Fejring af 75 år med velfærdsprogrammet

I 1929 oplevede USA enorme økonomiske tab, da aktiemarkedet krakkede. I 1932 var arbejdsløsheden i Utah nået op på 35,8 procent.

Skønt Kirken havde velfærdsprincipperne på plads, herunder et system med forrådshuse og programmer for at hjælpe medlemmer med at finde arbejde, tyede mange medlemmer til offentlig støtte.

»Jeg tror, at der er en tiltagende tendens blandt folk til at prøve at få noget fra USA’s regering med kun et spinkelt håb om nogensinde at kunne betale tilbage,« bemærkede præsident Heber J. Grant (1856-1945) dengang.²

Kirkeledere ønskede at hjælpe de kæmpende medlemmer uden at støtte lediggang og en opfattelse af at have ret til noget uberettiget. Målet var at yde mennesker hjælp til selvhjælp og blive uafhængige.

I 1933 udtalte Det Første Præsidentskab: »Vore sunde og raske medlemmer må ikke – undtagen som en sidste udvej – blive stillet i den forlegenhed at skulle tage imod noget for intet … Kirkens ledere, der forvalter hjælpen, må udtænke midler og veje, hvorved alle sunde og raske kirkemedlemmer i nød kan opveje den givne hjælpe gennem en eller anden form for tjenesteydelse.«³

Med således fastlagte principper og de helliges tro i spil gik de enkelte kirkeenheder så vel som Kirken i helhed i gang med at organisere sy- og konserveringsklasser, koordinere arbejdsprojekter, erhverve sig gårde og fremhæve retskaffen, sparsommelig og uafhængig levevis.

Med organiseringen af Kirkens sikkerhedsplan (omdøbt til Kirkens velfærdsplan i 1938) fik mennesker mulighed for at arbejde i henhold til deres evner til gengæld for den hjælp, de modtog. Planen lærte mennesker at stole på sig selv frem for at modtage almisser fra andre kilder.

»Hovedformålet var at oprette et system, hvorved lediggangens forbandelse blev fjernet og arbejdsløshedsunderstøttelsens onder afskaffet, således at uafhængighed, flid, sparsommelighed og selvrespekt igen kunne oprettes blandt vores folk,« sagde præsident Grant under generalkonferencen i oktober 1936. »Arbejde skal igen sættes i højsædet som det ledende princip i Kirkens medlemmers tilværelse.«⁴

I løbet af årene har Kirkens velfærdssystem omfattet mange programmer: SDH-socialtjeneste (nu SDH-familietjeneste), SDH-charities, SDH-nødhjælpstjeneste og nødhjælpsrespons. Disse og andre programmer har velsignet flere hundrede tusinder mennesker både i og uden for Kirken.

Selv efter den store depression fik en ende ved anden verdenskrigs udbrud, var præsident J. Reuben Clark jun., andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, ved forsynets styrelse fortsat fortaler for velfærdsprogrammet. I oktober 1945 ringede USA’s præsident Harry S. Truman til Kirkens præsident George Albert Smith (1870-1951) for at høre, hvordan og hvornår forsyninger kunne leveres til lande i Europa, der var ødelagt af krigen. Til præsident Trumans forbavselse svarede kirkeledere, at fødevarer og klæder samt andre nødhjælpsartikler allerede var indsamlet og klar til afsendelse.

Over tid udvidede Kirken sine velfærdsfaciliteter og -programmer til at dække yderligere områder med behov, herunder større geografiske områder. I 1970’erne udvidede Kirken sine velfærdsprojekter og -produktion til at omfatte Mexico, England og Stillehavsøerne. I det efterfølgende tiår blev Argentina, Chile, Paraguay og Uruguay de første lande uden for USA, der fik Kirkens arbejdsformidlingscentre.

Med dannelsen af Kirkens humanitærtjeneste i 1985 voksede Kirkens internationale velfærdsindsats betragteligt, da tøj og andre varer blev ordnet til afskibning rundt om i verden til at imødekomme fattigdom og katastrofer.

I dag giver Kirkens voksende internationale medlemsskare, især i udviklingslande, nye udfordringer, som velfærdsprogrammet tilpasser sig for at kunne efterkomme.

De grundlæggende velfærdsprincipper – selvhjulpenhed og flid – er de samme i dag, som dengang Herren befalede Adam: »I dit ansigts sved skal du spise dit brød« (1 Mos 3:19).

I de sidste dage har Herren sagt: »Og forrådshuset skal drives ved donationer fra kirken; og der skal sørges for enker og forældreløse og også for de fattige« (L&P 83:6). Derpå minder Herren os om: »Men det må nødvendigvis gøres på min egen måde« (L&P 104:16).

Velfærdsprincipper er i funktion hos medlemmer rundt om i verden som et dagligdags princip i de enkelte hjem.

»Kirkens styrke og Herrens egentlige forrådshus ligger i hjemmet og hjertet hos hans folk«, har ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum sagt.⁵

Når enkeltpersoner udvikler deres selvhjulpenhed ved tro på Jesus Kristus, opfyldes programmets langsigtede formål fortsat, som defineret af præsident Clark: »Opbygning af karakteren hos Kirkens medlemmer, både giveres og modtageres, at redde alt det ædle og gode i dem og bringe de slumrende åndelige rigdomme til at blomstre og bære frugt … er, når alt kommer til alt, denne kirkes mission, formål og eksistensberettigelse.«⁶