Læren om Faderen

Det essentielle i at kende Faderen er en forståelse af det åbenbarede familiemønster. Familien er den vigtigste enhed i tid og evighed og er indstiftet af Gud.¹ Det at leve i kærlige familieforhold bringer os ikke blot stor glæde, men hjælper os også til at lære korrekte principper og bereder os på evigt liv.² Derudover hjælper familieforhold os til at kende, elske og forstå Faderen. Det er en af årsagerne til, at sidste dages hellige altid har lagt vægt på ægteskab og familie både i Kirken og ude i samfundet. Guds plan anviser en måde, hvorpå familieforhold kan strække sig ud over døden. Vi kan vende tilbage til Guds nærhed og blive forenet med vores familie for evigt.³

Vor himmelske Fader har valgt ikke at åbenbare for mange detaljer om vores førjordiske liv med ham. Måske er det, fordi vi kan lære meget ved blot at observere de retskafne familier, som han har indstiftet på jorden. Omhyggelig iagttagelse og samvittighedsfuld efterlevelse af et retskaffent familiemønster på jorden er kernen i vores stræben efter at lære Faderen at kende.

Vor himmelske Fader og familier er uadskilleligt forbundne. Når vi forstår de mange dimensioner i denne forbindelse, kan vi bedre begynde at begribe, hvor personlig og individuel vor himmelske Faders kærlighed og forhold til hver enkelt af os er. Når vi forstår, hvad han føler for os, giver det os kraft til at elske ham mere rent og fuldkomment. At føle realiteten af det forhold og dets kærlighed og kraft personligt er kilden til de dybeste og dejligste følelser og længsler, som et menneske kan opleve i dette liv. Disse dybe kærlighedsfølelser kan motivere os og indgyde os kraft i vanskelige situationer og trængsler, så vi søger nærmere Faderen.

Hvert eneste menneske er født som åndelig søn eller datter af vor himmelske Fader.⁴ Født er kort tillægsform af verbet føde, der betyder at »komme til verden«. Blev far til er det udtryk, som skriften anvender om den proces at skabe nyt liv (se Matt 1:1-16; Eter 10:31).

I Guds åbenbarede mønster for retskafne familier er et barns fødsel resultatet af et bevidst og kærligt valg. Det er det mirakuløse resultatet af omsorgsfulde og bevidste handlinger, som forældrene har udført for sammen med vor himmelske Fader at deltage i den hellige proces med at skabe et jordisk legeme til et af hans åndelige børn. Når vi ved, at vores liv er en følge af et kærligt valg og en bevidst handling, kan det give os et indtryk af vores store personlige værd i dette liv. Denne forståelse af vores værd kan forvisse os om vores potentiale og beskytte os mod fristelser.

Satan nyder at bruge de mindre ideelle omstændigheder omkring nogle fødsler til at få os til at tvivle på vores egen værdi og vores potentiale. Uanset hvad omstændighederne omkring vores jordiske fødsel var, så er vi alle åndelige sønner og døtre af himmelske forældre. Gud er en retskaffen og kærlig far. Vores ånd opstod som følge af kærlighed og et bevidst valg om at give os liv og muligheder.

Retskafne forældre træffer ikke alene bevidste og kærlige valg om at sætte børn i verden; de forbereder sig, beder og venter tålmodigt under svangerskabet på deres barns fødsel. Efter fødslen nyder de at holde, tale med, pleje og beskytte deres barn. De lærer spædbarnets personlighed og behov at kende. De kender barnet bedre, end barnet kender sig selv. Uanset hvor mange børn forældre har, så forbliver hvert enkelt barn en særskilt personlighed i deres øjne.

Når vi ved dette, kan vi bedre forstå, at vi som åndelige børn er kendt individuelt af vor himmelske Fader. Han har mindst kendt os fra dengang vi fødtes som ånder. Vi er hans dyrebare sønner og døtre, som han elsker personligt.

Et andet kendetegn ved jordiske familier hjælper os også til at forstå, at vor himmelske Fader elsker hver enkelt af os. Et af de første skridt, som man tager efter fødslen for at skabe en personlig identitet, er at forældrene giver deres barn et navn. Navngivelsen er en vigtig del af enhver kultur og ledsages ofte at højtidelige ritualer, fordi et navn har stor betydning for ens personlige identitet. Børn vælger ikke deres egne navne; deres forældre giver dem deres navne.

I de fleste kulturer får et barn et fornavn (og i nogle tilfælde et mellemnavn). Det er også almindeligt verden over, at børn får et slægtsnavn eller et navn, der knytter dem til deres forældre, familie og forfædre. Nogle kulturer anvender andre navne såsom endnu et sekundært slægtsnavn (for eksempel moderens efternavn), som yderligere viser barnets tilknytning til familien og samfundet.

Vi ved, at vor himmelske Fader efter samme mønster kender os personligt som enkeltpersoner. Han kender os ved navn. I de få skriftsteder, der nævner enkeltpersoner i den førjordiske tilværelse, blev de identificeret ved navn efter et mønster, der minder om det, hvorved vi identificeres her på jorden. Ved de af Faderens besøg, som er beskrevet, hos individer på denne jord, anvender han navne for at udtrykke, at han kender og identificerer os personligt som enkeltpersoner. Som profeten Joseph Smith sagde med henvisning til Faderens tilsynekomst i det første syn: »Den ene af dem talte til mig, kaldte mig ved navn« (JS-H 1:17; se også Moses 1:6; 6:27).

Faderen kender os, fordi han blev far til hver enkelt dyrebare åndelige søn eller datter og gav os personlig identitet og væsen. Som han sagde til Jeremias: »Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig« (Jer 1:5).

Bibelen lærer os, at mennesker er skabt i Faderens billede (se 1 Mos 1:26-27). Både genetikken og personlig iagttagelse vidner om princippet om, at afkom tager form, fremtoning og karaktertræk efter forældrene. Nogle skaber deres selvværd ved at sammenligne sig med andre. Den fremgangsmåde kan føre til en følelse af utilstrækkelighed eller overlegenhed. Det er bedre at hente vores selvværdsopfattelse direkte hos Faderen.

Vores jordiske stamtræ viser mange generationer, som strækker sig langt tilbage. Men vores åndelige stamtræ rummer kun to slægtled – vor Faders og vores eget. Vores skikkelse er hans skikkelse, bare uden herligheden. »Vi er Guds børn nu … når han åbenbares, skal vi blive ligesom han; for vi skal se ham, som han er« (1 Joh 3:2; se også L&P 130:1). I hver enkelt af os ligger guddommelighedens spire, som kan blomstre op og bære frugt ved hans velsignelse og ved at efterleve den strenge lydighed, som Jesus viste os. Der ligger en kraft i at sige eller synge ordene: »Jeg er Guds kære barn«.⁵

En af frafaldets store forvanskninger var, at den fik Gud Faderens frelsesplan til at fremstå som uhyre barsk. Frederic Farrar, den anglikanske kirkeleder, klassicistisk lærd og meget anerkendt forfatter til Life of Christ begræd, at de fleste kristne kirkers syn på helvede og forbandelse var ukorrekt som følge af fejloversættelser fra hebraisk og græsk til engelsk i King James-udgaven af Bibelen.⁶

Som åbenbaret til profeten Joseph Smith omfatter en kærlig himmelsk Faders plan hele menneskeheden, også dem, der ikke hører om Jesus Kristus i dette liv, børn, som dør, før de når ansvarlighedsalder, og dem, der er forstandsmæssigt hæmmet (se L&P 29:46-50; 137:7-10).

Selv for dem, der – i modsætning til Satan og hans engle (se Es 14:12-15; Luk 10:18; Åb 12:7-9; L&P 76:32-37) – har levet uretfærdigt, men som ikke har gjort oprør mod Gud, har en kærlig himmelsk Fader beredt herlighedsriger, som langt overgår vores tilværelse her på jorden (se L&P 76:89-92). Der kan ikke herske nogen tvivl om Faderens kærlighed til sine åndelige børn.

Når vi søger efter at lære Faderen at kende gennem et retskaffent familieliv, begynder vi at forstå dybden af den kærlighed, som han nærer til os, og vi begynder at nære en dybere kærlighed til ham. Forsøg på at forvrænge eller ødelægge familien har til hensigt at afholde Faderens børn fra at føle hans kærlighed og drage dem tilbage til ham.

Mishandlende, dominerende mandspersoner, fødsler uden for ægteskabet, uønskede børn og andre af vor tids sociale udfordringer gør det sværere for dem, der lider under dem at begribe, håbe på og have tro på en retfærdig, kærlig og omsorgsfuld Fader. Nøjagtig som Faderen søger at hjælpe os til at lære ham at kende, anvender djævelen alle mulige midler for at komme imellem os og Faderen. Heldigvis findes der ingen magt, synd eller tilstand, som kan holde os fra Faderens kærlighed (se Rom 8:38-39). Eftersom Gud først elskede os, kan vi lære ham at kende og komme til at elske ham (se 1 Joh 4:16, 19).

Det er netop, fordi de sociale problemer er så fremtrædende i dag, at vi skal forkynde læren om Faderen og familien for at hele, rette op på og overvinde falsk bevidsthed og falske skikke, som vinder frem i verden. Som Eliza R. Snow (1804-1887) så elegant udtrykte det, er der mange i verden, som kalder Gud for »Fader«, men »ikke ved hvorfor«.

Heldigvis er »kundskabsnøglen« gengivet⁷ og læren om Faderen er på jorden igen!