David O. McKay: Troens ambassadør

David Oman McKay blev født den 8. september 1873 i Huntsville, Utah, som den første søn af David McKay og Jennette Evans McKay. Da den unge David var kun syv år gammel, accepterede hans far et missionskald om at tjene i Skotland – selvom søster McKay på det tidspunkt ventede et barn og kun havde sin lille søn til at hjælpe sig på gården. Hendes opmuntring var uden tvivl en nøglefaktor. Lige så snart hun læste brevet med missionærkaldelsen, sagde hun: »Du må selvfølgelig sige ja; du skal ikke bekymre dig om mig. David O. og jeg skal nok klare os godt.«²

Og under Jennettes vejledning klarede gården sig godt. Stærk åndelig vækst fulgte parallelt med den timelige velstand, som familien oplevede under David seniors mission. »Familiebøn var en veletableret skik i familien McKays hjem, og da Jennette stod alene med sin lille familie, syntes det at være en mere vigtigt del af dagens begivenheder end nogen sinde før. David [O.] blev undervist i at gøre sin del ved morgen- og aftenbønnerne og lærte betydningen af himlens velsignelser i hjemmet.«³

Ved en generalkonferencetale mange år senere fortalte præsident McKay følgende beretning om bøn fra sin barndom.

»Jeg husker, at jeg lå i [sengen] en aften, rystende af angst. Som barn var jeg naturligt, eller unaturligt, bange for mørke og lå ofte og spekulerede på indbrudstyve, ›bøhmænd‹ og usete påvirkninger. Jeg lå altså denne aften fuldstændig modløs, men jeg havde fået at vide, at Gud ville besvare bønner. Jeg samlede al min styrke, rejste mig fra sengen, knælede ned i mørket og bad til Gud om at fjerne følelsen af frygt, og jeg hørte lige så tydeligt, som I hører min stemme her i eftermiddag: ›Vær ikke bange, intet vil skade dig.‹ Åh ja, vil nogen sige – det var kun fantasi. Sig, hvad I vil, jeg ved, at min sjæl fyldtes med den smukke fred, der hører til et barns besvarede bøn.«⁴

Hans fars lærdomme og eksempel var lige så stærkt som hans mors. Ved en lejlighed var David O. McKay, hans brødre og hans far i gang med at høste hø. Da de var nået til det 10. læs, som skulle gives til Kirken som tiende, sagde David McKay sen. til drengene, at de skulle gå hen til et bedre sted, end hvor de havde indsamlet de 9 tidligere læs. Da unge David O. stillede spørgsmål ved denne instruktion, sagde hans far: »Det er det tiende læs, og det bedste er ikke for godt for Gud.« År senere henviste David O. McKay til denne oplevelse som »den mest effektive prædiken om tiende, jeg nogen sinde har hørt i mit liv.«⁵

Præsident McKays forståelse af sine forældres indflydelse voksede, da han blev ældre. Da han underviste Kirkens medlemmer om vigtigheden af familien og hjemmet, lagde de personlige oplevelser rammerne for hans lærdomme:

»Det var denne erkendelse af min mors kærlighed og min loyalitet over for min eksemplariske fars forskrifter, som mere end én gang i min ungdom fik mig til at træde tilbage fra fristelsens afgrund.

Hvis jeg blev bedt om at nævne verdens største behov, så vil jeg uden tøven svare kloge mødre og for det andet eksemplariske fædre. «⁶

Som ung og som ung voksen udviste David O. McKay en enestående evne på mange områder, herunder studier, atletik, musik, offentlig tale og ledelse. Selv om det at udpege hans største talent næsten er en umulig opgave, så nærmer undervisning sig toppen.

I 1889 blev han 15 år gammel kaldet som sekretær i Søndagsskolen i sit ward, en stilling han besad i fire år, indtil han blev kaldet som lærer i Søndagsskolen. Samtidigt med sit arbejde som søndagsskolelærer, arbejdede hans som lærer og skoleleder på Huntsville underskole – før han fik sin universitetsuddannelse.

Da han allerede besad en stor del praktisk erfaring, gik han på University of Utah fra 1894 til 1897, hvor han bestod med førstekarakter og fik et tilbud om at undervise i Salt Lake amt. Efter sin eksamen modtog han imidlertid endnu en mulighed for at undervise, eftersom han blev kaldet til at tjene på mission på de britiske øer, et kald som han udførte fra 1897 til 1899.

Hans missionærerfaringer omfattede talrige friluftsmøder, som han og andre missionærer afholdt på gadehjørne eller andre offentlige steder, hvor de uddelte traktater eller pjecer til dem, som ville tage imod dem. Som hans missionærdagbog vidner, så viste hvert eneste møde sig at være en enestående oplevelse. Efter et særlig vanskeligt friluftsmøde skrev ældste McKay: »Jeg har sukket tusinde gange!« Efter et mere lovende møde skrev han: »Havde adskillige interessante samtaler. Næsten alle, som tog imod en traktat sidste uge, virkede tilfredse med at acceptere denne. Adskillige spurgte, hvornår vi ville holde endnu et møde.«⁷

I 1898 udfærdigede han, mens han ledte missioneringen i Skotland, en artikel til en lokal avis i Glasgow for at imødegå den sladderagtige information, som avisen havde udgivet om Kirken. Ved dette tilfælde og ved lignende tilfælde, som han mødte som missionspræsident 20 år senere, gav hans breve til redaktøren gevinst på grund af deres milde tone og velgennemtænkte lærdomme.⁸

Kort tid efter han blev afløst fra sin mission, begyndte han at tjene som medlem af Weber Stavs søndagsskolebestyrelse. Han fik til opgave at reorganisere og forny klassearbejdet ved at arbejde sammen med lærere og ved at revidere undervisningsmaterialerne. Efter seks år tjeneste i Weber Stav, blev han andenassistent til den hovedtilsynsførende for Søndagsskolen, som på det tidspunkt var præsident Joseph F. Smith. Han blev førsteassistent i 1909 og blev i 1918 hovedtilsynsførende.

I sin første tid i Søndagsskolen arbejdede han også i det offentlige skolesystem. Han underviste på Weber Stavs Akademi i Ogden i Utah, en skole, som nu kendes som Weber Statsuniversitet, og han blev senere udpeget som rektor for akademiet. En af hans elever, Joseph Anderson – senere et medlem af De Halvfjerds – mindedes: »Vi blev alle forelsket i ham. Og han blev så opslugt af sine emner, at han nogle gange end ikke hørte, når klokken ringede.«⁹

Han troede stærkt på, at al uddannelse skulle fostre en kristen karakter. Han sagde: »Sand uddannelse søger ikke alene at gøre mænd og kvinder til gode matematikere, sprogkyndige, dygtige videnskabsmænd eller strålende litterære lys, men også til ærlige mennesker med dyd, mådehold og broderlig kærlighed. Den søger at skabe mænd og kvinder, som værdsætter sandhed, retfærdighed, visdom, gavmildhed og selvkontrol som de mest udvalgte egenskaber i et succesrigt liv.«¹⁰

Hans evangeliske undervisning fortsatte hele livet, mens hans formelle fuldtidsarbejde i de offentlige skoler afsluttedes i 1906, da han blev kaldet som apostel i en alder af 32 år.

David O. McKays ægteskab med Emma Ray Riggs den 2. januar 1901 blev en kilde til glæde for ham. Det blev et eksempel for alle. Præsident McKay erklærede i sin undervisning om succesrige ægteskaber:

»Jeg vil gerne opfordre til fortsat forelskelse og anvende det på voksne mennesker. Alt for mange ægtepar er kommet til ægteskabsalteret og har betragtet ægteskabsceremonien som afslutningen på forelskelsen i stedet for begyndelsen til en evig forelskelse. Lad os ikke glemme, at i hjemmelivets hårde tider – og de skal nok komme – påskønnes rosende ord og hensynsfulde gerninger mere end i forlovelsestidens skønne dage og måneder.«¹¹

Præsident McKay efterlevede dette råd – skrev kærlighedsdigte til sin hustru på hendes fødselsdag, åbnede bildøren for hende og hilste på hende og bød hende farvel med et kærligt kys. Da præsident og søster McKay rejste gennem Californien, kom en lille dreng, som havde betragtet dem, hen til hende og sagde, idet han pegede på præsident McKay: »Jeg tror, den mand derovre elsker dig.«¹²

De syv McKay-børn fik stor gavn af deres forældres retskaffenhed og kærlighed til hinanden. En af deres sønner, David Lawrence McKay, mindedes: »Vore forældres forventninger viste den sti, vi skulle følge, og vores kærlighed til dem var en uimodståelig motivation til at vandre på den sti. Vi lærte at elske dem, fordi de først elskede hinanden og os.«¹³

Ældste McKay, der blev kaldet som apostel i april 1906, holdt sin første generalkonferencetale ved det afsluttende møde ved oktoberkonferencen dette år. Med ord, som afspejlede hans ønske om at tjene, sagde han: »Som medlemmer af Kirken … tror jeg, at vi bør gå hjem herfra fast besluttede på at løfte det ansvar, som hviler på os, ikke blot fordi Brødrene har opmuntret os hertil, men fordi vi har det i os at gøre det.«¹⁴

I 1920 blev ældste McKay i en alder af 47 kaldet af Det Første Præsidentskab til at bruge et år til at besøge og styrke Kirkens grene og missioner over hele verden. Denne rejse var på mange måder en forløber for den globale orientering i hans periode som præsident. Han rejste sammen med sin rejsekammerat Hugh J. Cannon, præsident for Liberty Stav i Salt Lake City, ca. 95.000 km og opnåede viden, som hjalp med til at forberede Kirkens til fremtidig verdensomspændende vækst.

Kort efter han var vendt tilbage fra sin årelange mission, blev han kaldet til at tage sin familie med til England for at præsidere over Den Europæiske Mission. Da han varetog denne kaldelse, blev »hvert medlem en missionær« hans valgsprog. Han har sagt: »[Ethvert medlem] har ansvar for at bringe nogen: En mor, en far, en nabo, en arbejdskollega, en ven eller nogen i forbindelse med evangeliets budbringere … Og personlig kontakt er det, der påvirker disse undersøgere … Det er det, I er, og ikke det, I forestiller at være, der får folk til at undersøge Kirken.«¹⁵

I 1934 blev han kaldet til at tjene i Det Første Præsidentskab som rådgiver til præsident Heber J. Grant. I 1945 blev han kaldet som rådgiver til præsident George Albert Smith. I løbet af disse år opnåede han værdifuld erfaring og løftede en væsentlig del af det administrative og kirkelige arbejde.

I foråret 1951 tog præsident og søster McKay af sted fra Salt Lake City på en meget tiltrængt ferie. Men den første nat på ferien vågnede præsident McKay med en tydeligt indtryk af, at de skulle vende tilbage til Kirkens hovedsæde, hvilket de gjorde den næste morgen. I løbet af nogle få uger fik præsident Smith et slagtilfælde og døde.¹⁶

I april 1951 blev David O. McKay, som allerede havde tjent i Det Første Præsidentskab i 17 år, Kirkens 9. præsident. På dette tidspunkt havde Kirken kun lidt over en million medlemmer og 8 fungerende templer (alle i USA, Hawaii og Canada).

Præsident McKay var fast besluttet på at se Kirken vokse over hele jorden. Missionering var nøglen til denne indsats. I 1952 introducerede Det Første Præsidentskab den første officielle undervisningsplan for fuldtidsmissionærer. I 1961 sammenkaldte præsident McKay det første verdensomspændende seminar for alle missionspræsidenter, som blev undervist i vigtigheden af eksemplet og indførelse i fællesskabet i missioneringen. Han fremhævede konceptet »ethvert medlem en missionær.«

Præsident McKay følte, at en anden nøgle til Kirkens vækst var at styrke de hellige personligt over hele verden. Ved en konferencetale erklærede han som Kirkens præsident: »Gud velsigne Kirken. Den er verdensomspændende. Dens indflydelse burde føles i alle lande. Må hans Ånd påvirke mennesker overalt og lede deres hjerte hen mod den gode vilje og fred.«¹⁷ Mellem 1952 og 1963 besøgte han de hellige i Europa adskillige gange og rejste til Sydafrika, Sydamerika og det sydlige Stillehav.

Han ønskede også at bringe templets velsignelser til rådighed for flere medlemmer af Kirken. Som præsident for Kirken indviede han templer i Bern i Schweiz; Los Angeles, Californien; Hamilton, New Zealand; London, England; og Oakland, Californien. Han skrev: »Jeg ønsker at bringe templet til folket«, idet han fast troede, at »et af de afgørende kendetegn på Jesu Kristi gengivne kirke er dens ordinancers og ceremoniers evige natur.«¹⁸

Over hele verden blev præsident McKay anset som en vigtig åndelig leder. Ved et besøg hos dronningen af Holland i 1952 blev præsident og søster McKay budt på te. Da bror og søster McKay afslog at drikke te af religiøse årsager, spurgte dronningen: »Vil De fortælle mig, at De ikke vil have en lille kop te selv med dronningen af Holland?« Præsident McKay svarede: »Ville dronningen af Holland bede lederen for 1.300.000 mennesker om at gøre noget, han belærer sit folk om ikke at gøre?« Hun svarede: »De er en storslået mand, præsident McKay. Det ville jeg ikke bede Dem om at gøre.«¹⁹

Kirkens medlemmer elskede at høre præsident McKay tale og blot at være i hans nærvær. På trods af de mange pligter blev han ofte tilbage efter møder, indtil han havde trykket næsten hver eneste persons hånd. Et medlem, som overværede indvielsen af templet i London England, mindedes »at stå i en endeløs række« for at hilse på profeten, hvor det efterhånden blev hendes tur. »Han fik hver eneste af os til at føle os som noget særligt, når vi så let kunne have været blot en ud af hundrede«, sagde hun.²⁰

Præsident McKays helbred begyndte at svigte i 1960’erne, og yderligere rådgivere blev kaldet til Det Første Præsidentskab for at hjælpe med at bringe værket videre. Han fortsatte med at styrke medlemmerne med sine konferencetaler, som han somme tider selv holdt og som til andre tider blev oplæst af en af hans sønner.

Ved tidspunktet for hans død i januar 1970 havde Kirkens medlemstal næsten nået 3 millioner. Præsident Joseph Fielding Smith, som efterfulgte præsident McKay som Kirkens præsident, sagde om denne mand, som havde undervist så utrætteligt om familien, selvkontrol, karakter, missionering og tro på Jesus Kristus: »Han var en mand med stor åndelig styrke, en naturlig leder blandt mænd, og en mand, som var elsket af sit folk og æret af verden. I al den tid, der kommer, skal mennesket rejse sig og velsigne hans navn.«²¹

Præsident Hugh B. Brown, som tjente som førsterådgiver til præsident McKay opsummerede hans liv: »Præsident McKay har levet et kristuslignende liv, så nært det er menneskeligt muligt. Han fandt, at svaret på længslen i det menneskelige hjerte efter en fylde ligger i med kærlighed at leve uden for sig selv. Han beviste sandheden af Kristi paradoksale udsagn: ›… den, der har mistet livet på grund af mig, skal redde det.‹ Han var en sand Herrens tjener. Han levede, som han lærte.«²²

Wade Murdocker er medlem af South Jordan Tredje Ward, South Jordan Utah Stav.