En hunger efter ordet i Ecuador

I december 2008 var der ingen formel kirkeorganisation i Puerto Francisco de Orellana. Dengang boede der et lille antal medlemmer der, hvoraf nogle ikke havde været i kirke i årevis.

Men så skete der noget. Ånden rørte hjerter og ændrede liv, så fire familier blev tilskyndet til at mødes for at studere skrifterne og undervise hinanden. Og den ånd hersker i byen den dag i dag.

»Folket her hungrer og tørster efter evangeliet,« siger grensmedlem Fanny Baren Garcia.

Denne hunger inspirerede medlemmer i Puerto Francisco de Orellana til at kontakte Kirken og anmode om tilladelse til at forrette nadveren. »Vi kom ikke til dem,« mindes Timothy Sloan, der er tidligere præsident for Quito-missionen i Ecuador. »De ringede til mig. Ønsket om at handle ud fra disse følelser – at følge Frelserens indbydelse i Mormons Bog til at udøve tro på ham og omvende sig – var allerede til stede. Det er et budskab til os alle.«

Et lignende ønske fandtes i hjertet på dem, der flyttede til Puerto Francisco de Orellana. Tidligt i januar 2009 overvejede Marco Villavicencio – der nu er grenspræsident – og hans hustru, Claudia Ramirez, et jobtilbud, som krævede, at de flyttede til Puerto Francisco de Orellana fra deres hjem i Machala i den anden ende af Ecuador.

»Mit første spørgsmål,« siger præsident Villavicencio, »var: ›Findes Kirken der?‹ Min hustru og jeg drøftede det med vores familie, og vi bad for at få at vide, om vi skulle flytte. Samtidig med at tilbuddet kom, erfarede vi, at Kirken var ved at blive organiseret i Puerto Francisco de Orellana. Vi flyttede hertil i februar 2009, og grenen blev dannet den følgende september.«

Ønsket om at komme til Kristus fører naturligt til et ønske om at tjene. Jesu Kristi evangelium ændrer både dem, som giver, og dem, som modtager. Denne gensidige proces finder sted, når hjerter er ydmyge, sind er åbne, og tjeneste ydes. Tjeneste har spillet en vigtig rolle i Kirkens vækst i Puerto Francisco de Orellana og har styrket dem, der har tjent.

»Hvordan jeg har det med min kaldelse?« spørger Clara Luz Farfán, som i september 2010 blev kaldet til at tjene i Hjælpeforeningen. »Jeg er glad, fordi jeg ved, at jeg kan hjælpe de øvrige søstre med at komme i kirke og at styrke de nye søstre, der lige er blevet døbt.«

Samme følelser er skyllet gennem hjerterne på grenens medlemmer. Lourdes Chenche, hjælpeforeningspræsidenten, siger, at det kræver en indsats at styrke søstrene, men det er en indsats, som hun med glæde yder: »Som præsidentskab og som medlemmer i Hjælpeforeningen besøger vi søstrene. Vi kommer dem nærmere, når de har problemer. Vi skaffer dem fødevarer, når der er et behov for det. Vi lader dem vide, at de ikke står alene, at vi får hjælp fra Jesus Kristus og grenen. Og vi lærer dem, at de skal yde deres del – bede, studere skrifterne og forberede sig. Vi beder med dem, trøster dem, og vi elsker dem inderligt.«

Men søstrene udfører ikke arbejdet alene. »Vi taler med grenspræsidenten for at se, hvad vi kan gøre,« tilføjer Lourdes. »Vi fortæller ham og grensrådet om søstrenes behov, så vi kan beslutte, hvad vi skal gøre.«

Søstrenes iver for at yde en indsats er en følelse, som hersker i hele grenen. Ved et tjenesteprojekt, som skulle hjælpe en familie i grenen, »deltog vi alle,« siger Lourdes. »Børnene, de unge, de voksne, Hjælpeforeningen og missionærerne. Det var en meget opbyggende oplevelse. Jeg ved, at når vi ›er i [vore] medmenneskers tjeneste, er [vi] blot i [vores] Guds tjeneste‹ (Mosi 2:17). Når jeg tjener, er det, som om jeg gør det for Jesus Kristus. Det er det, riget drejer sig om.«

Der er helt klart noget styrkende ved enighed, en følelse af at høre til i de helliges samfund. Velsignelserne følger, når vi bliver »de helliges medborgere og hører til Guds husstand« (Ef 2:19), og vi lever som medlemmer af en familie, der »er villige til at bære hinandens byrder, så de bliver lette; ja, og er villige til at sørge med dem, der sørger, ja, og trøste dem, der står i behov for trøst« (Mosi 18:8-9).

Fanny forklarer: »Jeg mener, at vores styrke udspringer af den kendsgerning, at vi som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige føler os som en stor familie. Og jeg mener, at det gavner meget, at vi tjener hinanden. Vi giver det, der skal til, og det har skabt en følelse af enighed. Vi modtager enhver ny person, som kommer til Kirken, med åbne arme. Vi byder dem velkommen. Jeg mener, at et kram siger mere end tusind ord.«

Anas erfaring bekræfter dette. Som enlig mor til fem børn står hun konstant over for økonomiske udfordringer, når hun skal forsørge sin familie, når det ikke er let at finde arbejde, og den indsats kan være både følelsesmæssigt og åndeligt drænende. Fællesskabet med grenens medlemmer har været et vigtigt bidrag til hendes familie i vanskelige tider. »Medlemmerne kommer og læser skriften med mig,« siger Ana. »De våger over mig. Når vi har det hårdt, er de der. Det er meget vigtigt for nye medlemmer.«

Denne fællesskabsfølelse er en del af grunden til, at grenen er vokset så hurtigt. Fra 28 medlemmer på grenens første søndag er den vokset til et fremmøde på 83 på blot et år. Og de tæller en snes gæster, som ikke tilhører vores tro.

Grenens ledere tilbragte lørdagen før deres grenskonference med at besøge medlemmer og undersøgere af Kirken. De læste skriftsteder for dem og opmuntrede dem til at yde en større indsats.

En nydøbt bror blev konverteret af et skriftstudium – han læste både på egen hånd og sammen med medlemmer og missionærer. »Mormons Bog er nøglen,« siger han. »Den var nøglen for mig.« Han har fundet glæde i Kirken. Evangeliets dragning var så stærk, at han begyndte at betale tiende, inden han overhovedet var døbt.

Men venskaber er mere end blot at forkynde evangeliet for andre. Det kan ændre en livsstil.

»Inden jeg blev medlem af Kirken,« siger Bernabé Pardo, et andet nydøbt medlem, »var de eneste venner, jeg havde, dem, der ville med ud og drikke. Men nu hvor jeg er medlem, har jeg mange venner – rigtige venner. De opfordrer mig til at læse Mormons Bog sammen med dem. De inviterer mig hjem til familieaften. De tjener hinanden. Jeg har været på tjenesteprojekter med dem. Mit liv er helt forandret nu. Jeg har modtaget mange, mange velsignelser. Jeg betaler min tiende, og Herren har velsignet mig.«

Det er en livsstil, som ikke kun er for voksne. »Vi fortæller altid de unge piger om fællesskabets kraft, om det at hilse på hinanden og være sammen,« siger Claudia Ramirez. »Når mennesker kommer i kirke for første gang, er det, der gør indtryk på dem, den måde, de bliver modtaget på. Så vi lærer de unge piger, at hver eneste sjæl har betydning for Herren. Det har været en stor hjælp. Og vi sætter mål sammen med de unge piger i Personlig fremgang. Det motiverer dem, så de kan tilbyde andre venskab.«

Præsident Villavicencio forklarer, at »vi stræber efter at efterleve præsident Gordon B. Hinckleys formaning om, at ethvert nyt medlem skal næres ved Guds gode ord, have en ven og et ansvar.«¹

Ana tjener som andenrådgiver i primarypræsidentskabet. Hendes søn Jorge tjener som førsterådgiver i lærernes kvorum.

»Vi giver dem et ansvar,« siger præsident Villavicencio, »en mulighed for at lære i en lederstilling, at have nogle til at vejlede dem.«

For Claudia har det at tjene i evangeliet ført til en øget selvtillid. »Jeg blev døbt, da jeg var otte år,« fortæller Claudia. »Vi kom altid i Kirken. Men da jeg blev ældre, så jeg mange triste ægteskaber. Jeg tænkte meget over dem, og jeg frygtede, at jeg ikke ville blive gift, fordi ægteskabet nok ikke ville lykkes. Jeg turde ikke betro mit liv til nogen, fordi det sikkert ville være for hårdt. Men da jeg vendte hjem fra min mission, tænkte jeg anderledes. Det ændrer én at forkynde lærdommene.«

Claudia og Marco Villavicencio var venner før hun tog på mission. Ikke længe efter at hun var vendt hjem, var de sammen i templet med nogle venner. Der skete noget ganske særligt. »Det føltes, som om Herren besvarede mine bønner og sagde, at det var den mand, jeg skulle gifte mig med,« forklarer Claudia. »Det er min største velsignelse, at jeg har en god mand.«

»Vores lykke afhænger ikke af materielle goder,« siger Oscar Reyes på 15, »men af den måde, vi lever på. Det er derfor, jeg holder sabbatten hellig, fordi det er Herren velbehageligt. Og det er derfor, jeg vil på mission, og derfor jeg gerne vil tjene andre.«

Medlemmerne i Orellana Gren har fundet stor glæde ved at efterleve evangeliet. »Jeg er meget lykkelig,« fortæller Lourdes. »Selv om jeg bor langt fra min familie, så har jeg også en familie her, en åndelig familie. Jeg har et stort vidnesbyrd om dette værk. Jeg ved, at Jesus Kristus lever, og at han vil velsigne os, hvis vi er lydige.«

Det er en glæde, der gennemsyrer deres liv, uanset hvilke udfordringer de har i livet. Det er den glæde, som udspringer af et retskaffent liv.