Tjen

Muligheden for at tjene er en af de største velsignelser ved vores medlemskab af Kirken.² Herren har sagt: »Hvis du elsker mig, skal du tjene mig og holde mine befalinger.«³ Og vi tjener ham ved at tjene andre.⁴

Når vi tjener, kommer vi tættere på Gud.⁵ Vi kommer til at kende ham på en måde, som vi ellers ikke ville. Vores tro på ham øges. Vores problemer bliver sat i perspektiv. Livet bliver mere tilfredsstillende. Vores kærlighed til andre forøges, ligesom vores ønske om at tjene. Gennem denne velsignede proces bliver vi mere som Gud, og vi bliver bedre forberedt på at vende tilbage til ham.⁶

Præsident Marion G. Romney har sagt: »Tjeneste er ikke noget, vi udholder her på jorden, således at vi kan gøre os fortjent til at leve i det celestiale rige. Tjeneste er selve grundlaget for et ophøjet liv i det celestiale rige.«⁷

Men tjeneste i Kirken kan være en udfordring, hvis vi bliver bedt om at gøre noget, der skræmmer os, hvis vi bliver trætte af at tjene, eller hvis vi bliver kaldet til at gøre noget, som vi ikke finder tiltalende i første omgang.

For nylig modtog jeg en ny opgave. Jeg havde tjent i det sydøstlige område af Afrika. Det var spændende at tjene et sted, hvor Kirken er forholdsvis ny og er ved at blive etableret, og vi elskede de hellige. Så blev jeg kaldet til at tage tilbage til Kirkens hovedsæde, og for at være ærlig var jeg ikke særlig begejstret. Andre arbejdsopgaver medførte nogle ukendte faktorer.

Efter at have overvejet den kommende ændring, drømte jeg en nat om min tipoldefar Joseph Skeen. Jeg ved fra hans dagbog, at da han og hans hustru Maria flyttede til Nauvoo, ønskede han at tjene, så han fandt profeten Joseph Smith og spurgte ham om, hvordan han kunne hjælpe. Profeten sendte ham ud for at arbejde på prærien og bad ham om at yde det bedste, han kunne, og det gjorde han så. Han arbejdede på familien Smiths gård.⁸

Jeg tænkte over, hvilket privilegium det var for Joseph Skeen at få den opgave. Pludselig gik det op for mig, at jeg har det samme privilegium, det har vi alle. Alle kaldelser i Kirken kommer fra Gud – gennem hans udnævnte tjenere.⁹

Jeg følte en tydelig åndelig bekræftelse af, at min nye opgave var inspireret. Det er vigtigt, at vi forstår denne sammenhæng – at vores kaldelser bogstaveligt talt kommer til os fra Gud gennem vores præstedømmeledere. Efter denne oplevelse ændrede min holdning sig, og jeg blev fyldt af et stærkt ønske om at tjene. Jeg er taknemlig for omvendelsens velsignelse og for den forandring i mit hjerte. Jeg elsker min nye opgave.

Selv om vi måtte tænke, at vores kirkekaldelse blot var vores præstedømmeleders idé, eller at den bliver givet til os, fordi ingen andre vil acceptere den, vil vi blive velsignet, når vi tjener. Men når vi anerkender Guds hånd i vores kaldelse og tjener af hele vores hjerte, vil yderligere kraft komme ind i vores tjeneste, og vi bliver Jesu Kristi sande tjenere.

Opfyldelse af kaldelser kræver tro. Kort tid efter, at Joseph ankom til gården, blev han og Maria meget syge. De havde ingen penge og var blandt fremmede. Det var en svær tid for dem. Joseph skrev i sin dagbog: »Vi fortsatte med at arbejde og forblev trofaste i Kirken med den lille tro, vi havde, selvom djævlen forsøgte at ødelægge os og få os til at vende tilbage.«¹⁰

Sammen med hundrede andre efterkommere vil jeg være evigt taknemlig for, at Joseph og Maria ikke vendte tilbage. Velsignelser kommer, når vi udholder vores kaldelser og ansvar og holder ud med al den tro, vi har.

Jeg kender en fantastisk søndagsskolelærer, som opløfter klassens deltagere, når hun underviser, men dette var ikke altid tilfældet. Da hun blev medlem, modtog hun en kaldelse til at undervise i Primary. Hun følte ikke, at hun havde undervisningsfærdigheder, men fordi hun kendte vigtigheden af at tjene, accepterede hun kaldelsen. Hun blev hurtigt grebet af frygt og holdt op med at komme, så hun ikke behøvede at undervise. Gudskelov opdagede hendes hjemmelærere hendes fravær, så de besøgte hende og inviterede hende tilbage. Biskoppen og medlemmerne i menigheden hjalp hende. Til sidst begyndte hun med forøget tro at undervise. Efterhånden som hun anvendte principperne i Undervisning på Frelserens måde, velsignede Herren hendes indsats, og hun blev en dygtig lærer.¹¹

Det naturlige menneske i os alle er tilbøjeligt til at lade os komme med undskyldninger for at undlade at tjene, med begrundelser såsom »jeg er ikke klar til at tjene, jeg har mere at lære«, »jeg er træt og har brug for en pause«, »jeg er for gammel – det er en andens tur« eller »jeg har helt enkelt for travlt.«

Brødre og søstre, at acceptere og opfylde en kaldelse er en troshandling. Vi kan stole på det, vores profet, præsident Thomas S. Monson, har sagt flere gange: »Den, som Herren kalder, gør Herren egnet«, og »når vi er i Herrens ærinde, er vi berettiget til Herrens hjælp.«¹² Uanset om vi er overvældet eller uinteresserede, om vi er meget bange eller keder os halvt ihjel, ønsker Herren, at vi gearer ned, kobler til og tjener.

Jeg ser intet tegn på, at præsident Monson og de andre i Det Første Præsidentskab og De Tolvs Kvorum har for travlt eller er for trætte. De er på inspirerende vis eksempler på den kraft, der kommer ind i vores liv, når vi udøver tro, accepterer opgaver og opfylder dem med engagement og hengivenhed. De »lagde ryggen til«¹³ for mange år siden, og de fortsætter med at skubbe fremad og opad.

Ja, de tjener i vigtige kaldelser, men alle kaldelser og opgaver er vigtige. Præsident Gordon B. Hinckley, Kirkens tidligere profet og præsident, sagde: »Vi er alle fælles om denne store stræben … Jeres forpligtelse er lige så stor på jeres ansvarsområde, som min forpligtelse er på mit område. Ingen kaldelse i denne kirke er lille eller uden betydning.«¹⁴ Alle kaldelser er vigtige.¹⁵

Lad os rejse os op i tro, »lægge ryggen til« og fremskynde denne værdige »kamp«.¹⁶ Lad os »sætte den i det rette gear« ligesom trofaste tante Dorothy. Lad os tjene som brødre og søstre.

Hvis I vil glæde jeres biskop eller grenspræsident, så stil dem dette spørgsmål: »Hvordan kan jeg hjælpe?« »Hvordan ønsker Herren, at jeg skal tjene?« Når han beder og overvejer jeres personlige, familie- og beskæftigelsesmæssige forpligtelser, vil han modtage inspiration til at tildele jer en passende kaldelse. Når I bliver indsat, vil I modtage en velsignelse, som vil hjælpe jer med at lykkes. I vil blive velsignet! Der er behov for hvert medlem, og hvert medlem har behov for en mulighed for at tjene.¹⁷

Jesus Kristus, vores store forbillede, gav sit liv til sin Faders værk. I det store råd, før verden blev organiseret, meldte Jesus, der var valgt og salvet fra begyndelsen, sig frivilligt: »Her er jeg, send mig.«¹⁸ Ved at gøre dette blev han bogstavelig talt en tjener for os alle. Gennem Jesus Kristus og den kraft, vi modtager gennem hans forsoning, kan vi også tjene. Han vil hjælpe os.¹⁹

Jeg udtrykker min dybfølte kærlighed til dem af jer, som måske ikke er i stand til at tjene i Kirken på sædvanlig vis lige nu grundet personlige omstændigheder, men som lever jeres liv i tjenestens ånd. Jeg beder til, at I vil blive velsignet for jeres indsats. Jeg udtrykker også en særlig påskønnelse for dem, som ærer deres kaldelser uge efter uge, såvel som dem, der snart vil acceptere kaldet til at tjene. Alle bidrag og ofre er værdsat, især af ham, som vi tjener. Alle, som tjener, vil modtage Guds nåde.²⁰

Uanset vores alder eller omstændighed så lad tjeneste være vores motto.²¹ Tjen i jeres kaldelse. Tjen på mission. Tjen jeres mor. Tjen en fremmed. Tjen jeres næste. Tjen bare.

Må Herren velsigne os alle i vores bestræbelser på at tjene og blive sande tilhængere af Jesus Kristus.²² Jeg vidner om, at han lever og leder sit værk. I Jesu Kristi navn. Amen.