Døtre i pagten

Vi er blevet undervist med åndelig kraft i aften. Jeg beder til, at de ord, som disse vidunderlige, kvindelige ledere har talt, må synke dybt i jeres hjerte, som det har gjort i mit.

Dette er et historisk møde. Alle Kirkens kvinder på otte år eller ældre er blevet inviteret til at være sammen med os i aften. Vi er mange, der har bedt om, at Helligånden vil være sammen med os. Den velsignelse blev skænket os, da vi hørte disse søstre tale og lyttede til den opløftende musik. Jeg beder til, at Ånden fortsat må være med os, mens jeg kommer med nogle opmuntrende ord og vidnesbyrd oven i det, der allerede er blevet sagt – og især vidne om, at det vi har fået fortalt, er det, som Herren ønsker, at vi skal høre.

Jeg vil i aften tale om den sti – der på smukkeste vis er blevet beskrevet i dag – som vi må følge på vores rejse tilbage til vor himmelske Fader. Den sti er markeret med hellige pagter med Gud. Jeg ønsker at tale med jer om glæden ved at indgå og holde disse pagter og hjælpe andre til at holde dem.

En del af jer blev for nylig døbt og modtog Helligåndsgaven ved håndspålæggelse. For jer er erindringen stadig tydelig. Andre blev døbt for længe siden, så mindet om jeres følelser i forbindelse med denne oplevelse med at indgå pagt kan være mindre tydelig, men nogle af disse følelser kommer tilbage, når I lytter til nadverbønnerne.

Ikke to af os har de samme minder om den dag, hvor vi indgik den hellige dåbspagt og modtog Helligåndsgaven. Men vi har alle følt Guds godkendelse. Og vi følte et ønske om at tilgive og blive tilgivet og en større beslutsomhed om at gøre det rette.

Hvor dybt disse følelser sank ned i jeres hjerte, blev i høj grad afgjort af den måde, hvorpå I blev forberedt af personer, der elskede jer. Jeg håber, at de af jer, der for nylig kom ind i riget, er så heldige at sidde i nærheden af jeres mor. Hvis det er tilfældet, kan I eventuelt sende hende et taknemligt smil lige nu. Jeg mindes den følelse af glæde og taknemlighed, jeg følte, mens jeg sad bag min mor på bilturen hjem efter min dåb i Philadelphia i Pennsylvania.

Det var min mor, der omhyggeligt havde forberedt mig til at indgå den pagt og til alle de andre, der fulgte senere. Hun havde været trofast over for denne formaning fra Herren:

»Og videre, for så vidt som forældre, der har børn i Zion eller i nogen af hendes stave, som er organiseret, ikke lærer dem at forstå læren om omvendelse, tro på Kristus, den levende Guds Søn, og om dåb og Helligåndsgaven ved håndspålæggelse, når de er otte år gamle, skal synden hvile på forældrenes hoved.

For dette skal være en lov for indbyggerne i Zion eller i enhver af hendes stave, som er organiseret.

Og deres børn skal døbes til deres synders forladelse, når de er otte år gamle, og modtage [Helligånden].«¹

Min mor havde gjort sin del. Hun havde forberedt sine børn med ord som Almas ord, der er nedskrevet i Mormons Bog:

»Og det skete, at han sagde til dem: Se, her er Mormons vande (for således blev de kaldt), og se, eftersom I nu nærer ønske om at komme ind i Guds fold og at blive kaldt hans folk og er villige til at bære hinandens byrder, så de bliver lette;

ja, og er villige til at sørge med dem, der sørger, ja, og at trøste dem, der står i behov for trøst, og at stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder, hvor I måtte befinde jer, ja, indtil døden, så I kan blive forløst af Gud og blive regnet blandt dem i den første opstandelse, så I må få evigt liv -

se, jeg siger jer, hvis dette er jeres hjertes ønske, hvad har I da imod at blive døbt i Herrens navn som et vidnesbyrd for ham om, at I har indgået en pagt med ham om, at I vil tjene ham og holde hans befalinger, så han kan udøse sin Ånd mere rigeligt over jer.

Og se, da folket havde hørt disse ord, klappede de i deres hænder af glæde og udbrød: Det er vort hjertes ønske.«²

I har måske ikke klappet i hænderne, da I første gang hørte opfordringen til at indgå pagt ved dåb, men I følte bestemt Frelserens kærlighed og en større beslutsomhed om at styrke andre for ham. Jeg siger »bestemt«, for de følelser er lagt dybt i hjertet hos alle vor himmelske Faders døtre. Det er en del af jeres guddommelig arv fra ham.

I blev undervist af ham, før I begyndte dette liv. Han hjalp jer til at forstå og acceptere, at I ville møde trængsler, prøver og muligheder, der er valgt specifikt til jer. I lærte, at vor Fader havde en plan for lykke, der kunne få jer sikkert gennem disse prøver, og at I ville hjælpe andre med at komme sikkert gennem deres. Den plan er markeret med pagter med Gud.

Det er vores frivillige valg, om vi indgår og holder disse pagter. Kun nogle få af hans døtre har i dette liv mulighed for overhovedet at lære om disse pagter. I er en af disse få begunstigede. I kære søstre, hver enkelt af jer er en datter i pagten.

Vor himmelske Fader underviste jer, før I blev født, om jeres kommende oplevelser, når I forlod ham og kom til jorden. I fik at vide, at vejen tilbage til ham ikke ville blive let. Han vidste, at det ville blive for svært for jer at klare rejsen uden hjælp.

I er blevet velsignet med ikke blot at finde vejen til at indgå disse pagter i dette liv, men også at være omgivet af andre, som vil hjælpe – der som jer er pagtsdøtre af vor himmelske Fader.

I har mærket velsignelsen ved i aften at være sammen med Guds døtre, der også er under pagt om at hjælpe og vejlede jer, som de har lovet at gøre. Jeg har set det, som I har set, når pagtssøstre holder denne forpligtelse om at trøste og hjælpe – og gør det med et smil.

Jeg husker smilet hos søster Ruby Haight. Hun var ældste David B. Haights hustru. Han var medlem af De Tolvs Kvorum. Som yngre tjente han som præsident for Palo Alto Stav i Californien. Han bad omkring og var bekymret for pigerne i rosenpigeklassen i hans egen menighed.

Så præsident Haight blev inspireret til at bede biskoppen om at kalde Ruby Haight til at undervise disse unge piger. Han vidste, at hun ville blive et vidne om Gud, der ville opløfte, trøste og elske pigerne i den klasse.

Søster Haight var mindst 30 år ældre end de piger, hun underviste. Men 40 år efter hun havde undervist dem, hver gang hun mødte min hustru, som havde været en af pigerne i hendes klasse, rakte hun hånden ud, smilte og sagde til Kathy: »Nej! Min rosenpige.« Jeg så mere end hendes smil. Jeg følte hendes store kærlighed til en søster, hun stadig elskede, som om hun var hendes egen datter. Hendes smil og varme hilsen kom af at se, at en søster og datter af Gud stadig gik på pagtsstien hjem.

Vor himmelske Fader smiler også til jer, hver gang han ser jer hjælpe en af hans døtre bevæge sig fremad på pagtsstien mod evigt liv. Og han glæder sig, hver gang I prøver at vælge det rette. Han ser ikke kun det, I er, men også det, I kan blive.

I har måske haft en jordisk forælder, som troede, at I kunne blive til noget bedre, end I selv troede, I kunne. Jeg havde en sådan mor.

Hvad jeg ikke vidste, da jeg var ung, var, at min himmelske Fader, jeres himmelske Fader, ser større potentiale i sine børn, end vi eller tilmed vores jordiske mødre ser i os. Og hver gang I bevæger jer opad på den sti mod jeres potentiale, bringer det ham lykke. Og I kan mærke hans godkendelse.

Han ser det storslåede potentiale i alle sine døtre, uanset hvor de er. Nuvel, det lægger et stort ansvar på hver enkelt af jer. Han forventer, at I behandler hver eneste person, I møder, som Guds barn. Det er årsagen til, at han befaler os at elske vores næste som os selv og til at tilgive dem. Jeres følelser, venlighed og tilgivelse af andre kommer som jeres guddommelige arv fra ham som hans datter. Hver eneste person, I møder, er hans elskede, åndelige barn.

Når I mærker dette storslåede søsterfællesskab, så forsvinder det, vi troede adskilte os. For eksempel fortæller yngre og ældre søstre om deres følelser i forventning om, at de bliver forstået og accepteret. Som Guds døtre er I mere ens, end I er forskellige.

Ud fra den synsvinkel bør unge piger se frem til deres ankomst til Hjælpeforeningen som en mulighed for at forøge deres kreds af søstre, som de vil komme til at kende, beundre og elske.

Den samme evne til at se, hvad vi kan blive, vokser i familien og i Primary. Det sker til familieaftener og i Primary. Små børn bliver inspireret til at sige store og vidunderlige ting, ligesom de gjorde, da Frelseren løsnede deres tunger, da han underviste dem efter sin opstandelse.³

Selv om Satan måske angriber søstre i en stadig yngre alder, så opløfter Herren søstre til stadig højere niveauer af åndelighed. Unge piger underviser fx deres mødre i, hvordan man bruger FamilySearch til at finde og frelse forfædre. Nogle yngre søstre, som jeg kender, vælger tidligt om morgenen at udføre stedfortrædende dåb i templer uden anden tilskyndelse end Elias’ ånd.

I missioner verden over bliver søstre kaldet til at tjene som ledere. Herren skabte behovet for deres tjeneste ved at røre ved stadig flere søstres hjerte med et ønske om at tjene. Mere end blot nogle få missionspræsidenter har set søstermissionærer blive endnu dygtigere som forkyndere og især som omsorgsfulde ledere.

Uanset om I tjener som fuldtidsmissionær eller ej, kan I opnå den samme evne til at berige jeres ægteskab og evne til at opdrage ædle børn ved at følge storslåede kvinders eksempel.

Tænk på Eva, der er mor til alle levende. Ældste Russell M. Nelson har sagt dette om Eva: »Vi og hele menneskeheden blev for evigt velsignet på grund at Evas store mod og visdom. Ved først at spise af frugten gjorde hun det, der skulle gøres. Adam var klog nok til at gøre det samme.«⁴

Hver eneste af Evas døtre har potentiale til at videregive den samme velsignelse til sin familie, som Eva gav sin. Hun var så vigtig for etablering af familien, at vi har denne beretning om hendes skabelse: »Og Guderne sagde: Lad os gøre manden en medhjælp, som er ham jævnbyrdig, thi det er ikke godt for manden at være ene; derfor vil vi gøre ham en medhjælp, som er ham jævnbyrdig.«⁵

Vi ved ikke alt om, hvordan Eva hjalp Adam og deres familie. Men vi kender en stor gave, som hun gav, som hver eneste af jer også kan give: Hun hjalp sin familie til at se vejen hjem, da vejen hjem virkede vanskelig. »Og Eva, hans hustru, hørte alt dette og blev glad og sagde: Var det ikke for vor overtrædelse, ville vi aldrig have fået efterkommere og ville aldrig have kendt godt og ondt og glæden over vor forløsning og det evige liv, som Gud giver alle de lydige«⁶

I kan følge hendes eksempel.

Gennem åbenbaring genkendte Eva vejen hjem til Gud. Hun vidste, at Jesu Kristi forsoning muliggjorde evigt liv for familien. Hun var sikker på, ligesom I kan være, at hvis hun holdt sine pagter med sin himmelske Fader, ville Forløseren og Helligånden hjælpe hende og hendes familie gennem alle de sorger og skuffelser, der måtte komme. Hun vidste, at hun kunne stole på dem.

»Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt.

Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.«⁷

Jeg ved, at Eva mødte sorger og skuffelser, men jeg ved også, at hun fandt glæde i kundskaben om, at hun og hendes familie kunne vende tilbage for at bo hos Gud. Jeg ved, at mange af jer til stede kender til sorg og skuffelser. Jeg efterlader jer min velsignelse, at I ligesom Eva kan opleve den samme glæde, som hun følte, på jeres rejse hjem.

Jeg har et sikkert vidnesbyrd om, at Gud Faderen våger over jer i kærlighed. Han elsker hver enkelt af jer. I er hans døtre i pagten. Fordi han elsker jer, vil han give jer den hjælp, som I har brug for, til at flytte jer selv og andre op ad vejen tilbage til hans nærværelse.

Jeg ved, at Frelseren betalte prisen for alle vore synder, og at Helligånden vidner om sandhed. I har ved dette møde mærket den trøst. Jeg har et vidnesbyrd om, at alle de nøgler, der binder hellige pagter, er blevet gengivet. De haves og udøves i dag af vores levende profet, præsident Thomas S. Monson. Jeg efterlader jer disse trøstende og håbefulde ord hos jer, hans elskede pagtsdøtre. I Jesu Kristi navn. Amen.