Kan du give mig en velsignelse?

Sneen faldt tæt, da jeg langsomt kørte op ad bakken. Jeg tænkte, at hvis jeg bare kunne nå op til toppen, så ville jeg nå sikkert hjem. Men da jeg kom rundt i svinget, fik jeg øje på en bil, der var på vej ned ad bakken, og som kom i skred og kørte lige imod mig. Jeg nåede lige at skrige, inden vi stødte sammen, og så besvimede jeg.

Jeg havde slet ikke nogen fornemmelse af, hvor lang tid der var gået, da jeg kæmpede for at åbne øjnene. Sneen ramte mig i ansigtet, da den blæste ind ad den smadrede siderude. Jeg kæmpede for at komme i tanker om vigtige oplysninger som for eksempel, hvor jeg havde været på vej hen inden ulykken. Jeg var alene og skræmt og skreg af smerte, fordi det jog i min skulder og mit bryst. Jeg tryglede min himmelske Fader om, at mine kvæstelser ikke måtte være for omfattende, og om at jeg måtte klare den.

Kort tid efter mærkede jeg en hånd, der holdt min. Jeg knugede den instinktivt. Jeg åbnede øjnene og så en mand i sort frakke og hat stå ved siden af min smadrede bil. Han sagde, at hans kone havde set ulykken fra deres hus, og han kom for at se, om han kunne hjælpe os. Han holdt min hånd og sagde, at det nok skulle gå.

Jeg ville spørge manden, om han var sidste dages hellig, men jeg kunne kun hviske: »Kan du give mig en velsignelse?«

Han sagde ja og rakte armene ind gennem den knuste rude og lagde hænderne på mit hoved.

Jeg kan ikke huske, hvad han sagde. Men jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg nok skulle klare den, fordi jeg havde fået en velsignelse. Jeg følte fred og tryghed.

Da ambulancen ankom, mistede jeg kontakten med manden. Et par timer senere forlod jeg hospitalet med et brækket ribben og mange buler og skrammer, men ingen alvorlige kvæstelser.

Den morgen havde jeg bedt om, at jeg måtte kunne køre sikkert, og til at begynde med troede jeg, at min himmelske Fader ikke havde besvaret min bøn. Men jeg indså snart, at det havde han, og at han ikke havde ladet mig alene. Min bøn var blevet besvaret gennem en villig præstedømmebærer, som boede få skridt fra ulykkesstedet, og ulykken kunne have voldt mig meget alvorligere skader.

Jeg ville ikke kunne genkende mandens ansigt, hvis jeg mødte ham på gaden. Jeg ville ikke kunne huske hans stemme, hvis jeg hørte ham sige goddag. Men jeg er dybt taknemlig for denne fremmede, som var værdig og villig til at give en præstedømmevelsignelse, da jeg havde brug for det.