2012
Erkend Herrens milde barmhjertighed i din tilværelse
Februar 2012


Herrens mildebarmhjertighed

Fra en tale ved aprilkonferencen 2005.

Billede
Ældste David A. Bednar

Trofasthed og lydighed sætter os i stand til at modtage disse vigtige gaver og ofte gør Herrens egen tidsplan det muligt for os at erkende dem.

Jeg har tit tænkt over dette vers fra Mormons Bog: »Men se, jeg, Nefi, vil vise jer, at Herrens milde barmhjertighed er over alle dem, som han har udvalgt på grund af deres tro for at gøre dem mægtige, endog med magt til udfrielse« (1 Ne 1:20).

Jeg vidner om, at Herrens milde barmhjertighed er virkelig, og at den ikke optræder vilkårligt eller rent tilfældigt. Ofte hjælper Herrens timing med hensyn til hans milde barmhjertighed os med at se og erkende den.

Hvad er Herrens milde barmhjertighed?

Herrens milde barmhjertighed er meget personlige og skræddersyede velsignelser, styrke, beskyttelse, vished, vejledning, omsorg, trøst, støtte og åndelige gaver, som vi modtager fra og på grund af og gennem Herren Jesus Kristus. Herren tilpasser virkelig »sine barmhjertighedsgaver efter menneskenes børns forskellige vilkår« (L&P 46:15).

Tænk på, hvordan Frelseren fortalte sine apostle, at han ikke ville efterlade dem faderløse. Ikke alene ville han sende »Talsmanden« (Joh 14:16), nemlig Helligånden, men Frelseren sagde også, at han ville komme til dem (se Joh 14:18). Lad mig foreslå, at en af de måder, hvorpå Frelseren kommer til hver af os er gennem sin gavmilde og milde barmhjertighed. Når I eller jeg for eksempel står over for udfordringer og prøver, kan troens gave og en passende følelse af selvtillid, som overstiger vore egne evner, være to eksempler på Herrens milde barmhjertighed. Omvendelse og tilgivelse af synder og fred med samvittigheden er eksempler på Herrens milde barmhjertighed. Og den udholdenhed og styrke, som sætter os i stand til at fortsætte muntert trods fysiske begrænsninger og åndelige vanskeligheder er eksempler på Herrens milde barmhjertighed.

Ved en stavskonference for nylig var Herrens milde barmhjertighed til stede i det gribende vidnesbyrd fra en ung hustru og mor til fire, hvis mand var faldet i Irak i december 2003. Denne ukuelige søster berettede, hvordan hun, efter at være blevet orienteret om sin mands død, modtog et julekort med en hilsen fra ham. Midt i de barske realiteter, som fuldstændig ændrede hendes liv, modtog denne gode søster en betimelig og mild påmindelse om, at familien virkelig kan være sammen for evigt. Med hendes tilladelse citerer jeg fra det julekort:

»Til den bedste familie i hele verden! Hav en dejlig tid sammen og husk på julens sande betydning! Herren har gjort det muligt for os at være sammen for evigt. Så selv om vi er adskilt, vil vi stadig være sammen som familie.

Gud velsigne jer og bevare jer, og må vi lade denne jul være vores kærlighedsgave fra os til ham deroppe!!!

De kærligste hilsner, far og din elskede mand!«

Ægtemandens omtale af adskillelsen i juletiden henviste naturligvis til den adskillelse, som skyldtes hans militærtjeneste. Men for denne søster var denne røst fra støvet fra en afdød, evig livsledsager og far, en stærkt tiltrængt åndelig trøst og et vidnesbyrd. Som jeg har nævnt tidligere, så finder Herrens milde barmhjertighed ikke sted vilkårligt eller rent tilfældigt. Trofasthed, lydighed og ydmyghed indbyder den milde barmhjertighed, og det er ofte Herrens timing, som gør, at vi erkender og skatter disse vigtige velsignelser.

For nogen tid siden talte jeg med en præstedømmeleder, som havde følt sig tilskyndet til at lære navnene på alle de unge i alderen 13 til 21 i hele staven udenad. Ved hjælp af fotografier af de unge mænd og piger fremstillede han kort, som han gennemgik, når han var på forretningsrejse eller på andre tidspunkter. Denne præstedømmeleder lærte hurtigt alle de unges navne udenad.

En nat havde præstedømmelederen en drøm om en af de unge mænd, som han kun kendte fra et billede. I drømmen så han den unge mand iført hvid skjorte og med et missionærnavneskilt. Sammen med en missionærkammerat underviste den unge mand en familie. Den unge mand holdt Mormons Bog i sin hånd, og det så ud, som om han bar vidnesbyrd om bogens sandhed. Præstedømmelederen vågnede så fra sin drøm.

Ved et senere præstedømmemøde henvendte lederen sig til den unge mand, som han havde set i drømmen, og spurgte, om han havde tid til at tale med ham. Efter en kort præsentation kaldte lederen den unge mand ved navn og sagde: »Jeg er ikke en drømmer. Jeg har aldrig haft en drøm om noget medlem af denne stav, bortset fra dig. Nu vil jeg fortælle dig om min drøm, og så vil jeg bede dig hjælpe mig med at forstå, hvad den betyder.«

Præstedømmelederen genfortalte sin drøm og spurgte den unge mand, hvad den betød. Dybt bevæget svarede den unge mand blot: »Det betyder, at Gud ved, hvem jeg er.« Resten af samtalen mellem den unge mand og hans præstedømmeleder var meget dyb, og de blev enige om at mødes og tale sammen fra tid til anden i de følgende måneder.

Den unge mand modtog Herrens milde barmhjertighed gennem en inspireret præstedømmeleder. Jeg gentager, at Herrens milde barmhjertighed ikke finder sted vilkårligt eller rent tilfældigt. Trofasthed og lydighed sætter os i stand til at modtage disse vigtige gaver og ofte gør Herrens egen tidsplan det muligt for os at erkende dem.

Vi bør ikke undervurdere eller overse kraften i Herrens milde barmhjertighed. Herrens milde barmhjertigheds enkelhed, sødme og vedholdenhed gør meget for at styrke og beskytte os i de urolige tider, som vi lever i nu og dem, som følger. Når ord ikke kan give den trøst, vi har brug for, eller udtrykke den glæde, vi føler, når det simpelthen er nytteløst at forsøge at forklare det, som er uforklarligt, når logik og fornuft ikke kan yde tilstrækkelig forståelse med hensyn til livets uretfærdighed og uligheder, når jordelivets erfaringer og vurderinger er utilstrækkelige til at sikre et ønsket udkomme, og når det synes, som om vi er helt alene, så velsignes vi virkelig af Herrens milde barmhjertighed, og vi bliver gjort mægtige, endog med magt til udfrielse (se 1 Ne 1:20).

Hvem har Herren udvalgt til at modtage sin milde barmhjertighed?

Ordet udvalgt i 1 Ne 1:20 er afgørende for forståelsen af begrebet Herrens milde barmhjertighed. Ordbogen angiver, at udvalgt betyder en, som er udpeget, foretrukket eller håndplukket. Det kan også bruges til at henvise til Guds udvalgte.1

Nogle mennesker, som hører eller læser dette budskab afviser fejlagtigt dem selv som modtagere af Herrens milde barmhjertighed, idet de tænker: »Jeg er bestemt ikke en af dem, som er eller bliver udvalgt.« Vi kan fejlagtigt tro, at sådanne velsignelser og gaver er forbeholdt andre mennesker, som synes at være mere retskafne, eller som tjener i mere synlige kirkekaldelser. Jeg vidner om, at Herrens milde barmhjertighed er tilgængelig for enhver af os, og at Israels Forløser er ivrig efter at skænke os disse gaver.

At være eller blive udvalgt er ikke en eksklusiv status, som vi overdrages. Det er snarere, at I og jeg selv må afgøre, om vi er udvalgte. Læg mærke til brugen af ordet udvalgt i de følgende vers:

»Se, mange er kaldet, men få er udvalgt. Og hvorfor er de ikke udvalgt?

Fordi deres hjerte er så optaget af det, der hører denne verden til, og tragter efter anerkendelse fra mennesker« (L&P 121:34-35).

Jeg tror, at betydningen af disse vers er ganske ligetil. Gud har ikke en liste over favoritter, som vi kan håbe at få vores navn på en skønne dag. Han begrænser ikke »udvalgt« til nogle ganske få. Det er snarere vores hjerte og vore ønsker og vores lydighed, som egentlig afgør, om vi medregnes blandt Guds udvalgte.

Enok blev undervist af Herren om netop denne lære. Læg mærke til brugen af ordet vælge i disse vers:

»Se, disse dine brødre; de er mine egne hænders værk, og jeg gav dem deres kundskab den dag, jeg skabte dem; og i Edens have gav jeg mennesket dets handlefrihed;

Og til dine brødre har jeg sagt og også givet befaling om, at de skulle elske hinanden, og at de skulle vælge mig, deres Fader« (Moses 7:32-33; fremhævelse tilføjet).

Som disse skriftsteder viser os var den grundlæggende hensigt med handlefriheden, at vi skulle elske hinanden og vælge Gud. Vi bliver således Guds udvalgte og indbyder hans milde barmhjertighed, når vi anvender vores handlefrihed til at vælge Gud.

Et af de mest kendte og citerede skriftsteder findes i Moses 1:39. Dette vers beskriver klart og tydeligt vor evige Faders værk: »For se, dette er min gerning og herlighed: At tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (fremhævelse tilføjet).

Et lignende skriftsted findes i Lære og Pagter, og det beskriver med samme klarhed og fyndighed vores vigtigste gerning som den Evige Faders sønner og døtre. Interessant nok synes dette vers ikke at være lige så kendt og bliver ikke citeret lige så hyppigt. »Se, dette er din gerning: at holde mine befalinger, ja, af al din kraft, hele dit sind og hele din styrke« (L&P 11:20; fremhævelse tilføjet).

Faderens gerning er således at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for sine børn. Vores gerning er at holde hans befalinger af al vores kraft, hele vores sind og hele vores styrke – og derved bliver vi udvalgt, og gennem Helligånden modtager og erkender vi Herrens milde barmhjertighed i vores dagligdag.

Vi er velsignede ved at kunne modtage inspireret vejledning fra ledere i Frelserens kirke – betimelig vejledning for vor tid og vore omstændigheder og vore udfordringer. Vi instrueres, opløftes, opbygges, kaldes til omvendelse og styrkes. Ligesom I er jeg ivrig efter at reagere på påmindelser, råd og personlig inspiration, som vi velsignes med. Det er sandt, at »Herren er god mod alle, Hans barmhjertighed gælder alle hans skabninger« (Sl 145:9).

Jeg er taknemlig for Jesu Kristi evangeliums gengivelse gennem profeten Joseph Smith og den kundskab, som vi i dag har om Herrens milde barmhjertighed. Vore ønsker, vores trofasthed og lydighed indbyder Herrens milde barmhjertighed og hjælper os med at erkende den. Som en af hans tjenere erklærer jeg mit vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus, vor Forløser og Frelser. Jeg ved, at han lever, og at hans milde barmhjertighed er tilgængelig for alle. Enhver af os har øjne til klart at se, og ører til tydeligt at høre Herrens milde barmhjertighed, når den styrker og støtter os i disse sidste dage. Må vores hjerte være fyldt med taknemlighed for hans gavmilde og milde barmhjertighed.

Note

  1. Oxford English Dictionary Online, anden udgave, 1989, »Chosen«.

Illustration: Keith Larson