2017
Guds overbevisende vidne: Mormons Bog
November 2017


Guds overbevisende vidnesbyrd: Mormons Bog

Mormons Bog er Guds overbevisende vidnesbyrd om Jesu Kristi guddommelighed, Joseph Smiths profetiske kald og denne kirkes absolutte sandhed.

Mormons Bog er ikke blot vores religions slutsten, men den kan også blive vores vidnesbyrds slutsten, når prøvelser eller ubesvarede spørgsmål konfronterer os, kan den holde vores vidnesbyrd sikkert på plads. Bogen er det lod på sandhedsvægten, der overgår den samlede vægt af alle kritikernes argumenter. Hvorfor? For hvis den er sand, så var Joseph Smith en profet, og dette er den genoprettede Jesu Kristi Kirke på trods af alle historiske eller øvrige argumenter imod. Derfor er kritikere opsatte på at modbevise Mormons Bog, men de forhindringer, de står over for, er uoverkommelige, da bogen er sand.

For det første må kritikerne forklare, hvordan Joseph Smith, en 23-årig bondedreng med begrænset skolegang, skabte en bog med flere hundrede unikke navne og steder, såvel som detaljerede historier og begivenheder. Derfor foreslår mange kritikere, at han var et kreativt geni, der brugte adskillige bøger og andre lokale hjælpekilder til at skabe Mormons Bogs historiske indhold. Men i modsætning til deres påstand findes der ikke et eneste vidne, der påstår at have set Joseph med nogen af disse formodede hjælpekilder, inden oversættelsen begyndte.

Hvis deres argument var sandt, er det sørgeligt utilstrækkeligt til at forklare Mormons Bog eksistens. Man er også nødt til at besvare spørgsmålet: Hvordan læste Joseph alle disse formodede hjælpekilder, filtrerede det irrelevante fra, bevarede sammenhængen i detaljerne vedrørende, hvem der var hvor og hvornår, for derpå at diktere det perfekt ud fra hukommelsen? For da Joseph oversatte, havde han ingen former for noter. Faktisk husker Emma: »Han havde hverken et manuskript eller en bog at læse fra … Hvis han havde haft noget af den slags, ville han ikke kunne have skjult det fra mig.«1

Så hvordan udførte Joseph denne bemærkelsesværdige præstation med at diktere en bog på mere end 500 sider uden nogen noter? For at gøre dette måtte han ikke alene have været et kreativt geni, men også have haft en helt ekstraordinær fotografisk hukommelse. Men hvis det er sandt, hvorfor påpeger kritikerne så ikke dette bemærkelsesværdige talent?

Men der er mere. Disse argumenter går kun på det historiske indhold. De virkelige problemer er der stadig: Hvordan producerede Joseph en bog, hvorfra Ånden udstråler, og hvorfra fik han så dybsindig en lære, hvoraf meget præciserer eller modsiger de kristne overbevisninger på hans tid?

Der står for eksempel i Mormons Bog, i modsætning til de fleste kristne overbevisninger, at Adams fald var et positivt skridt fremad. Den åbenbarer de pagter, som indgås ved dåben, som ikke står i Bibelen.

Derudover kan man spørge: Hvorfra fik Joseph den særlige indsigt, at på grund af Kristi forsoning kan han ikke blot rense os, men også fuldkommengøre os? Hvorfra fik han den storslåede prædiken om tro i Alma 32? Eller kong Benjamins prædiken om Frelserens forsoning, der måske er en af de mest bemærkelsesværdige prædikener om dette emne i al hellig skrift? Eller lignelsen om oliventræet, med al dens kompleksitet og doktrinære rigdom? Når jeg læser denne lignelse, må jeg lave et diagram for at følge med i dens indviklede finesser. Skal vi nu tro, at Joseph Smith bare dikterede disse prædikener fra hukommelsen uden nogen noter?

I modsætning til sådan en konklusion er Guds fingeraftryk overalt i hele Mormons Bog, som et bevis på dens storslåede doktrinære sandheder, især dens mesterlige prædikener om Jesu Kristi forsoning.

Hvis Joseph ikke var en profet, så må kritikerne, for at tage højde for disse og mange andre bemærkelsesværdige doktrinære sandheder, argumentere for, at han også var et teologisk geni. Men hvis dette var tilfældet, ville man nok spørge: Hvorfor var Joseph den eneste, der i de 1.800 år efter Kristus producerede så stor en mangfoldighed af unik og præciserende lære? Fordi det var åbenbaring og ikke genialitet, der var kilden til denne bog.

Men selv hvis vi antager, at Joseph var et kreativt og teologisk geni med en fotografisk hukommelse – gør disse talenter alene ham ikke til en dygtig forfatter. For at forklare Mormons Bogs eksistens må kritikerne også påstå, at Joseph var et naturtalent som forfatter som 23-årig. Hvordan kunne han ellers flette adskillige navne, steder og begivenheder ind i en harmonisk helhed uden uoverensstemmelser? Hvordan skrev han detaljerede krigsstrategier, komponerede han kraftfulde prædikener eller skabte vendinger, der bliver markeret, lært udenad, citeret og placeret på køleskabslåger af millioner af mennesker, vendinger som: »Når I er i jeres medmenneskers tjeneste, er I blot i jeres Guds tjeneste« (Mosi 2:17) eller »Menneskene er til for at kunne nyde glæde« (2 Ne 2:25). Det er kraftfulde budskaber – budskaber, der lever, ånder og inspirerer. At foreslå, at Joseph Smith som 23-årig havde de nødvendige evner til at skrive dette store værk i et enkelt udkast på cirka 65 arbejdsdage, står ganske enkelt i kontrast til livets realiteter.

Præsident Russell M. Nelson, der er en erfaren og dygtig forfatter, fortalte, at han omskrev en nylig generalkonferencetale mere end 40 gange. Skal vi nu tro, at Joseph Smith selv dikterede hele Mormons Bog i et enkelt udkast, hovedsageligt med mindre grammatiske ændringer efterfølgende?

Josephs hustru Emma bekræftede umuligheden af et sådant foretagende, at Joseph »hverken kunne skrive eller diktere et sammenhængende og velformuleret brev, for slet ikke at tale om at diktere en bog som Mormons Bog.«2

Og til sidst, selv hvis man accepterer alle de nævnte argumenter, omend de er tvivlsomme, står kritikerne over for endnu en stor forhindring. Joseph påstod, at Mormons Bog blev skrevet på nogle gyldne plader. Denne påstand fik vedholdende kritik på hans tid – da »alle« vidste, at gamle historier blev skrevet på papyrus eller pergament indtil år senere, hvor der blev fundet metalplader med gamle skrivelser. Derudover påstod kritikerne, at brugen af cement, som er beskrevet i Mormons Bog, lå ud over disse tidlige amerikaneres tekniske viden – indtil der blev fundet cementstrukturer i det gamle Amerika. Hvordan redegør kritikerne for disse og lignende usandsynlige opdagelser? I ser, Joseph må have været meget, meget god til at gætte. På en eller anden måde, og med alle oddsene imod sig, og i modstrid med al eksisterende videnskabelig og akademisk viden, gættede han rigtigt, da alle andre tog fejl.

Når alt er sagt og gjort, kan man undre sig over, at nogen kan tro, at alle disse påståede faktorer og kræfter, som kritikerne foreslår, ved et tilfælde blev kombineret på en sådan måde, at det gjorde Joseph i stand til at skrive Mormons Bog og dermed skabe et svigagtigt værk. Men hvordan giver dette mening? I skarp kontrast til en sådan påstand har denne bog inspireret millioner til at afvise Satan og leve mere kristuslignende.

Mens der måske er nogen, der vælger at tro på kritikernes forklaringer, er det for mig en intellektuel og åndelig blindgyde. For at tro sådan ville jeg skulle acceptere den ene ubeviste påstand efter den anden. Derudover ville jeg skulle se bort fra hver eneste af de 11 vidners vidnesbyrd,3 selvom de alle forblev tro mod deres vidnesbyrd hele livet; jeg ville skulle afvise den guddommelige lære, der fylder side efter side i denne hellige bog med dens højere sandheder; jeg ville skulle ignorere det faktum, at skarer, heriblandt mig selv, er kommet Gud nærmere ved at læse denne bog end ved nogen anden bog og frem for alt ville jeg skulle fornægte Helligåndens bekræftende hvisken. Dette ville stride imod alt, jeg ved er sandt.

En af mine gode og intelligente venner forlod Kirken for en tid. Han skrev for nylig til mig angående sin tilbagevenden: »Til at starte med ønskede jeg, at Mormons Bog skulle bevises historisk, geografisk, lingvistisk og kulturelt for mig. Men da jeg begyndte at fokusere på det, som den lærer os om Jesu Kristi evangelium og hans frelsende mission, begyndte jeg at få et vidnesbyrd om dens sandfærdighed. En dag, mens jeg læste Mormons Bog på mit værelse, stoppede jeg op, knælede ned og opsendte en inderlig bøn og følte klart, at vor himmelske Fader hviskede til min ånd, at Kirken og Mormons Bog helt sikkert var sande. Min periode på tre et halvt år med at genundersøge Kirken førte mig tilbage helhjertet og overbevist om dens sandfærdighed.«

Hvis man tager sig tiden til ydmygt at læse og grunde over Mormons Bog, som min ven gjorde, og lægge øre til Åndens søde frugt, så vil man til sidst modtage det ønskede vidnesbyrd.

Mormons Bog er en af Guds største gaver til os. Den er både sværd og skjold – den sender Guds ord i kamp for de retfærdiges hjerte og den tjener som fremmeste forsvarer af sandhed. Som hellige har vi ikke kun det privilegium at forsvare Mormons Bog, men også muligheden for at bruge den aktivt – til at forkynde med kraft om dens guddommelige lære og bære vidnesbyrd om dens overordnede vidnesbyrd om Jesus Kristus.

Jeg bærer mit højtidelige vidnesbyrd om, at Mormons Bog blev oversat ved Guds gave og kraft. Det er Guds overbevisende vidnesbyrd om Jesu Kristi guddommelighed, Joseph Smiths profetiske kald og denne kirkes absolutte sandhed. Må den blive vores vidnesbyrds slutsten, så det kan siges om os, som det blev sagt om de omvendte lamanitter – de »faldt aldrig fra« (Alma 23:6). I Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. Emma Smith, i »Last Testimony of Sister Emma«, Saints’ Herald, 1. oktober 1879, s. 289, 290.

  2. Emma Smith, i »Last Testimony of Sister Emma«, s. 290.

  3. Se »De tre vidners vidnesbyrd« og »De otte vidners vidnesbyrd«, Mormons Bog.