2012
Forman dem til at bede
Februar 2012


Budskab fra Det Første Præsidentskab

Forman dem til at bede

Billede
Præsident Henry B. Eyring

Da jeg var barn, lærte mine forældre mig at bede ved deres eget eksempel. I begyndelsen havde jeg et billede i tankerne af, at vor himmelske Fader var langt væk. Efterhånden som jeg er blevet mere moden, har mine erfaringer med bøn ændret sig. Det billede, som jeg har i tankerne er af en himmelsk Fader, som er tæt på, som er badet i klart lys, og som kender mig fuldt ud.

Den forandring opstod, da jeg modtog et sikkert vidnesbyrd om, at Joseph Smiths beretning om sin oplevelse i 1820 i Manchester i New York er sand:

»Jeg [så] en lyssøjle lige over mit hoved, som var stærkere end solens glans, og som dalede gradvis ned, indtil den faldt på mig.

Ikke så snart var den kommet til syne, førend jeg følte mig udfriet fra den fjende, som holdt mig bundet. Da lyset hvilede på mig, så jeg to personer, hvis glans og herlighed trodser enhver beskrivelse, stående over mig i luften. Den ene af dem talte til mig, kaldte mig ved navn og sagde, mens han pegede på den anden: Det er min elskede Søn. Hør ham!« (JS-H 1:16-17).

Vor himmelske Fader var i lunden hin smukke forårsdag. Han kaldte Joseph ved navn. Og han præsenterede verdens opstandne Frelser som sin »elskede Søn«. Når som helst og hvor som helst du beder, kan dit vidnesbyrd om denne herlige oplevelse være til velsignelse for dig.

Faderen, som vi beder til, er den herlige Gud, som skabte verdener ved sin elskede Søn. Han hører vore bønner, som han hørte Josephs bøn – lige så tydeligt som blev de fremført i hans nærhed. Han elsker os så meget, at han gav sin Søn som vor Frelser. Takket være den gave gjorde han det muligt for os at opnå udødelighed og evigt liv. Og han tilbyder os, gennem bønner i sin Søns navn, mulighed for at kommunikere med ham i dette liv, så ofte som vi ønsker.

Præstedømmebærere i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har et helligt ansvar for at »besøge hvert medlems hjem og formane dem til at bede lydeligt og i løndom« (L&P 20:47; fremhævelse tilføjet).

Der er mange måder at formane nogen til at bede på. For eksempel kan vi vidne om, at Gud har befalet os at bede altid, eller vi kan beskrive eksempler fra skriften og egne oplevelser, som viser de velsignelser, som udspringer af bønner, hvor vi takker, anråber eller anmoder. For eksempel kan jeg vidne om, at jeg ved, at vor himmelske Fader besvarer bønner. Jeg har modtaget vejledning og trøst fra ord, som er dukket op i mit sind, og jeg ved takket være Ånden, at de ord kommer fra Gud.

Profeten Joseph Smith havde sådanne oplevelser, og det kan I også få. Han modtog dette svar på en inderlig bøn:

»Min søn, lad der være fred i din sjæl, din modgang og dine trængsler skal kun vare et øjeblik,

og så skal Gud, hvis du udholder dem vel, ophøje dig i det høje« (L&P 121:7-8).

Det var åbenbaring fra en kærlig himmelsk Fader til en trofast søn i stor nød. Ethvert af Guds børn kan kommunikere med ham i bøn. Ingen formaning til at bede har haft større indvirkning på mig end den følelse af kærlighed og lys, som følger svaret på ydmyge bønner.

Vi opnår et vidnesbyrd om enhver af Guds befalinger ved at efterleve den pågældende befaling (se Joh 7:17). Det gælder også befalingen om altid at bede, både lydeligt og i løndom. Som jeres lærer og ven lover jeg jer, at Gud besvarer jeres bønner, og at I ved Helligåndens kraft selv kan erfare, at svarene kommer fra ham.

Undervisning ud fra dette budskab

  • »Billeder er værdifulde redskaber til at styrke en lektions hovedbegreber« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 163). Fremvis et billede af Joseph Smith eller det første syn. Drøft den oplevelse, som Joseph Smith havde med bøn. Hvordan kunne dine bønner blive mere meningsfyldte, hvis du forestillede dig »vor himmelske Fader … tæt på«, som præsident Eyring gør?

  • Overvej at gøre, som præsident Eyring foreslår, og bær dit vidnesbyrd om bøn ved at beskrive de velsignelser, som du har modtaget takket være bøn, eller citér et skriftsted om bøn.

Fotoillustration: Matthew Reier