2014
Kvindernes møde, oktober 2014
November 2014


Giv jeres lys videre

Vi må stå fast i vores tro og opløfte vores røst for at erklære den sande lære.

I dag vil jeg gerne se på de to vigtige forpligtelser, vi har: For det første hele tiden at fylde vores liv med mere af evangeliets lys og sandhed, og for det andet at give det lys og den sandhed videre til andre.

Ved I, hvor betydningsfulde I er? Hver eneste af jer – lige nu – er værdifuld og afgørende i vor himmelske Faders frelsesplan. Vi har et værk at udføre. Vi kender det gengivne evangeliums sandhed. Er vi rede til at forsvare den sandhed? Vi må efterleve det. Vi må give det videre. Vi må stå fast i vores tro og opløfte vores røst for at erklære den sande lære.

I Liahona for september 2014 skriver ældste M. Russell Ballard: »Vi har brug for mere af kvinders særlige og indflydelsesrige røst og tro. Vi har brug for, at de lærer læren og forstår, hvad vi tror på, således at de kan bære deres vidnesbyrd om sandheden af alt.«1

Søstre, I styrker min tro på Jesus Kristus. Jeg har set jeres eksempel, hørt jeres vidnesbyrd og mærket jeres tro fra Brasilien til Botswana! I påvirker folk omkring jer, hvor I end færdes. Mennesker omkring jer kan mærke det – fra jeres familie til kontakterne i jeres mobiltelefon og fra jeres venner på de sociale medier til dem, der sidder ved siden af jer her i dag. Jeg er enig i det, søster Harriet Uchtdorf skrev: »I … er et levende og begejstret fyrtårn i en stadig mørkere verden, når I gennem jeres levevis viser, at evangeliet er et glædeligt budskab.«2

Præsident Thomas S. Monson har påpeget: »Hvis man ønsker at give lys til andre, skal man selv stråle.«3 Hvordan kan vi få dette sandhedens lys til at blive ved med at stråle i os? Nogle gange føler jeg mig som en svag lyspære. Hvordan kan vi lyse kraftigere?

I skriften står der: »Det, der er af Gud, er lys; og den, der modtager lys og forbliver i Gud, modtager mere lys.«4 Vi må forblive i Gud, som skriften siger. Vi må ty til lysets kilde – til vor himmelske Fader og Jesus Kristus og skrifterne. Vi kan også tage til templet, eftersom vi ved, at alt inden for dets vægge peger hen mod Kristus og hans storslåede sonoffer.

Tænk på den virkning, templer har på deres omgivelser. De forskønner bykerner, de stråler fra iøjnefaldende bakker. Hvorfor forskønner og stråler de? Fordi, som der står i skriften, »sandhed skinner«,5 og i templer findes sandhed og et evigt formål, ligesom hos jer.

I 1877 sagde præsident George Q. Cannon: »Et tempel … vil mindske Satans magt på jorden.«6 Jeg tror, at hvor som helst et tempel opføres på jorden, fortrænger det mørket. Templets formål er at tjene menneskeheden og give alle vor himmelske Faders børn muligheden for at komme tilbage og bo hos ham. Er formålet med os ikke det samme som disse indviede bygninger, disse Herrens huse? At tjene andre og hjælpe dem til at fortrænge mørket og vende tilbage til vor himmelske Faders lys?

Hellig tempeltjeneste øger vores tro på Kristus, så vi bedre kan påvirke andres tro. Ved hjælp af templets nærende ånd kan vi lære virkeligheden af, kraften i og håbet ved Frelserens forsoning i vores eget liv.

For nogle år siden stod vores familie over for en stor udfordring. Jeg tog til templet, og der bad jeg inderligt om hjælp. Der fik jeg et øjebliks sandhed. Jeg fik et klart indtryk af mine svagheder, og jeg blev chokeret. I det åndeligt belærende øjeblik så jeg en stolt kvinde, der gjorde tingene på sin måde, ikke nødvendigvis på Herrens måde, og som selv tog æren for enhver såkaldt bedrift. Jeg vidste, at det var mig selv, jeg så. Jeg råbte i mit hjerte til min himmelske Fader og sagde: »Jeg vil ikke være som denne kvinde, men hvordan forandrer jeg mig?«

Ved åbenbarelsens rene ånd i templet blev jeg belært om mit absolutte behov for en Forløser. Jeg vendte mig i mine tanker straks mod min Frelser Jesus Kristus og mærkede min kval smelte væk og et stort håb spire frem i mit hjerte. Han var mit eneste håb, og jeg higede efter kun at holde fast ved ham. Det stod klart for mig, at en selvoptaget, naturlig kvinde »er en fjende af Gud«7 og af mennesker i hendes omgangskreds. Den dag i templet lærte jeg, at min stolte natur kun kunne forandres i kraft af Jesu Kristi forsoning, og at kun den kunne sætte mig i stand til at gøre godt. Jeg følte meget stærkt hans kærlighed, og jeg vidste, at han ville belære mig gennem Ånden og forandre mig, hvis jeg gav ham mit hjerte uden forbehold.

Jeg kæmper stadig med mine svagheder, men jeg stoler på forsoningens guddommelige hjælp. Denne rene belæring kom, fordi jeg gik ind i det hellige tempel for at søge hjælp og svar. Jeg gik tynget ind i templet, og jeg gik derfra med en viden om, at jeg har en almægtig Frelser. Jeg følte mig lettere og glad, fordi jeg havde modtaget af hans lys og havde accepteret hans plan for mig.

Templerne rundt om i verden har deres eget helt særlige udseende og ydre design, men inden i findes der i alle det samme evige lys, formål og sandhed. I 1 Korintherbrev 3:16 står der: »Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?« Vi er som Guds døtre også blevet placeret rundt om i verden ligesom templerne, og vi har hver især vores eget helt særlige udseende og ydre, ligesom templerne. Vi har også et åndeligt lys i os ligesom templerne. Dette åndelige lys er en afspejling af Frelserens lys. Andre bliver tiltrukket af dets klarhed.

Vi har vore roller på jorden – fra datter, mor, leder og lærer til søster, lønmodtager, hustru og meget mere. De er hver især indflydelsesrige. Hver rolle får moralsk kraft, når vi i vores livsførelse afspejler evangeliets sandheder og tempelpagterne.

Ældste D. Todd Christofferson har sagt: »I alle tilfælde kan en mor udøve en indflydelse, der er uden sidestykke sammenlignet med nogen anden person i noget andet forhold.«8

Da vore børn var små, følte jeg mig som en medkaptajn sammen med min mand David på et skib, og jeg forestillede mig vore 11 børn som en flotille af små både, der bevægede sig rundt omkring os i havnen, klar til at sætte ud på verdenshavet. David og jeg følte et behov for dagligt at konsultere Herrens kompas, så vi kunne sejle i den bedste retning med vores lille flåde.

Mine dage var fyldt med dagligdags gøremål som at lægge vasketøj sammen, læse børnebøger og lave aftensmad. Nogle gange kan vi i den havn, som vores hjem udgør, ikke se, at store ting bliver udrettet ved de enkle, konsekvente handlinger – herunder familiebøn, skriftstudium og familieaften. Men jeg vidner om, at lige netop disse handlinger har en evig betydning. Der opstår stor glæde, når disse små både – vore børn – udvikler sig til mægtige, søfarende fartøjer fyldt med evangeliets lys, rede til at indtræde »i Guds tjeneste«.9 Vore små handlinger i tro og tjeneste er den måde, hvorpå de fleste af os kan fortsætte i Gud og til sidst tilføre evigt lys og herlighed til vores familie, vore venner og vore kolleger. I påvirker virkelig folk omkring jer!

Tænk på den påvirkning, som troen hos en pige i primaryalderen kan have på hendes familie. Vores datters tro velsignede vores familie, da vores lille søn blev væk i en forlystelsespark. Familien styrtede rundt som afsindige og ledte efter ham. Til sidst rykkede vores 10-årige datter mig i armen og sagde: »Mor, skal vi ikke bede?« Hun havde ret! Familien samledes midt blandt mængden af tilskuere og bad om at måtte finde vores barn. Vi fandt ham. Til alle primarypiger siger jeg: »Bliv nu ved med at huske jeres forældre på at bede!«

I sommer havde jeg det privilegium at være på en lejr med 900 unge piger i Alaska. De påvirkede mig dybt. De kom åndeligt forberedte til lejren, havde læst Mormons Bog og lært »Den levende Kristus: Apostlenes vidnesbyrd« udenad. På lejrens tredje aften stod alle 900 unge piger og citerede sammen hele erklæringen ord for ord.

Ånden fyldte den enorme sal, og jeg længtes efter at kunne være med. Men det kunne jeg ikke. Jeg havde ikke betalt prisen for at lære den udenad.

Jeg er nu begyndt på at lære teksten i »Den levende Kristus«, ligesom disse søstre har gjort, og takket være deres indflydelse nyder jeg i større mål godt af nadverpagten om altid at erindre Frelseren, når jeg om og om igen gentager apostlenes vidnesbyrd om Kristus. Nadveren får en dybere betydning for mig.

Mit håb er i år at give Frelseren den julegave at kunne »Den levende Kristus« udenad og gemme den i hjertet til den 24. december. Jeg håber, jeg kan øve en god indflydelse – som søstrene i Alaska gjorde det på mig.

Kan I se jer selv i følgende ordlyd i denne erklæring, i »Den levende Kristus«? »Han opfordrede alle til at følge sit eksempel. Han vandrede ad Palæstinas veje, hvor han helbredte de syge, gjorde de blinde seende og opvakte de døde.«10

Vi søstre i Kirken går ikke på Palæstinas veje og helbreder de syge, men vi kan bede for og anvende forsoningens helende kærlighed på et slidt og anstrengt forhold.

Selv om vi ikke får de blinde til at se på Frelserens vis, kan vi vidne om frelsesplanen til de åndeligt blinde. Vi kan åbne deres øjne, så de forstår nødvendigheden af præstedømmets kraft i evige pagter.

Vi kan ikke oprejse de døde, som Frelseren gjorde, men vi kan velsigne de døde ved at finde deres navne til tempelordinancer. Så kan vi virkelig oprejse dem fra deres åndelige fængsel og tilbyde dem vejen til evigt liv.

Jeg vidner om, at vi har en levende Frelser, Jesus Kristus, og vi vil med hans kraft og lys blive i stand til at fortrænge verdens mørke, give udtryk for den sandhed, vi kender, og påvirke andre til at komme til ham. I Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. M. Russell Ballard, »Mænd og kvinder og præstedømmets kraft«, Liahona, sep. 2014, s. 36.

  2. Harriet R. Uchtdorf, The Light We Share, Deseret Book Company, 2014, s. 41; benyttet med tilladelse.

  3. Thomas S. Monson, »Jeg var blind, og nu kan jeg se«, Liahona, juli 1999, s. 69.

  4. L&P 50:24.

  5. L&P 88:7.

  6. George Q Cannon, i Forberedelse til at indtræde i det hellige tempel, hæfte, 2002, s. 36.

  7. Mosi 3:19.

  8. D. Todd Christofferson, »Kvinders moralske styrke«, Liahona, nov. 2013, s. 30.

  9. L&P 4:2.

  10. »Den levende Kristus: Apostlenes vidnesbyrd«, Liahona, apr. 2000, s. 2.