Det modsatte af frygt

Tricia stirrede med store, tårevædede øjne på skabet i sit værelse. Døren var gået i stykker og kunne ikke lukkes helt. I mørket lignede tøjet uhyrer, der stod på spring for at hoppe af bøjlerne og angribe hende. Og for at gøre det endnu værre, så kunne hun høre nogen trække vejret, og det syntes at komme inde fra skabet.

Hun vidste, at der fandtes onde mennesker, som nogle gange gør børn fortræd. Et af dem kunne jo skjule sig i skabet! Hun kunne også huske en historie, som en dreng fra hendes børnehave havde fortalt om et mareridt, han havde haft. Han var blevet jaget af en slange med en meget lang hale. Slangen fangede ham og bandt ham med halen.

Tricias søstre, MaryAnn og Rebecca, sov også i det samme værelse, men hun kaldte ikke på dem. Det, der gemte sig i skabet, kunne jo angribe dem. Hun hørte, at der blev slukket for fjernsynet. Det betød, at hendes forældre var færdige med at se nyhederne og nu var på vej i seng. Men hun kunne ikke løbe ud til dem – hun kunne end ikke røre sig.

Tricia var så bange, at hun havde lyst til at græde, men hun turde ikke sige en lyd. Det eneste, hun kunne gøre, var at stirre på det mørke, uhyggelige skab og håbe på, at det, der gemte sig derinde, ikke fik fat i hende.

Mens Tricia stirrede, faldt en tanke hende ind: »Hvorfor beder du ikke?« Straks fik hun det lidt bedre. Hendes mor havde fortalt hende, at hun kunne bede når som helst og hvor som helst. Hun behøvede ikke engang at lukke øjnene! Tricia bad stille. Så snart hun havde sagt: »I Jesu Kristi navn«, fyldte en rolig følelse hende. Hun vidste, at hendes himmelske Fader havde hørt hendes bøn.

Hun blev roligere og roligere for hvert åndedrag, hun tog. Den uhyggelige vejrtrækning lød ikke så højt mere. Faktisk syntes den at blive mere rolig, efterhånden som hendes egen vejrtrækning blev roligere. Tricia holdt vejret. Vejrtrækningen stoppede. Så forstod hun det endelig – hun havde været bange for sit eget åndedræt!

Hun følte sig lidt fjollet, men mest af alt følte hun sig taknemlig. Så snart hun havde tænkt på Jesus, var de uhyggelige tanker holdt op med at være uhyggelige, og nu kunne hun se, hvor fjollede de var. Hun kunne huske, at hendes far havde fortalt, at det modsatte af frygt var tro på Herren Jesus Kristus. »Det er derfor, at Satan vil have, at folk skal være bange,« tænkte hun. »De tænker ikke på Jesus, når de er bange.«

Tricia puttede sig under dynen og bad igen. Denne gang takkede hun sin himmelske Fader for, at han havde hørt hendes bøn og hjulpet hende med at overvinde frygten. Da hun havde bedt, sang hun stille: »Jeg skal et solskinsbarn være«. Nu var hun slet ikke bange for at lukke sine øjne og lade musikken og ordene varme sig. Inden længe sov hun trygt.

Billede

»Vores tro på Herren Jesus Kristus er den kilde til åndelig kraft, som vil give os vished om, at vi ikke har noget at frygte.«

Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum, »Vor Herre og Frelser«, Liahona, dec. 1997, s. 14; »I har intet at frygte fra rejsen«, Liahona, juli 1997, s. 61.