Draget mod templet

Før jeg blev kaldet som medlem af De Halvfjerds’ Andet Kvorum, brugte min hustru og jeg mange år på at tjene i templet i Campinas og São Paulo i Brasilien. I begge templer blev jeg ofte forundret over, at mennesker, der på deres rejse passerede templet, blev så draget af det, at de holdt ind til siden og kom ind og spurgte til det.

Når de trådte ind, informerede vi dem om, at de ikke kunne gå videre uden passende forberedelse. Så forklarede vi dem om templets formål, fortalte om nogle af evangeliets grundlæggende læresætninger og inviterede dem til at mødes med missionærerne. For mange gode mennesker er templet i sig selv en fantastisk missionær, fordi det vækker følelser, der med det samme gennemborer hjertet.

Min hustru Elizabeth og jeg kender selv til kraften bag sådanne følelser. For snart 40 år siden begyndte en god ven og kollega flygtigt at nævne evangeliet over for os under vore samtaler. Ved flere lejligheder sendte han missionærerne for at besøge os. Vi kunne godt lide missionærerne og besluttede os for at høre lektionerne, men vi var sandt at sige ikke interesserede i det, som de underviste i.

Det ændrede sig i oktober 1978, da min kollega inviterede flere venner, deriblandt os, med til templets åben hus i São Paulo i Brasilien. Han lejede flere busser for egne midler, så hans venner kunne tage med ham til templet, som lå ca. 80 km væk.

Da Elizabeth trådte ind i dåbsværelset, følte hun noget, som hun aldrig før havde oplevet, noget, som hun senere genkendte som Helligånden. Det var en følelse af stor glæde i hendes hjerte. I det øjeblik vidste hun, at Kirken var sand, og at dette var Kirken, som hun gerne ville tilslutte sig.

Jeg fik en lignende følelse ved slutningen af det åbenthus, da vi blev vist ind i beseglingsværelset og undervist i læren om evige familier. Denne lære rørte mig. Jeg nød succes i min profession, men jeg havde længe følt et tomrum i min sjæl. Jeg vidste ikke, hvad der kunne fylde det tomrum, men jeg fornemmede, at det havde noget med familien at gøre. Det var der i beseglingsværelset, at tingene begyndte at falde på plads for mig i mit sind og hjerte.

Inden for få dage kontaktede missionærerne os igen. Denne gang var vi meget interesserede i at høre deres budskab.

Ældsterne opfordrede os til at bede indtrængende om sandheden. For mig, var det den eneste måde, jeg kunne bede på. Jeg vidste, at jeg ikke kunne forpligte mig til at tilslutte mig Kirken uden at have et rigtigt vidnesbyrd. Jeg var ivrig efter at henvende mig til vor himmelske Fader i bøn for at få en bekræftelse af ham, men på samme tid var jeg sikker på, at han ville besvare mig. Jeg delte mit hjertes inderste ønsker med ham og bad ham om at give mig et svar, der ville forsikre mig om, at det var det rette at tilslutte mig Kirken.

I søndagsskolen den følgende uge sad vores ven, der havde inviteret os med til templets åbent hus, bag mig. Han lænede sig forover og begyndte at tale til mig. De ord, som han sagde, besvarede præcis det, som jeg havde bedt om at få at vide. Jeg var ikke i tvivl om, at min himmelske Fader talte til mig gennem ham. På det tidspunkt var jeg en barsk og hård mand, men mit hjerte blødgjordes, og jeg begyndte at græde. Da min ven var færdig, inviterede han min hustru og jeg til at blive døbt. Vi sagde ja.

Den 31. oktober 1978, mindre end en måned efter vores oplevelse i templet i São Paulo, blev vi døbt og bekræftet. Den næste dag deltog vi i den anden indvielsessession af templet i São Paulo i Brasilien. Et år senere vendte vi tilbage til templet med vore to sønner for at blive beseglet som familie. Alle tre begivenheder var smukke, mindeværdige oplevelser. Vi har bevaret disse følelser ved fortsat og regelmæssigt at komme i templet gennem årene.

På selve 28-års dagen for vores dåb, stod min hustru og jeg igen i templet i São Paulo i Brasilien. Jeg var lige blevet kaldet som tempelpræsident. Det var en meget bevægende oplevelse for os at gå i gangene i Herrens hus og på ny føle de kærlige følelser, der igangsatte vores konvertering.

Templet bringer fortsat stor glæde hos min hustru og jeg. Når vi ser et ungt par, der træder ind i templet for at blive beseglet som en evig familie, føler vi stort håb.

Mange mennesker verden over er beredte til at høre evangeliets budskab. De føler en tørst lig den, som jeg følte for mere end 30 år siden. Templet og dets ordinancer er stærke nok til at slukke den tørst og fylde deres tomrum.