Åndens stærke tilskyndelser

Som ung havde jeg en sommeraften mulighed for at være i Palmyra i New York. Jeg befandt mig alene i den hellige lund. Jeg knælede ned og bad min himmelske Fader om at give mig en form for manifestation eller indikering af, at det, som jeg allerede vidste, havde fundet sted på dette hellige sted. Jeg bad med stor oprigtighed i lang tid i en ærbødig ånd. Men jeg modtog intet svar eller tilskyndelse fra Helligånden. Der kom intet. Til sidst gav jeg op og tog skuffet af sted, mens jeg undrede mig: »Hvad gjorde jeg forkert? Hvorfor? Hvad kunne jeg ellers have gjort?« For mig virkede det ikke som om, at der kunne have været et bedre sted at modtage et svar på en sådan bøn.

Jeg lærte af den oplevelse, at vi ikke kan kræve ting af Gud. Vi kan ikke sige: »Du skal svare mig på denne måde i dette øjeblik.« Han beslutter, hvordan, hvornår, og hvad han vil kommunikere til os. Vores ansvar er altid at være i stand til at modtage tilskyndelser eller hvisken, åbenbaring og inspiration fra Ånden. Men han beslutter, hvordan og hvornår.

Det, som jeg på det tidspunkt søgte – og som ikke kom på det tidspunkt – kom faktisk til mig fem eller seks uger senere. Jeg sad derhjemme og læste i Mormons Bog. Og uden at spørge, kom der en stærk tilskyndelse til mig, en følelse og kommunikation gennem Helligånden, der bekræftede min tro og mit vidnesbyrd.

Det var så stærk en kommunikation, at jeg begyndte at græde. Det var også en så ren kommunikation, at der ikke var behov for ord. Ånden begrænser sig ikke til ord, han kan kommunikere Ånd til ånd på et sprog, der ikke kan misforstås, fordi det ikke har ord. Det er en kommunikation af ren kundskab og intelligens fra Ånden, og jeg har fundet ud af, at det virkelig er den bedste måde at opnå kundskab på. Det er stærkere og mere langvarigt end berøring eller syn; vi kan betvivle de fysiske sanser, men vi kan ikke betvivle, når Ånden taler til os. Den er det sikreste vidne. På grund af dette, er det en utilgivelig synd at fornægte Helligånden eller et vidnesbyrd fra Helligånden.

Jeg har det virkelig fint med, at Herren ikke gav mig et svar i den hellige lund, fordi jeg kunne have troet, at man skal foretage en pilgrimsrejse til Palmyra for at blive i stand til at modtage et vidnesbyrd om profeten Joseph Smith. Nu ved jeg, at man kan modtage det et hvilket som helst sted. Man skal ikke til Jerusalem for at modtage et vidnesbyrd om Herren Jesus Kristus. Det vidnesbyrd kan komme til enhver person, uanset hvor han eller hun måtte befinde sig, fordi vor himmelske Fader og Helligånden kender hver eneste af os personligt. De ved, hvor vi er, og hvordan de skal finde os. Og de har ikke brug for visum. Faktisk er de bekendt med hele verden! De ved det allerede.

Jeg lover jer, unge mennesker, at hvis I fortsat vil være trofaste og spørge Herren, vil han give jer samme svar, samme vidnesbyrd, samme bekræftelse, som han gav mig, fordi jeg ved, at han elsker jer alle lige så meget, som han elsker mig eller præsident Thomas S. Monson eller enhver anden.

Guds kærlighed er for alle, og den er uendelig. Han ved, hvordan han skal kommunikere med hver enkelt. Han ved, hvor I er, og hvordan han kan nå jeres hjerte og ånd gennem Helligånden. Hold ikke op med at bede. Hold ikke op med at spørge. Hold ikke op med at adlyde befalingerne. Tiden vil komme, hvis den ikke allerede er, hvor I vil modtage dette stærke vidnesbyrd. Og det vil ikke blot være én gang. Men gennem Herrens nåde vil den komme igen og igen hele livet igennem.

Sådan skete det for mig. Da jeg var på mission i Tucumán i Argentina, underviste jeg en familie og bar vidnesbyrd om profeten Joseph Smiths første åbenbaring. Familien troede ikke på det. Men i det øjeblik jeg bar mit vidnesbyrd, modtog jeg endnu en bekræftelse på mit vidnesbyrd. Ånden sagde: »Dit vidnesbyrd er sandt.« Ånden vidnede for mig om mit vidnesbyrd.

I løbet af jeres liv vil I gentagne gange modtage bekræftelser på, at Gud er der, at han er vor himmelske Fader, at han lever, at han kaldte profeten Joseph Smith til at tjene som genoprettelsens profet, at hans Søn lever, og at hans nåde er tilstrækkelig til at frelse os, rense os og tilgive os alle. Det vidnesbyrd kommer igen og igen i løbet af vores liv.

Jeg ved disse ting. Jeg er et særligt vidne om dem. Jeg ved, at vor Herre lever, at han virkelig er et opstandet væsen, at han leder og er denne Kirkes overhoved, som bærer hans navn, at den er hans, og at I er hans får.