Et tomt dåbsbassin

Klokken var 7.45 på en regnvåd augustmorgen her i Freetown i Sierra Leone i Vestafrika. Vi (fuldtidsmissionærerne i Freetown Distrikt) havde planlagt et dåbsmøde, og vi var opsatte på at gennemføre det, regn eller ej. Så blev jeg ringet op af bror Allieu, et medlem fra vores gren, men jeg forstod ikke helt, hvad han sagde, fordi han talte hurtigt på krio, som er det lokale sprog. Jeg bad ham om at tage en dyb vejrtrækning og tale langsomt. Det gjorde han så og sagde: »Ældste Naeata, der er ikke noget vand til dåbsbassinet. Jeg er ked af det. Der er ikke noget vand.«

Jeg takkede ham for opkaldet og videregav så de dårlige nyheder til de andre ældster. Vi begyndte straks at overveje, hvordan vi så alligevel kunne udføre den hellige ordinance. Så var det, at ældste Agamah mindede os om vandfaldet og dammen oppe i bjergene ved et sted, som hed Mellow. Alle ældsterne var enige om, at vi skulle afholde dåben der, så vi fik tilladelse til at gøre det.

Da vi alle samledes for foden af bjerget senere den morgen, gik opgavens omfang for alvor op for os. Men den ukuelige gruppe viste intet tegn på tøven, men forsatte fremad. Mænd og kvinder og selv børn vandrede og sludrede glade op ad den våde og glatte bjergsti. Vi steg langsomt opad og tog en omvej for at krydse over floden.

Mens vi vandrede opad, begyndte begejstringen at aftage hos nogle, da regnen tog til, men vi fortsatte, fulde af håb. Men den ujævne sti syntes uendelig. Endelig nåede vi frem til målet. Vi var glade, men regnen blev ved med at styrte ned over os. Mens vi beredte os på dåbsmødet, søgte vi ly under et stort mangotræ.

Vi indledte med at synge salmen »Guds Ånd som en ild« (Salmer og sange, nr. 2). Da mødet var indledt, gik vi hen til dåbsstedet. Vandet styrtede ned ad vandfaldet og ned i den dam, hvor vi skulle udføre den hellige ordinance.

En far trådte ned i dammen og hjalp sin søn ned i vandet, da regnen pludselig hørte op. Solen brød igennem skyerne og oplyste dammen. Vi kunne fornemme Åndens tilstedeværelse. Da faderen havde døbt sin søn, døbte en mand sin hustru, og så døbte ældsterne deres undersøgere. Solen blev ved med at stråle, og det samme gjorde vore smil.

Vi afsluttede mødet med at synge »Frelseren bød« (Salmer og sange, nr. 62). Og vi fulgte ham virkelig. Vi fulgte vor Frelser op og ned ad bjerget, hen over svulmende, stærke strømme, op ad stejle og våde stier og gennem regnen. Og de, der blev døbt, fulgte virkelig Frelserens eksempel, da de trådte ned i dåbens vande.