Arbejdet med frelse: Dengang og nu

Mormons Bog forklarer tydeligt de grundlæggende lærdomme bag missioneringen. Fx skrev Nefi: »Hvis I vil følge Sønnen med hjertets faste forsæt uden at handle hyklerisk og bedragerisk over for Gud, men med oprigtig hensigt omvender jer fra jeres synder og bevidner for Faderen, at I er villige til at påtage jer Kristi navn ved dåb – ja, ved at følge jeres Herre og jeres frelser ned i vandet i overensstemmelse med hans ord, se, da skal I modtage Helligånden; ja, da kommer dåben med ild og med Helligånden« (2 Ne 31:13, se også 3 Ne 11:31-40; 27:13-22).

Det er derfor ikke nogen overraskelse, at der i Mormons Bog findes gribende beretninger om missionering. Fx nægtede hver enkelt af Mosijas sønner at påtage sig de ansvar, der var knyttet til embedet som konge for nefitterne, og drog i stedet til Nefis land for at forkynde evangeliet til lamanitterne, der var nefitternes ærkefjender. Deres mission varede omkring 14 år, og tusindvis tilsluttede sig Kirken (se Mosi 28; Alma 17-27).

Kirken følger den dag i dag eksemplet på missionering i Mormons Bog ved en missionsindsats, der er uden sidestykke i historien.

Nefi skrev også om at opmuntre nye medlemmer, så de måtte forblive aktive i evangeliet og derved modtage evigt liv:

»Efter at I er kommet ind på denne snævre og trange sti, vil jeg spørge, om alt er gjort? Se, jeg siger jer: Nej, for I er ikke kommet så vidt uden ved Kristi ord med urokkelig tro på ham, idet I helt forlader jer på hans fortjenester, han der er mægtig til at frelse.

Derfor må I trænge jer frem med standhaftighed i Kristus og have et fuldkommen klart håb og en kærlighed til Gud og til alle mennesker. For se, hvis I trænger jer frem, idet I tager for jer af Kristi ord og holder ud til enden, se, så siger Faderen: I skal få evigt liv« (2 Ne 31:19-20).

Kirkeledere på Mormons Bogs tid gjorde bestemte tiltag for at hjælpe nye medlemmer med at blive på den snævre og trange sti. De havde set vore dage og vidste, at vi ville møde lignende udfordringer (se Morm 8:35). Moroni inkluderede derfor i sine skrivelser noget om den praksis, der kunne hjælpe nye medlemmer til at forblive trofaste mod deres pagter:

»Og efter at de var blevet modtaget til dåb og var blevet påvirket og renset ved Helligåndens kraft, blev de regnet blandt Kristi kirkes folk; og deres navne blev nedskrevet, så de kunne blive husket og få næring ved Guds gode ord for at holde dem på den rette vej og sørge for, at de bestandigt var opmærksomme på bøn, idet de alene stolede på Kristi fortjenester, han som var deres tros ophavsmand og fuldender.

Og kirken mødtes ofte for at faste og for at bede og for at tale, den ene med den anden, om deres sjæls velfærd« (Moro 6:4-5).

Den nutidige kirke følger mønsteret i Mormons Bog til fastholdelse af nyomvendte i vore menighedsråd, præstedømmekvorummer og andre organisationer.²

Ved slutningen af Almas tjenestegerning, var han meget bekymret for det åndelige velfærd hos en gruppe, der havde skilt sig ud fra Kirken, og som kaldte sig zoramitter. Mormons Bog fortæller, at han igen blev »syg om hjertet på grund af folkets ugudelighed.

For det var årsag til stor sorg for Alma at kende til ugudelighed blandt sit folk; derfor var han overordentlig sorgfuld i hjertet på grund af zoramitternes adskillelse fra nefitterne« (Alma 31:1-2).

Alma organiserede en indsats for at vinde zoramitterne tilbage. Han udvalgte sig trofaste ledsagere og bad for sig selv og sine ledsagere i dette værk, og bad Gud om at »trøste deres sjæl i Kristus«, give dem styrke til at bære de trængsler, som deres virke ville medføre, og lade dem »lykkes [i] at bringe [zoramitterne] tilbage til [Faderen] i Kristus« (Alma 31:32, 34). Derpå gav han sine ledsagere præstedømmevelsignelser, hvorefter de påbegyndte deres tjenestegerning (se Alma 31:36).

Da den opstandne Herre personligt tjente blandt folket i landet Overflod, belærte han sine udvalgte disciple om altid at søge at komme dem til undsætning, der var veget fra den snævre og trange sti. Han sagde: »For sådanne skal I fortsætte med at betjene, for I ved ikke, om de ikke vil vende tilbage og omvende sig og komme til mig med hjertets faste forsæt, og jeg skal helbrede dem; og I skal være midlet til at bringe frelse til dem« (3 Ne 18:32).

Kirkens nutidige indsats for at vække troen til live hos mindre aktive medlemmer afspejler Frelserens og profeternes lærdomme, som de er beskrevet i Mormons Bog.

Da nefitterne var blevet adskilt fra lamanitterne, byggede de et tempel. Nefi skrev: »Og jeg, Nefi, byggede et tempel; og jeg opførte det på samme måde som Salomos tempel, bortset fra at det ikke blev bygget af så mange kostbarheder, for de fandtes ikke i landet, hvorfor det ikke kunne bygges ligesom Salomos tempel. Men måden, det blev opført på, var ligesom Salomos tempel; og udførelsen af det var overordentlig fin« (2 Ne 5:16).

I Mormons Bog læser vi, at Jakob, kong Benjamin, Alma og Amulek alle underviste i templer (se Jakob 1:17; Mosi 1:18; Alma 16:13). I Almas og Helamans Bog henvises der til flere templer blandt folket (se Alma 16:13; Hel 3:9).

Frelseren valgte templet i Overflod som stedet, hvor han viste sig for de overlevende blandt nefitterne og lamanitterne efter sin opstandelse (se 3 Ne 11:1). Han sikrede sig også, at folket blev undervist i den lære, der lå til grund for slægtshistorie. Han citerede Malakias angående profeten Elias’ besøg i de sidste dage:

»Se, jeg vil sende jer profeten Elias, før Herrens store og frygtelige dag kommer;

og han skal vende fædrenes hjerte til børnene og børnenes hjerte til deres fædre, så jeg ikke skal komme og slå jorden med en forbandelse« (3 Ne 25:5-6).

Mormons Bog henviser ofte til at føre slægtshistorie. Lehi sendte sine sønner tilbage til Jerusalem for at hente bronzepladerne, som indeholdt »optegnelsen om jøderne og også en optegnelse over [hans] forfædres slægt« (1 Ne 3:3). I Eters Bog bliver navnene på regenterne nævnt, og om nødvendigt, deres søskende og børn, hvilket viser, at der blev ført udførlig slægtshistorie, der blev bevaret blandt folket.

Kirkens templer overalt på jorden og de slægtshistoriske initiativer er forenelige med læren i Mormons Bog.

Hele Mormons Bog underviser i Jesu Kristi evangelium. Disse ord fra Nefi fanger måske ånden i den trofaste undervisning og den hellige hensigt med den: »Vi taler om Kristus, vi fryder os i Kristus, vi prædiker om Kristus, vi profeterer om Kristus, og vi skriver i overensstemmelse med vore profetier, for at vore børn kan vide, til hvilken kilde de kan se hen for at få forladelse for deres synder« (2 Ne 25:26).

Meget af den storslåede undervisning i Mormons Bog stammer fra forældre, der underviser deres børn. Tænk på Lehi, der underviser Jakob om »modsætning i alt« (2 Ne 2:11) eller Alma, der underviser Corianton om, at »ugudelighed har aldrig været lykke« (Alma 41:10) eller de unge krigere, der var blevet »fortalt af deres mødre, at hvis de ikke tvivlede, ville Gud udfri dem« (Alma 56:47).

De fem ansvar i arbejdet med frelse så ikke først dagens lys i denne sidste uddeling. De blev praktiseret og undervist i på Mormons Bogs tid, og de har altid været en del af »hver enkelt detalje af [Kristi] lære« (1 Ne 15:14).