. Jeg smiler lidt af denne profets tilsyneladende barnlige uskyld i alt dette. Han har været i skjul i 24 måneder og bærer nu forklædning for skjule sin identitet, og alligevel er det første, der kommer ud af hans mund, da han vender tilbage dette: »Således har Herren befalet mig, idet han sagde: Abinadi, drag ud og profetér.«²² På dette punkt kan man undre sig over, hvor effektiv forklædningen er, men vi behøver bestemt ikke at undre os over hans tro og beslutsomhed.

Da Abinadi modigt profeterer mod vederstyggelighederne hos kong Noa og ved hans hof, bliver han arresteret og senere ført for den selvsamme domstol, som han har fordømt. Rådet udspurgte ham skånselsløst, og denne mægtige profet »svarede dem frimodigt og modstod alle deres spørgsmål … og bragte dem til tavshed i alle deres ord.«²³ Da han skifter fra forsvar til angreb, indleder han omkring fem og et halvt kapitel med ren lære, der rangerer blandt noget af det mest kraftfulde i hele Mormons Bog. Han er knapt begyndt, da Noa, der er skyldramt og modbydelig, beordrer, at han skal slås ihjel.

Alt dette sætter scenen for det, der for altid er ætset ind i mit sind, ikke helt som Arnold Friberg portrætterede det i sit flotte maleri,²⁴ men næsten. I hvert fald har Abinadi som fange givetvis været bundet, nok i den form for lænker, de havde på den tid. Vi ved ikke, hvor gammel han var. Friberg skildrer ham som en gammel mand (eller måske ældre), men teksten siger intet om det. Jeg ved ikke, hvor gammel han var. Var han fysisk stærk? Det ved jeg ikke, men han var lige kommet fra en slags skjul i to år, hvor der var meget lidt mad. Tænk på profeten Elias, der blev fik mad af ravne.²⁵ Har I nogensinde set en ravns klo? Jeg tror ikke, at de små bevingede venner kan have store bestillinger med af noget som helst. Vi ved det ikke, men måske var Abinadi sulten, træt og i det mindste en smule fysisk svækket i betragtning af hans situation.

»Bort med denne karl, og slå ham ihjel,« råbte kong Noa, »for hvad har vi at gøre med ham …

Og de stod frem og forsøgte at lægge hånd på ham; men han modstod dem og sagde til dem:

Rør mig ikke, for Gud skal slå jer, hvis I lægger hånd på mig, for jeg har ikke fremført det budskab, som Herren har sendt mig for at fremføre …

For Herrens Ånd var over ham; og hans ansigt strålede med overordentlig stærk glans, ligesom Moses’ gjorde, mens han var på Sinajs bjerg, mens han talte med Herren.

Og han talte med magt og myndighed fra Gud.«²⁶

»Magt og myndighed.« Her er det igen. Da jeg begyndte at skrive denne tale og ønskede at bruge Abinadi, huskede jeg ikke, eller måske vidste jeg det ikke, at hans beretning slutter med den samme vending, at han underviste med magt og myndighed. Venner, det er en ting at læse noget blæk på en side, men noget helt andet at se det i sit sind og høre det i sit hjerte som med en tordenrøst: »Rør mig ikke, for Gud skal slå jer, hvis I lægger hånd på mig.«²⁷ Jeg kan knapt læse disse ord uden at græde. Det runger stadig med stor majestæt, stort mod og monumental styrke i mit hjerte. Der er ingen indikation af, at han råbte. Der er ingen indikation af, at han så meget som rørte en muskel. Med bevæbnede vagter omkring sig og i lænker har han ikke kunnet bevæge sig meget. Men tilsyneladende virkede det, han sagde, og måden, han sagde det på. Jeg siger tilsyneladende, for der er ingen indikation på, at en eneste af disse vagter gjorde nogen enkeltstående indsats på at fjerne ham, ej heller sagde kong Noa eller nogen af hans præster noget i de næste fire tryllebindende kapitler.

Vi kan ikke reflektere over alle de forunderlige eksempler på den slags undervisning i skrifterne, men de er allevegne. Jeg opfordrer os hver især til at holde øje med dem, tænke over dem og bede om selv at få en del af den gave, der passer til vores kaldelse.

Den slags undervisning er meget krævende, og det er svært at opnå. Hvis jeg vidste, hvordan man underviser på den måde, ville jeg bestemt være bedre til det. Men jeg ved dette: Medmindre I føler passioneret for noget, kan I umuligt, selv i verdener uden ende, nogensinde få jeres elever til at føle passion for det. Må jeg gentage det?Medmindre I føler passioneret for noget, kan I umuligt nogensinde få jeres elever til at føle passioneret for det. Selvfølgelig ligger den ultimative kilde til den passion i det, som blev sagt om Abinadi: »For Herrens Ånd var over ham; og hans ansigt strålede med overordentlig stærk glans.«²⁸

Hvis Ånden er nøglen til forbavsende undervisning – og det er den – så er der stor risiko ved at tale ud fra gamle noter eller ved at bruge en af jeres kollegers eksempler eller kværne videre med en gengivelse af en af talerne fra generalkonferencen. Det kan være fint i nogle situationer og især være fremragende, da de oprindeligt blev anvendt, så brug endelig alt, hvad I kan, når som helst, for at skabe liv og variation i jeres undervisning. Men det, der betyder mest, vil være, hvordan I føler, når I siger ordene. Intet kan erstatte det. »O, gid jeg var en engel og kunne få mit hjertes ønske opfyldt, at jeg kunne drage ud og tale som Guds basun med en røst, der kunne få jorden til at ryste!«²⁹ Husk, en elev er ikke en beholder, der skal fyldes. En elev er en ild, der skal antændes. Og hvis vi gør det rigtig godt, kan vi en dag blive værdige til at møde dem, der blev brændt på bålet for præcis den evne til at slå flint mod stål og tænde ild. Gå nu endelig videre I herlighedens engle overalt på jorden – med tanke på den målgruppe, vi taler om – gå ud og forbavs jeres elever. Jeg vidner om guddommeligheden af dette værk. Jeg vidner om guddommeligheden af jeres kaldelse. Mine elskede brødre og søstre, dette er den almægtige Guds værk. Jeg har ikke givet mit liv til et eventyr. Jeg har ikke givet mit liv, og det har I heller ikke, til det, som Peter sagde, at vi ville blive beskyldt for at gøre, nemlig at dyrke et falsum, følge en skrøne, følge en smart konstrueret usandhed. Dette er sandheden Det er ikke udspekulerede fabler. Jeg har givet mit liv, I giver jeres, de bedste mennesker, jeg kender, har givet og giver deres. Det er den almægtige Guds sandhed, og må han velsigne jer for evigt i jeres undervisning derom. I Jesu Kristi navn. Amen.