Håb ved forsoningen

Jeg har truffet mennesker, som har mistet alt håb. De mente, at omvendelse lå uden for deres rækkevidde, og at tilgivelse var uopnåelig for dem. Sådanne mennesker forstår ikke forsoningens rensende kraft. Eller hvis de forstår den, så har de ikke taget betydningen af Jesu lidelser i Getsemane have og på korset til sig. Hvis vi opgiver håbet om at rense vores liv, fornægter vi dybden, kraften og omfanget af hans lidelser for os.

For nogle år siden skulle jeg under en stavskonference interviewe en 21-årig mand for at finde ud af, om han var værdig til at tage på mission. Generalautoriteter interviewer normalt ikke kommende missionærer. Så det var usædvanligt. Da jeg læste noget af baggrunden for mit interview, fik jeg helt ondt i hjertet. Denne unge mand havde begået alvorlige overtrædelser. Jeg spekulerede på, hvorfor jeg var blevet bedt om at tale med en ung mand med sådan en baggrund, for det ville være meget usædvanligt for mig at anbefale ham til missionærtjeneste.

Efter mødet søndag eftermiddag gik jeg ind på stavspræsidentens kontor for at holde interviewet. Mens jeg ventede, nærmede en flot, ung mand med en pragtfuld udstråling sig. Jeg spekulerede på, hvordan jeg skulle undskylde mig, for det var tydeligt, at han ville tale med mig, og jeg havde jo en aftale med en meget plaget ung mand. Så præsenterede han sig. Han var den unge mand, jeg skulle tale med.

Inde på kontoret stillede jeg ham blot et spørgsmål: »Hvorfor skal jeg interviewe dig?«

Han beskrev sin fortid. Da han var færdig, begyndte han at forklare de skridt og den personlige lidelse, han havde været igennem. Han talte om forsoningen – forsoningens uendelige kraft. Han bar sit vidnesbyrd og udtrykte sin kærlighed til Frelseren. Og så sagde han: »Jeg tror, at Frelserens personlige lidelse i Getsemane have og hans offer på korset er kraftfulde nok til at redde selv et menneske som jeg.«

Bevæget af hans ydmyghed og af Ånden sagde jeg: »Jeg vil anbefale dig til tjeneste som repræsentant for Jesus Kristus.« Og så sagde jeg: »Jeg vil blot bede dig om én ting. Jeg vil have, at du skal være den bedste missionær i hele Kirken. Det er det hele.«

Tre eller fire måneder senere talte søster Edgley og jeg på en missionærskole. Efter mødet talte jeg med missionærerne, da jeg pludselig fik øje på et velkendt ansigt.

Han spurgte: »Kan du huske mig?«

Lidt flov svarede jeg: »Undskyld. Jeg ved, jeg burde kunne huske dig, men det kan jeg ikke.«

Så sagde han: »Lad mig fortælle dig, hvem jeg er. Jeg er den bedste missionær i hele missionærskolen.« Og jeg troede ham.

Denne unge mands håb byggede ikke blot på kundskab og vidnesbyrd om forsoningen, men også på en personlig anvendelse af denne gave. Han forstod, at den var til ham personligt! Han kendte forsoningens kraft og det håb, som den giver, når alt synes tabt eller håbløst.