Sådan tackler man kritik i sin kaldelse

En interessant velsignelse og udfordring ved en lægmandskirke er, at vi er nødt til at udvise tålmodighed med hinanden og os selv, mens vi udvikler os i vore kaldelser. Da en vanskelig og ømtålelig situation – en, som omfattede flere medlemmer af menigheden – dukkede op i min kaldelse, tacklede jeg den, så godt jeg kunne og fortsatte så i den tro, at den vanskelige hændelse var lagt bag mig.

Der tog jeg fejl. Ikke alle i menigheden var enige i, hvordan den episode skulle have været håndteret, og det blev genstand for megen diskussion. Nogle var enige med mig i min håndtering af sagen. Andre mente, at jeg havde begået en alvorlig brøler. Det havde jeg det skidt med, men da jeg jo havde gjort mit bedste, prøvede jeg ikke at bekymre mig for meget.

Men da jeg kort tid efter blev afløst, virkede det som et hårdt slag for mig. Jeg vidste selvfølgelig, at kaldelser i Kirken er af begrænset varighed, men på grund af timingen følte jeg, at mine ledere bebrejdede eller straffede mig for det, der var sket.

Der syntes at blive fokuseret endnu mere på episoden, og jeg syntes ikke, at jeg havde lyst til at tale med nogen fra menigheden lige med det samme. Så ugen efter min afløsning blev jeg hjemme fra kirke. Det samme gjorde jeg ugen efter – og ugen efter igen. Jo længere tid jeg blev væk, desto sværere syntes det at vende tilbage.

Efter en tid begyndte jeg at overveje det, der var sket. Jeg blev klar over, at selv om det var en smertelig oplevelse, så var det ikke værd at bringe mine pagter i fare for. Var Kirken sand, eller var den det ikke?

Måske havde jeg tacklet den situation i min kaldelse korrekt; og måske havde jeg ikke. Sandheden er, at vi alle lærer, og at vi alle begår fejl.

Hvor smerteligt det end var at indrømme, så havde det måske ikke den store betydning, hvem der havde ret eller uret. Det, der virkelig betød noget, var, om jeg efterlevede mine pagter eller ej. Det ville betyde noget – for både min familie og mig – om jeg kom i kirke, fornyede mine pagter ved nadvermødet og vedblev med at tjene. Og det betød noget, hvordan jeg reagerede på præstedømmets myndighed.

Jeg vendte tilbage til Kirken. Kort tid efter modtog jeg en ny kaldelse. Den kaldelse – og andre kaldelser siden da – har fordret, at jeg tjente sammen med nogle af de mennesker, som havde kritiseret mine handlinger. Det har været vanskeligt. Men jeg er glad for, at jeg ikke lod deres bemærkninger hindre mig i at nyde velsignelserne ved aktivitet i Kirken.