Omsorg for hjorden: Sådan lærer man unge lederskabsfærdigheder

Undervisning i lederskab i hjemmet kan foretages under selv de enkleste omstændigheder, som f.eks. når en forælder tilbereder et måltid eller reparerer noget i hjemmet. Ældste Ballard siger:

»Efter min mening findes der ingen erstatning for, at fædre og mødre tager et barn med sig – selv når barnet er meget lille – og viser det, hvad det er, de foretager sig, og hvordan de gør det. Barnet vokser så op med en stor viden om livet og om, hvordan man gør dette eller hint, bare ved at være tæt på sin far eller mor. Det får også barnet til at føle, at det deltager i familiens beslutningsproces.

Der er tilfælde, hvor unge ikke har både en far og en mor i hjemmet. Det forstår vi naturligvis. Men der er en, som opdrager dem, og denne person har det vigtige ansvar at lære dem, hvordan man skal udføre forskellige opgaver, og hvordan man skal lede.«

Evangelisk undervisning kan finde sted i hjemmet, selv om det kun er de unge og ikke deres forældre, som er medlem af Kirken, siger præsident Uchtdorf. Menighedsledere kan invitere forældrene – uanset om disse er sidste dages hellige eller ej – til at engagere sig i deres børns kirkeaktiviteter. Nogle af de bedste metoder til dette er redskaber, som allerede findes.

»Ledere kan drage fordel af de redskaber, som Kirken allerede har – Til styrke for de unge-pjecen og programmerne Pligt mod Gud og Personlig Fremgang. Vejledning for unges forældre og ledere forklarer, hvordan vi kan hjælpe vore unge med at opnå fremgang inden for disse programmer og udvikle lederskabsfærdigheder,« siger præsident Uchtdorf. »Bring disse redskaber ind i de unges hjem. Bed forældrene om at hjælpe deres børn med at nå målene og udføre de opgaver eller alt det andet gode, som tilbydes.

Det kræver en særlig indsats fra ledernes side, men det hjælper disse forældre med at fremme det lederskabspotentiale, som er i familien. Det viser dem også, hvad vi står for. Det viser dem, at Kirken forener familien, og at den står for vidunderlige værdier – værdier, som gør os mere som Kristus. Det viser disse forældre, at vi ›taler om Kristus, vi fryder os i Kristus, vi prædiker om Kristus, vi profeterer om Kristus … for at vore børn kan vide, til hvilken kilde de kan se hen for at få forladelse for deres synder‹ (2 Ne 25:26). Hvis vi anvender det, vi allerede har på plads, kan vi hjælpe alle vore unge med at blive ledere.«

Ældste Ballard bemærker, at det ikke er ualmindeligt for ledere at påtage sig et ansvar, som faktisk påhviler de unge. »Lederskabet blandt de unge udvikles, når lederne omhyggeligt rådfører sig med deres organisation,« siger han. »Lad os for eksempel sige, at et diakonkvorum omfatter fem drenge, som er aktive, og tre, som ikke er det. Hvis ansvar er det da, at vinde de tre tilbage, som ikke er aktive? Alt for mange ledere vil sige, at det er deres.

I stedet burde lederne tage problemet op, når han sidder i råd med medlemmer af kvorumspræsidentskabet og spørge: ›Hvad skal vi gøre, hvordan skal vi gøre det, og hvem skal gøre hvad?‹« siger ældste Ballard.

»Hvis de unge ser en biskop eller en anden leder, som styrer det hele, som ikke involverer andre, og som ikke trækker på alle sine ressourcer i sine råd, så vil de unge tro, at det er det, en leder skal gøre. Det er en stor tragedie, når en biskop tænker: ›Det her er min menighed, og nu gør vi det på min måde,‹ for så glemmer han, at det er Herrens menighed. Vi burde stræbe efter at finde ud af, hvad han vil have os til at gøre, og hvordan han vil have, at vi skal samle alle kræfter for at få tingene til at ske.«

Det at få mulighed for at undervise – om det så bare er mindre opgaver, såsom at bære vidnesbyrd, udtrykke nogle tanker omkring et skriftsted eller at forsvare evangeliske principper under korte samtaler – er af afgørende betydning for unge, siger præsident Uchtdorf. Han tilføjer, at undervisning er selve indbegrebet af lederskab.

»Ofte er vore unge de eneste medlemmer på deres skole, så de har brug for at få at vide, at de har værdi, og at de kender deres religion. De skal forstå, at uanset hvad de foretager sig, så underviser de altid. Hvis vi giver vore unge mulighed for at undervise og opmuntrer dem til ikke at skamme sig over evangeliet, så hjælper vi dem virkelig.«

Kirkens organisation giver ikke alene mulighed for åndelig vækst, men også vækst på andre områder. Om sin egen karriere inden for luftfart siger præsident Uchtdorf: »Alt det, der hjalp mig til at opnå det, jeg gjorde i min professionelle karriere, har jeg lært i Kirken.«

Han siger, at han ser det samme ske for sin familie. »Mine børnebørn er kendt som medlemmer af Kirken, og de er kendt for at være dem i deres klasse, der er bedst til at fremlægge opgaver. Hvorfor? Fordi de lærer disse færdigheder i hjemmet og i Kirken. De er end ikke bevidst om, at der finder en indlæring sted – det sker bare.«

Da ældste Ballard var sidst i tyverne, blev han kaldet som biskop. »Jeg var meget nervøs,« mindes han. »Jeg havde aldrig været biskop før. Begge mine rådgivere var gamle nok til at være mine fædre. Jeg tænkte på alle de biskopper, jeg nogensinde havde haft, og bestræbte mig på at tage det fra dem, som jeg beundrede og syntes var værdifuldt. Men i den sidste ende er det at udføre opgaven, hvad den så end består i, der hjælper én til at overvinde frygten.«

Der følger jo altid en vis frygt med en ny opgave, siger ældste Ballard. »En 12-årig, der kaldes til kvorumspræsident for diakonerne, vil jo også være ængstelig. Han tænker måske: ›Hvordan skal jeg lede et møde?‹ Men han får at vide, hvordan han skal gøre det. Han hakker sig måske igennem det, og det kan synes vanskeligt. Men efter et par gange ved han, at han kan klare det. Han har taget et stort skridt fremad. Når man ved, hvordan man skal gøre noget, så kan man pludselig lede uden frygt.«

Man opnår også selvsikkerhed ved at vide, hvem vi er, tilføjer præsident Uchtdorf. »Tag nu blot Moses i Den Kostelige Perle. Han erfarer, at han er skabt i Guds billede, og at Gud har et værk for ham at udføre. Når man ved, at man er ude i Herrens ærinde, ændrer alt sig. Det er derfor, at vore unge skal vide, hvem de er, og at Herren er med dem.

Da jeg var teenager, var det en missionær, der underviste vores klasse, fordi vi var en lille gren. Han sagde noget, som ramte mig lige i hjertet. ›Er Gud for os, hvem kan da være imod os?‹ Den form for selvtillid giver en styrken til at udrette det man skal, selv om man er bange, eller selv om man føler, at man slet ikke er kvalificeret til at udføre det.«

Ledere kan have tendens til at lede møder, sørge for musikken eller bede ved ungdomsfiresides eller andre møder, men de burde være »skyggeledere«, der støtter de unge, som udfører disse opgaver, siger præsident Uchtdorf.

»Det kan være en udfordring for forældre og ledere, fordi de ved, at de sikkert kan gøre det hurtigere og bedre. Det kræver tålmodighed at lade de unge gøre det. Til tider betyder det, at man er nødt til at lade dem hakke sig igennem det. Skriften siger: ›Så mit folk må blive undervist mere fuldkomment og få erfaring og mere fuldkomment lære deres pligt og det, som jeg kræver af deres hænder, at kende‹ (L&P 105:10, fremhævelse tilføjet).

I sætter eksemplet og lader dem lære. Tænk blot på Frelseren. Han lader os udføre hans værk her i vore forskellige kaldelser. Han er tålmodig med os. Det samme skal vi være med vore unge.«

Som et eksempel på det fortæller ældste Ballard om en oplevelse, som han havde med sit barnebarn, der netop var vendt hjem fra sin mission og ville hænge noget op på gasbetonvæggen i sin lejlighed. Ældste Ballard tog hen til barnebarnets lejlighed for at vise ham, hvordan man borer huller og sætter plugs i.

»Jeg borede et hul og spurgte ham så, hvor han ville have det næste hul. Han viste mig det, og jeg sagde: ›Godt, så lav du det. Du så, hvordan jeg gjorde det. Nu er det din tur. Her er boremaskinen.‹ Og så gjorde han det. Og han borede også resten af dem. Han var meget langsom, fordi han var nervøs. Jeg kunne have gjort det dobbelt så hurtigt. Men nu ved han, hvordan man gør. Det styrkede hans selvtillid. Hvis der er andet, han skal have hængt op, så kommer han bare og låner værktøjet. Jeg håber, at han leverer det tilbage!«

Det er vigtigt at forklare de unge, at en af grundene til, at de bliver bedt om at adlyde og tjene er, at de skal lede familier og Kirken i fremtiden. Men deres lydighed og tjeneste gør mere end at forberede dem til kommende ansvar i familien og Kirken –det forbereder dem også til at udføre deres personlige livsmission.

Dette fokus på de store træk er ikke blot til velsignelse for de unge, men også deres ledere, siger præsident Uchtdorf. »Sommetider synes jeg, at vi fokuserer for meget på detaljerne. Hvis vore voksne ledere indprenter det store perspektiv af vores formål og potentiale i de unges hjerte og sind, så klarer de detaljerne meget lettere.«

Det er også vigtigt at forstå og kommunikere klart og venligt med de unge, tilføjer han. »Da jeg var 13, blev jeg kaldet som kvorumspræsident for diakonerne. Vores grens-præsident tog sig tid til at finde et klasseværelse og mødes med mig – ikke ude på gangen – og fortælle mig, hvad jeg skulle gøre. Han gav mig fremragende vejledning i, hvad der forventedes af mig, både af ham og af Herren.

Ved I, hvor mange diakoner, der var i vores klasse? To. Men han gav sig alligevel tid til at forberede både sig selv og mig. Det er 50 år siden, og jeg kan stadig huske, hvordan det rørte mig i hjertet. Han ønskede, at jeg skulle have fremgang. Han viste mig opmærksomhed og brugte tid på mig. Hans vejledning var venlig, men ligefrem, og han fulgte op på den.«

Herren har ikke brug for beundrere; han har brug for folk, der følger ham. Præsident Uchtdorf siger: »Man lærer at blive leder ved først at følge. Skriften siger, at vi skal ›handle‹, ikke være ›genstand for handling‹ (2 Ne 2:26).

Det næste skridt er et følge op. Det er det, vi lærer i templet – vend-tilbage-og-aflæg-rapport-princippet. Men nogle af vore ledere er af en eller anden grund bange for at give vejledning, at give venlig, men bestemt besked om, hvad der forventes og så følge op på det. Det bliver næppe udført til fuldkommenhed, men når de unge gør en indsats, så ros dem. Det vil de unge huske. De husker måske ikke ordene, men de husker følelsen.«

Da ældste Ballard var ung biskop, voldte en vilter niårig dreng sin primarylærer mange bekymringer. Efter en del uger førte læreren drengen ind på biskoppens kontor og sagde: »Her er et af dine lam, biskop. Vogt det.«

Biskop Ballard var ikke helt sikker på, hvad han skulle gøre. Men i det øjeblik tilflød inspirationen ham: Bed barnet om hver uge at aflægge rapport om sin opførsel i Primary. Biskop Ballard gav barnet udfordringen, og det ændrede drengens indstilling. Barnet indså, at han kunne opføre sig anderledes.

»Jeg havde slet ikke skænket begrebet ansvarlighed en tanke, før han stod på mit dørtrin,« siger ældste Ballard. »Men ved Åndens kraft inspirerer Herren værdige og retskafne lærere og ledere, så de ved, hvad de skal sige eller gøre for at få det bedste frem i enhver, især i vore unge.«

I øvrigt voksede den niårige dreng op og blev »alle tiders«, siger ældste Ballard. Han tog på mission, giftede sig i templet og blev en stor leder.

Den åndelige forberedelse, som kræves for at modtage inspiration, fordrer arbejde, siger præsident Uchtdorf, men det er af afgørende betydning. Han gjorde en lignende erfaring under sin karriere som pilot. Det er sjovt at flyve en jumbojet, siger han, men den forberedelse, som skal til for at få en jumbojet i luften, krævede meget arbejde. »For en lærer eller leder består arbejdet i bøn og en viden om, hvad den unge mands eller kvindes behov er. Lederne skal også sikre sig, at ungdomsprogrammet ikke kun er sjov og ballade, men en vidunderlig og dejlig hjælp til udvikling i deres unge liv og til at blive det, som de skal blive til.«

I den sidste ende skal ledere – især biskopråd – være ansvarlige for på passende vis at informere forældrene om, hvad der rører sig blandt de unge i menigheden. Biskopper og grenspræsidenter bør ikke forråde de unges fortrolighed og tillid, men de kan undervise en forsamling om generelle bekymringer.

»Hvis jeg var biskop i dag,« siger ældste Ballard, »så tror jeg, at jeg ikke ville tøve med at gå til præstedømmet og Hjælpeforeningen den femte søndag og tale med forældrene om de bekymringer, som jeg måtte have for de unge. Jeg ville sige: ›Det jeg har erfaret om jeres unge som følge af de samtaler, jeg har haft med dem gennem årene, er en sag mellem dem og mig, og det ved de. Jeg vil ikke svigte deres tillid. Men generelt har vi et problem. Det skal I forældre vide og tage jer af …‹ Nogle forældre er måske bange for at høre om de virkelige problemer, men de er nødt til at vide det.«

»Vi har hævet standarderne,« siger ældste Ballard, »men det gælder jo ikke kun for de unge. Det gælder også for forældrene, som har hovedansvaret for at undervise deres børn i principperne. Det gælder også for ledere. Og det gælder også for lærere. Vi må alle hæve os lidt i en verden, der er i så hastig opløsning som denne.

Vi kan se, at de elsker Herren,« fortsætter han. »Husk på, at han elsker dem. Inde i den lille krop på den unge mand eller kvinde, som I underviser, findes en evig ånd. Disse unge tilhører vor himmelske Fader, og han har stor interesse for alle sine børn. Vi skal holde det vidnesbyrd i live i dem.«