O, hvor stor er ikke vor Guds plan!
På et tidspunkt, da der var megen smerte og ensomhed i mit hjerte, gav min viden om evangeliet mig selvtillid til at gå fremad.
Illustrationer: Cynthia Clark
Jeg voksede op et sted, hvor Kirken ikke var særlig kendt – en by, der nu hedder Berkh i det nordlige Mongoliet. Jeg er det midterste barn af tre drenge, og mens vi voksede op, var vi altid sammen. Da min ældre bror tog til byen for at gå i skole, savnede jeg ham meget. To år senere kom han hjem på sommerferie. Den sommer tog vores familie på jagt i bjergene i tre måneder. Det var en af de bedste sommerferier i mit liv.
Min bror begyndte at fortælle mig om en kirke, som han havde tilsluttet sig, som hed Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. På det tidspunkt kunne jeg ikke lide kristne kirker, så jeg var ikke særlig opmærksom på det, som han fortalte mig.
Da vi en efterårsdag kom hjem fra jagt, så vi nogle besøgende fra byen. De var fra den kirke, som min bror havde talt om. Han vendte tilbage til byen med dem den aften. Vi fandt senere ud af, hvorfor han var taget af sted: Han havde fået en missionskaldelse. Han havde ikke engang fortalt os, at han havde sendt sine papirer ind! Min storebror tog kort tid efter af sted på mission til USA.
Omvendt til evangeliet
Da jeg det følgende år afsluttede gymnasiet, tog jeg til byen for at gå på et universitet. Den familie, jeg boede hos, viste sig at være medlemmer af Kirken. En søndag morgen inviterede de mig med i kirke. Eftersom jeg havde hørt en del om denne kirke, besluttede jeg mig for at prøve det en enkelt gang.
Det endte med, at jeg tog med i kirke mange gange. Jeg kunne ikke undgå at føle fred hver gang. Menneskene var flinke og gav mig altid hånden. Kirken var anderledes end jeg havde troet. Jeg begyndte snart at modtage lektionerne fra missionærerne. Jeg mødtes med missionærerne i næsten to år.
Jeg vidste, at jeg gerne ville døbes, men min dåb måtte udskydes på grund af min kamp med visdomsordet. Det var svært for mig, men til sidst var jeg parat til dåb. Jeg var så heldig at blive døbt af min ældre bror, som var vendt hjem fra sin mission blot få måneder tidligere. Når jeg til tider mindes det øjeblik, græder jeg af glæde. Det var det lykkeligste øjeblik i mit liv.
Efter jeg havde tilsluttet mig Kirken, talte min bror om missionering næsten hver eneste dag. Han opmuntrede mig altid til at tage på mission. Med hans hjælp udfyldte jeg missionspapirerne. Jeg vil aldrig glemme, hvor glad min bror og jeg var på det tidspunkt.
En skræmmende oplevelse
En aften ringede min bror til mig og bad mig mødes med ham efter arbejde. Han ville gerne tale med mig om nogle ting angående min mission. Vi aftalte at mødes på hovedtorvet.
På det tidspunkt fandt det parlamentariske valg sted i Mongoliet. Da vi mødtes på hovedtorvet, var der demonstration på grund af valget. Politiet var til stede, men demonstrationen blev voldelig og skræmmende og udviklede sig til optøjer. En stor bygning og adskillelige biler stod i flammer, og folk skreg. Det var skræmmende.
Min bror og jeg var mødtes langt fra demonstrationen, men han var stadig bekymret. Han gav mig penge til en taxa og sagde, at jeg skulle tage direkte hjem. Han fortalte mig, at jeg ville se ham den næste dag. Han ville tage hjem til sig selv, som lå tæt på hans arbejde. Taxaen kom, og vi sagde hurtigt farvel, inden jeg kørte væk.
Jeg fandt hurtigt ud af, at politiet havde lukket alle veje på grund af optøjer. Da jeg ikke kunne komme hjem, for jeg boede i udkanten af byen, tilbragte jeg i stedet natten på arbejdet. Der var kampvogne og bevæbnede soldater overalt. Kampen blev værre, og den nat blev der erklæret undtagelsestilstand. Den varede i fire dage.
Da undtagelsestilstanden sluttede, hentede min svoger mig. Vi tog hjem til ham, hvor alle vore slægtninge ventede. De græd alle sammen. Jeg fandt ud af, at min storebror var blevet skudt på vej hjem.
Det føltes som om mit hjerte skulle sprænges. Min bror døde, da han var 24 år på grund af demonstrationen. Dagene efter min brors død var blandt de værste i mit liv.
Det var i denne svære tid, at jeg modtog min missionskaldelse. Efter at have været igennem min omvendelse, dåb og udfyldelse af missionspapirer med min bror, måtte jeg åbne min missionskaldelse alene. Til min overraskelse blev jeg kaldet til at tjene i mit eget land.
Eftersom jeg var alene, knælede jeg ned, hvor jeg stod, og takkede min himmelske Fader i bøn. Og jeg bad for min bror. Jeg græd og græd, mens jeg bad. På det tidspunkt med så megen sorg og ensomhed i mit hjerte, følte jeg Ånden vidne dybere for mig om frelsesplanen, og min tro blev styrket.
Fra venstre mod højre: Amarsanaa og hans brødre, Dorjsuren og Amarsaikhan
Et vidnesbyrd om hans plan
Selvom min bror ikke var til stede til at åbne min missionskaldelse med mig, vil jeg altid være taknemlig for ham. Jeg er også meget taknemlig for, at Gud har givet os frelsesplanen gennem Jesu Kristi forsoning. Det er den mest storslåede plan. Hvis vi følger denne plan, vil vi føle fred i vores hjerte.
I skrifterne står der: »O, hvor stor er ikke vor Guds plan! For … Guds paradis frigive[r] de retfærdiges ånder, og graven frigive[r] de retfærdiges legemer, og ånden og legemet bliver bragt tilbage til hinanden igen, og alle mennesker bliver uforgængelige og udødelige, og de er levende sjæle« (2 Ne 9:13).
Jeg ved, at min bror er i live i åndeverdenen. Denne viden giver mig den tillid, som jeg har brug for til at gøre det godt på min mission. Jeg ved, at han vil være med mig i vanskelige tider – og det vil Herren også.