2011
Hvis du virkelig gerne vil vide det, så får du det at vide
Oktober 2011


Hvis du virkelig gerne vil vide det, så får du det at vide

Jeg føler mig evigt taknemlig for Mormons Bog. Den har ændret mit liv for stedse, og jeg ved, at den kan ændre dit.

Billede
Elder Walter F. González

Jeg var 18 år gammel, da jeg blev medlem af Kirken. Mormons Bog spillede en afgørende rolle i min konvertering. På det tidspunkt søgte jeg efter nye tanker, der kunne forklare verden omkring mig. Jeg kan huske, at mine collegeprofessorer anlagde meget materialistiske tilgange til deres undervisning. Jeg begyndte at hælde til agnostiske tanker om Guds eksistens.

En dag fik jeg øje på en himmelblå bog, som et par missionærer havde efterladt i vores hjem omkring seks år tidligere. Det var Mormons Bog. Sammen med bogen havde de efterladt en pjece om profeten Joseph Smith og nogle instruktioner om, hvordan man skulle bede til Gud.

Jeg begyndte at læse i Mormons Bog. Jeg var kun nogle få vers inde i bogen, i Første Nefi, da jeg fornemmede noget anderledes. Jeg begyndte at debattere mellem mine følelser og min forstand. Så jeg besluttede at bede til Gud.

Det var første gang i mit liv, at jeg havde ligget på mine knæ og bedt. Den oplevelse, som fulgte, blev en af de mest hellige i mit liv. Jeg blev fyldt af en så overvældende følelse af glæde, at jeg i mit hjerte vidste, at Mormons Bog var mere end bare en bog. Det var en bog med guddommelig oprindelse. Den måtte være Guds ord. Jeg fik senere en forståelse af, at den følelse var Ånden, der vidnede om bogens sandhed.

Skønt nogle har haft lignende oplevelser, så er der mange forskellige måder, hvorpå vi kan få at vide, at Mormons Bog er sand.

Hvordan kan du vide det?

1. Nogle får svaret ved at høre. Du kan høre til dem, der ved det ved simpelthen at lytte til det, som bogen forkynder. Mormons Bog fortæller om tusinder, som hørte Mosijas sønner forkynder evangeliet om Jesus Kristus og »blev omvendt til Herren« (se Alma 23:5-6). I dag forkynder missionærer det samme evangelium, som findes i Mormons Bog. Nogle ved, at Mormons Bog er Guds ord blot ved at høre andre forkynde dens budskab.

2. Nogle får svaret ved at læse. Du kan høre til dem, der får det at vide ved blot at læse Mormons Bog med et oprigtigt ønske om at kende sandheden. Det var tilfældet med min hustru. Hun var 12 år gammel, da hun tog imod opfordringen til at læse Mormons Bog fra ende til anden. Da hun gjorde det, vidste hun, at den var sand. Den følelse var så stærk, at hun, mens hun læste, besluttede altid at følge Frelseren. Hun forblev tro mod det, hun følte.

3. Nogle får svaret ved at handle. Du hører måske til dem, der ved det ved simpelthen at gøre det, som bogen forkynder. Nogle mennesker får deres vidnesbyrd ved at handle (se Joh 7:17). Nefi, en profet fra Mormons Bog, forstod dette princip. Han skrev at for, at jeg »mere fuldt ud kunne formå dem til at tro på Herren, deres forløser … anvendte [jeg] alle skrifter på os, så det kunne blive os til gavn og lærdom« (1 Ne 19:23; fremhævelse tilføjet). Ved selv at anvende eller efterleve Mormons Bogs lærdomme kan du også blive overbevist om dens guddommelige oprindelse.

4. Nogle får svaret ved at spørge Gud. Du kan høre til dem, der får svaret ved at læse i Mormons Bog og så spørge vor himmelske Fader i bøn, om bogen er sand. Det var det, jeg oplevede. Det er det sublime løfte, som udstikkes af en anden af Mormons Bogs profeter, nemlig Moroni, til alle oprigtige sandhedssøgende: »Og når I modtager dette, vil jeg formane jer til, at I spørger Gud, den evige Fader, i Kristi navn, om ikke dette er sandt; og hvis I spørger af et oprigtigt hjerte, med oprigtig hensigt, idet I har tro på Kristus, så vil han tilkendegive sandheden for jer ved Helligåndens kraft« (Moro 10:3-4). Jeg vidner om, at hvis du læser og beder angående Mormons Bog i overensstemmelse med Moronis vejledning, så vil du få at vide, at den er sand.

Gud har lovet, at du kan vide det

Hvis du virkelig vil vide, så får du at vide, at Mormons Bog er sand. Gud har lovet at give denne kundskab til dem, der oprigtigt søger sandheden, og han er »en sanddru Gud og kan ikke lyve« (Eter 3:12).

En anden profet fra Mormons Bog, nemlig Alma, lærte sin søn, at Gud har lovet, at han »ville bevare disse ting med det, som han anser for et vist formål, for at kunne vise sin magt for kommende slægter. Og se nu, ét formål har han opnået, nemlig atter at bringe mange tusinder af lamanitterne til kundskab om sandheden; og han har vist sin magt ved dem, og han vil også stadig vise sin magt ved dem for kommende slægter, derfor skal [denne bog] bevares« (Alma 37:18-19).

Den samme overbevisende kraft findes i dag i dette enestående skrift, og Herren vil vise den til enhver, som oprigtigt søger at vide det. Det kan jeg med vished sige, når jeg ser tilbage på de dage, hvor jeg lærte om Kirken. Takket være Mormons Bogs overbevisende kraft kan jeg i dag vidne om, at Mormons Bog er Guds ord, og at den forkynder, at Jesus er Kristus, den hellige Messias. Bogen er et håndgribeligt bevis på, at gengivelsen af hans evangelium har fundet sted, og at Joseph Smith er Guds profet.

Hvis du hører til dem, der oprigtigt søger sandheden, har Herren lovet, at du kan få det at vide. Du kan få det at vide ved at lytte til bogens lærdomme, ved at læse bogen, ved at gøre, som bogen siger, ved at bede om at få sandheden at vide eller ved en kombination af disse elementer. Men du får det at vide.