Kanariefuglen med den smukkeste sang

F or nogle år siden var jeg kaldet til at tjene som biskop i en stor menighed. En aften ringede min telefon. Jeg hørte en stemme, der sagde: »Biskop Monson, det er fra hospitalet. Kathleen McKee, som er medlem af din menighed, er netop død. Du står opført som den, der skal have besked om hendes død. Har du mulighed for straks at komme hen på hospitalet?«

Da jeg kom derhen, fik jeg overrakt nøglen til den lejlighed, som Kathleen havde boet i. Jeg tog hen til hendes lejlighed, tændte lyset og fandt et brev. Der stod:

»Biskop Monson.

Jeg tror ikke, at jeg kommer hjem fra hospitalet igen. Ude i køkkenet står mine tre dyrebare kanariefugle. To af dem er smukke med gyldengule farver og smukt tegnet. På deres bure har jeg skrevet navnene på de venner, som de skal overdrages til. I det tredje bur sidder ›Billie‹. Han er min lille yndling. Billie ser lidt lurvet ud, og hans gule farve er skæmmet af de grå pletter på hans vinger. Kan du og dine familie give ham et godt hjem? Han er ikke den kønneste, men hans sang er den smukkeste.«

Kathleen McKee havde været en ven for mange naboer i nødens stund. Hun havde oplyst ethvert liv, hun havde påvirket. Kathleen mindede meget om Billie, hendes dyrebare kanariefugl med de grå vinger. Hun var ikke velsignet med stor skønhed. Men hendes sang hjalp andre til mere villigt at bære deres byrder.

Verden er fuld af gule kanariefugle med grå vinger. Nogle er unge mennesker, som ikke ved, hvem de er, hvad de kan blive, eller sågar hvad de ønsker at blive.

Vi er sønner og døtre af Gud. Det er sandt nok, at vi lever i en verden, hvor moralsk karakter [ofte betragtes] som mindre værd end skønhed eller charme. Men hvordan lyder Guds inspirerede ord? Herrens råd til profeten Samuel genlyder i vore ører: »Det drejer sig ikke om det, mennesker ser på; mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet« (1 Sam 16:7).

Han kalder dig og mig til at tjene sig hernede. Må vi udstråle vores kærlighed til ham og til hele menneskeheden, mens vi gør det.

Fra »Yellow Canaries with Gray on Their Wings«, Ensign, aug. 1987, s. 2-5.