Opbakning af Caleb

Det begyndte som enhver anden skoledag. Vores lærer, miss Blackstock, skrev på tavlen, mens jeg sad og dagdrømte ved mit bord. Så trådte inspektøren ind med en dreng, som jeg aldrig havde set før. Inspektøren hviskede noget til miss Blackstock, og alle blev helt stille og prøvede at lytte med.

Drengen stod oppe foran hele klassen, mens alle stirrede på ham. Hans falmede skovmandsskjorte hang løst om ham. Der var hul på hans højre bukseknæ. Med sunkne skuldre, stak han hænderne dybt i lommerne og stirrede ned i gulvet.

Da inspektøren var gået, sagde miss Blackstock: »Jeg vil bede jer tage godt imod Caleb Sanders. Han er for nylig flyttet hertil fra Montana. Det er ret langt herfra! Du kan sætte dig ned ved siden af Luke, Caleb.«

Hun pegede ned på pladsen ved siden af mig, og hele klassen kiggede, mens Caleb banede sig vej ned gennem stolerækkerne. Da miss Blackstock igen begyndte at skrive på tavlen, lød der hvisken i klassen. Nogle af børnene sagde onde ting om det tøj, Caleb havde på.

»Se lige de sære støvler,« var der en, der sagde.

»Han kunne jo klatre rundt i Himalaya i dem!« brød en anden dreng ind.

Jeg kiggede over på Caleb, men han sad bare og kiggede på sit blanke kladdehæfte og knugede sin blyant. Jeg vidste, at han måtte have hørt dem, for han sad lidt uroligt på sin stol. Så var der et par drenge, som fnisede så højt, at miss Blackstock holdt op med at skrive.

»Jeg kan se, at I er ivrige efter at tale med Caleb, så jeg synes, at han skal komme herop og fortælle os lidt om sig selv,« sagde hun.

Klassen blev stille og stirrede på Caleb. Jeg havde ondt af ham. Drengen, som sad bag ved ham, sparkede til Calebs stoleryg og vrængede: »Kom nu, bjergbonde!«

Caleb traskede langsomt op mod katederet. Hans hår dækkede næsten øjnene, og hans støvler slæbte hen ad gulvet, mens han gik. Børnene omkring mig fnisede igen. Jeg vidste, at miss Blackstock gerne ville hjælpe ham, men jeg frygtede, at det her bare ville gøre det værre.

En dreng rakte hånden op og spurgte: »Hvor boede du i Montana, under en sten?«

Hele klassen brød ud i latter.

Pigen på forreste række spurgte: »Går alle i Montana klædt som dig?«

Jeg blev rød i hovedet, mens vreden vældede op i mig. Hvis det her ikke blev stoppet, ville Caleb være udstødt resten af skoleåret. Men hvis jeg støttede ham, ville de andre måske også grine ad mig.

Jeg kunne huske, hvad min stedmor fortalte mig, da jeg skulle til optagelse på fodboldholdet. Hun fortalte mig om David i Det Gamle Testamente. David var den yngste af en flok brødre, men Herren valgte ham til at være konge. Det var lige meget, hvordan han så ud. Nogle gange dømmer folk andre på deres udseende, men Herren ser på hjertet.

Jeg vidste, at Caleb havde brug for hjælp, så jeg rakte hånden op. Miss Blackstock sagde mit navn. Caleb kiggede ikke op. Han ventede sikkert, at jeg også ville gøre nar ad ham.

»Jeg har hørt, at der er nogle rigtig seje naturparker i Montana, hvor man kan vandre. Hvordan er de?« spurgte jeg.

Der blev helt stille i klassen. Jeg kunne mærke, at jeg blev rød i hovedet igen, men Caleb smilede. Jeg kunne se, at han var lettet over at skulle svare på et venligt spørgsmål. Han begyndte at tale med sagte stemme.

Han fortalte os, at hans familie havde boet på en stor ranch i Montana, og at han havde haft sin egen hest. Han fortalte os om sin yndlingsrute i Glacier National Park, og om hvordan han havde mødt en rigtig, levende bjørn. Mens han fortalte mere og mere om sit gamle hjem, begyndte de andre børn at spørge til bjørnen, vandreturene og bjergbestigning.

Efter skoletid var jeg ikke sikker på, om nogen ville sidde ved siden af mig i bussen. Jeg knugede min rygsæk og stirrede ud af busruden. Pludselig var der en, der prikkede mig på skulderen. Det var Caleb.

»Må jeg sidde her?« spurgte han genert.

»Ja da!« svarede jeg og gjorde plads til ham.

Jeg ville aldrig havet gættet, at dagen skulle gå sådan. Jeg er glad for, at jeg havde mod til at være sød mod Caleb. I dag har han mange venner – og jeg er stolt af at være en af dem.