Du er velkommen i mit hus

I november 1997 blev jeg kaldet til at tjene i Concepción-missionen i Chile og skulle så snart realisere min drøm om at komme i templet og modtage mere lys og kundskab. Men så begyndte tvivlen at nage mig. Var jeg, der var så svag og ufuldkommen, virkelig værdig til at komme i templet? Ville Herren virkelig tage imod mig med åbne arme efter de mange gange, hvor jeg havde krænket ham?

Jeg fortalte min stavspræsident om min tvivl, og han fik mig til at forstå, at hvis mit liv var i orden, og hvis jeg stræbte efter at gøre det, som jeg havde lært, så var jeg værdig til at indtræde i Herrens hus. Jeg havde det meget bedre, da jeg drog af sted til missionærskolen i Santiago i Chile. Men et par timer før jeg skulle i templet, vendte tvivlen tilbage.

Skønheden og freden i templet var så storslået, at jo længere jeg var der, desto mere funderede jeg over, om jeg fortjente at være der. I det celestiale værelse virkede alle andre end jeg glade og strålende. Jeg tog fat i dørhåndtaget for at gå ud, men en sær følelse greb mig, og jeg følte, at jeg skulle blive der. Det føltes, som om nogen stod bagved mig og lagde hånden på min skulder for at vende mig om. Jeg vendte mig langsomt.

På væggen fik jeg øje på et stort maleri af Jesu Kristi genkomst, hvor han står med udbredte arme. Jeg kunne ikke røre mig. Så hørte jeg tydeligt følgende ord i mit sind: »Du er velkommen i mit hus.«

En varm følelse skyllede gennem min krop, og tårerne flød fra mine øjne. Det eneste, jeg kunne tænke på, var: »Tak.«

I nogle minutter græd jeg uophørligt. Mit hjerte var fyldt med taknemlighed til min Frelser. Jeg følte mig stadig svag og ufuldkommen, men jeg vidste, at han elskede mig og ville styrke mig.

Der er gået mange år siden den oplevelse, men hver gang jeg besøger templet, vender glæden fra den dag tilbage, og det samme gør disse fortrøstningsfulde ord: »Du er velkommen i mit hus.«