Alle kender Bleck

Selv om det hold, som Bleck spillede for, var kirkesponsoreret, var han ikke særlig interesseret i Kirken eller profetens opfordring til, at enhver værdig, ung mand skulle på mission.

Han havde allerede fortalt sin biskop, at han ikke skulle på mission. Han kunne ikke se, hvordan han skulle kunne blive professionel spiller, hvis han gav afkald på to år.

Desuden ville South Pacific Games – som blev afholdt hvert fjerde år – finde sted, mens han var på mission, og Tahiti Basketball Federation var interesseret i at have ham på deres landshold. Bleck ville endelig få mulighed for at sætte en stopper for de ord, som hans far altid sagde, når han blev lidt for kæphøj: »Alle kender Bleck, men han har ikke en guldmedalje.«

Blecks far, Jean-Baptiste, sagde ordene i en god mening. Men de irriterede Bleck. De var en påmindelse om, at selv om basketballfan over hele Tahiti kendte ham, så havde han ikke vundet en medalje ved turneringen. Hans far havde vundet en guldmedalje sammen med herrelandsholdet under det første South Pacific Games.

Det var Blecks mission at få de ord fejet af bordet. Han havde ikke tid til nogen anden mission.

På trods af sit syn på en mission deltog Bleck stadig i Kirkens aktiviteter. Da Bleck var 16, tog han mod til sig ved en kirkefest og bød Myranda Mariteragi op til dans. Myranda var også en habil basketballspiller – med drømme om at vinde sin egen guldmedalje. Hendes far havde også været på det medaljevindende hold.

Et øjeblik efter at han havde budt hende op, var sangen forbi. Så de dansede under den næste sang, som viste sig at være aftenens sidste. Men Bleck ville ikke have, at dansen skulle slutte.

Bleck havde ikke planlagt at gifte sig i templet eller gifte sig med et medlem for den sags skyld. Men det ændrede sig, da han lærte Myranda bedre at kende i løbet af de næste to år. Da han var hjemme hos hende en dag, fik han øje på noget, hun havde lavet til Unge Piger. Der stod: »Jeg vil giftes i templet.«

Blecks interesse for Myranda og hendes faste beslutning om at gifte sig i templet var nok til at få ham på andre tanker. Han besluttede at tage Kirken alvorligt. Hans beslutninger førte til handlinger, som lod Helligånden virke på ham.

En af beslutningerne var at berede sig på at modtage en patriarkalsk velsignelse som 18-årig. Da patriarken i velsignelsen nævnte, at Bleck skulle udføre en mission og blive gift i templet, følte han Ånden. »Jeg vidste, at det var det, Gud ønskede, at jeg skulle gøre,« siger han.

Skønt landsholdet så ud til at have medaljechancer, besluttede Bleck med sin families støtte, at han ville sætte det, som Gud ønskede, højere end det, han selv ønskede. Det var ikke nogen let beslutning. Der var et stort pres for at spille videre. Og han blev hurtigt klar over, at hans beslutning om at underkaste sig Guds vilje nok skulle blive prøvet igen og igen.

Da han havde tjent som missionær i Tahiti i et år, spurgte basketballforbundet, om han ville vende tilbage og spille for holdet i bare en måned, så han kunne deltage i turneringen.

Blecks missionspræsident, der var bekymret for, hvordan det hele ville påvirke Blecks evne til at vende tilbage og tjene, følte sig inspireret til at sige: »Du kan tage af sted, hvis du vil, men du kan ikke vende tilbage.«

Bleck ville rigtig gerne have den medalje, men han ville ikke længere have den frem for alt andet. Hans mission havde været fantastisk. Han var ikke villig til at give afkald på sit sidste år, end ikke for basketball.

Bleck blev.

Holdet vandt guld.

Da Bleck havde afsluttet sin mission, giftede han sig med Myranda i templet i Papeete i Tahiti, og de stiftede familie. Han begyndte også at spille for landsholdet igen.

Myranda spillede point guard på kvindernes landshold og beredte sig selv på South Pacific Games.

Men da legene nærmede sig, begyndte parret at få en stærk fornemmelse af, at de skulle have et barn mere.

Da legene kun var et år væk, ville det have været nemt at udskyde det næste barn længe nok til at Myranda kunne spille. Kvindelandsholdet havde gode medaljechancer.

Men parret havde af erfaring lært, at når de underkastede sig Guds vilje, gav det større velsignelser, end noget de kunne opnå ved at følge deres egne ønsker. Efter omhyggeligt studium og bøn besluttede de at sætte familien først.

I 1999, da Myranda var gravid i ottende måned, vandt kvindelandsholdet guld.

Bleck og Myranda har spillet basketball på topniveau i Fransk Polynesien gennem det sidste årti – de har vundet det nationale mesterskab og turneringer og spillet for landsholdet under legene i 2003 og 2007.

Ved legene i 2011 deltog de begge, men denne gang var Bleck der som træner for herrelandsholdet. Mens Myranda og kvindelandsholdet vandt guld, fik herrelandsholdet bronze, så Blecks drøm om en guldmedalje glippede igen.

Bleck spekulerer nogle gange på, hvordan hans liv havde udformet sig, hvis han havde gjort, som han ville, i stedet for som Gud ville.

»Jeg havde sikkert fået den guldmedalje,« siger han. »Måske havde jeg spillet professionelt, måske ikke.«

Men parret fortryder ikke de beslutninger, de har truffet. De er ikke sikre på, hvordan de kunne være lykkeligere.

»Jeg er gift i templet,« siger Bleck. »Jeg har alle tiders hustru, fire dejlige børn, og jeg er stadig i Kirken. Basketball alene kunne ikke have givet mig alt det. Det er velsignelser, som udspringer af at have sat Herren først.«

At sætte Herren først satte ikke en stopper for hans fars drillerier, men ordene har fået en ny betydning. For nogle år siden overvejede basketballforbundet at lægge ligakampene om søndagen. Klubbernes formænd mødtes for at drøfte sagen. En eller anden spurgte: »Har I talt med Bleck?«

Forslaget blev forkastet.

Fordi Bleck satte Herren først, kender alle ikke blot Bleck – de ved også, hvad han tror på.