Dine afgrøder får frost!

Da vores familie beredte sig på at blive beseglet i templet i Logan i Utah, forpligtede vi os på ny til at efterleve Jesu Kristi evangelium. Vi forpligtede os især over for Herren til altid at betale tiende. Kort tid efter vores besegling flyttede vi til Wyoming i USA for at prøve lykken som landmænd.

Det var sidst i april, da vi begyndte at klargøre vores 121 hektar land. Vi brændte krat, jævnede jorden og gravede grøfter. Da vi endelig begyndte at så, var det meget sent på såsæsonen. Jeg besluttede at så byg, som har en kort vækstperiode.

Jeg havde sået adskillige hektar, da en lokal gårdejer kom forbi og sagde: »Du spilder din tid, din energi og dine penge på det forehavende. Det er for sent. Dine afgrøder får frost inden den 21. august!«

Han skovlede en håndfuld jord op og fortsatte: »Du har udpint jorden med al din hakken, afbrænding og udjævning. Dine frø spirer ikke uden væde.«

Jeg vidste, at jorden var alt for tør, men vi havde allerede investeret de fleste af vore penge i den høst, så jeg besluttede at så videre. Jeg troede på, at fordi vi havde gjort vores bedste for at klargøre jorden, og fordi vi var ærlige tiendebetalere, så ville vor himmelske Fader hjælpe os. Da jeg havde sået det hele, knælede jeg sammen med min familie og bad om hans hjælp.

Næste dag begyndte det at regne. Det var en perfekt regn, som var blid nok til ikke at vaske vore frø væk eller skylle den bløde muld væk fra skråningerne. Vore inderlige bønner og lange, hårde arbejdsdage havde ikke været forgæves.

Gennem foråret og sommeren arbejdede vi 12-14 timer i døgnet, seks dage om ugen, med at overrisle, indhegne og berede os på høsten. Vi holdt også vores løfte til Herren ved at betale tiende og tjene villigt i vore kaldelser i menigheden. Afgrøderne voksede smukt og frodigt. Byggen syntes at springe op af jorden. Men da sæsonen var ved at være forbi, gruede vi for, at det ville blive for koldt til, at vore afgrøder ville overleve. Vi bad til Gud om at beskytte vore afgrøder, og vi troede på, at han ville holde sine løfter til dem, der betaler tiende: »Jeg skræmmer æderne, så de ikke ødelægger jordens afgrøde for jer« (Mal 3:11).

Den frygtede dag, 21. august, kom, og det samme gjorde frosten. Men da jeg gik ud på markerne næste dag, så jeg, at vore afgrøder var blevet beskyttet. Flere uger senere fyldte vores byghøst flere lastvognslæs, og vi solgte den med en god fortjeneste.

Den følgende sommer stod vores jord med lucerne og byg skinnende grønt midt i det støvede kratlandskab. En dag sidst i august var jeg ude for at overrisle, da jeg så et voldsomt, mørkt uvejr trække op. »Åh nej,« tænkte jeg. »Hagl!« Jeg knælede ude på marken og bad, fordi jeg vidste, at vore afgrøder kunne blive ødelagt. Uvejret trak hurtigt op. Jeg kunne se haglene falde nord og syd for mine marker. Jeg gik hen til vores hegn mod nord. Haglene var faldet lige inden for hegnet, men heller ikke mere. Jeg gik hurtigt ned til hegnet mod syd. Der var haglene faldet lige uden for vores hegn. Vore afgrøder var uskadte!

Vore naboer var imponerede over, hvor heldige vi havde været, og jeg mindedes Malakias’ ord: »Da skal alle folkene prise jer lykkelige« (Mal 3:12). Vi var virkelig blevet velsignet. Jeg er taknemlig for, at når vi gør vores bedste for at efterleve Guds befalinger, så holder han sine løfter.