2018
Jeg overlod mine bekymringer til Gud
February 2018


Jeg overlod mine bekymringer til Gud

Forfatteren bor i Maule i Chile.

Da jeg fandt ud at, at min ven havde alvorlige udfordringer, kæmpede jeg med at finde fred.

Billede
young woman

Modelfoto

Da min ven Fernanda (det er ikke hendes rigtige navn) ikke kom i skole en fredag, spekulerede jeg på, hvad der var galt. »Er Fer syg? Er hun okay?« spurgte jeg om, da jeg løb over til nogle venner senere på dagen. »Hun er ikke syg,« sagde en anden ven, »hun skulle bare til psykolog.« Da jeg spurgte hvorfor, fortalte hun mig, at Fernanda led af depression og havde gjort skade på sig selv. Kort tid efter fandt jeg ud af, at Fernanda var blevet indlagt på hospitalet, og vi så hende ikke i nogle uger.

Selvom vi var venner, involverede hun os ikke i den del af sit liv. Hun havde skjult det for alle, fordi hun skammede sig. Senere fortalte hun mig, at hun ikke ønskede, at andre fik ondt af hende. Men jeg tænkte ikke dårligere om hende – jeg følte omsorg.

Den første dag smed jeg mig på min seng efter skole og begravede mit ansigt i puden. Jeg var følelsesmæssigt udmattet, men alt for urolig til at sove. Min verden var i oprør. Jeg havde det som, om jeg stod midt i et uvejr, og tanker og følelser hvirvlede igennem mig. Jeg følte mig forvirret, ensom og mest af alt hjælpeløs.

Hvordan kunne jeg hjælpe?

Hvad kunne jeg gøre eller sige for at hjælpe hende? Hvordan kunne vi stå sammen som venner og støtte hende? Jeg kunne ikke komme i tanke om nogen løsning, der kunne trøste mine venner eller mig selv. Jeg bad om inspiration, men det føltes ikke som, om mine bønner blev besvaret.

Men den næste uge fik jeg en åbenbaring. Jeg sad til tidlig morgen-seminar, da min lærer mindede os om det første syn, og hvordan Joseph Smith bad vor himmelske Fader direkte om hjælp med sine overvejelser og uro. Så sagde min lærer: »Hvis vi går til vor himmelske Fader og spørger ham, vil han svare os. Vi vil aldrig stå helt alene.«

Jeg indså, at jeg i min tristhed havde lukket mit hjerte for min himmelske Fader. Selvom jeg prøvede at bede ofte, var det ikke nok – jeg var stadig for bange til at finde fred. Jeg vidste, at Herren forstod præcis, hvordan jeg havde det, og hvordan han kunne hjælpe mig. Men jeg havde brug for at åbne mig for ham og virkelig sætte min lid til, at han kunne gøre det – jeg var nødt til at udøve tro.

Det gjorde jeg så. Med tiden, som jeg fortsatte med at bede og læse mine skrifter og stræbte efter at lade Frelseren tage mine byrder, forstod jeg, at min vens depression ville gå over med tiden. Til trods for, at der stadig var kaos omkring mig, følte jeg en ro og en afklarethed. Min mor blev ved med at opfordre mig til at finde fred og sagde: »Din ven får det godt igen, og det gør du også. Vær stærk i evangeliet, så vil det hele ordne sig.«

Støttede min ven

Da Fernanda endelig kom i skole igen, var jeg i stand til at være en stærk støtte for hende, men kun fordi jeg selv havde søgt og fundet fred gennem Jesus Kristus. Jeg gjorde mit bedste for at lytte, være positiv og fortælle om evangeliet. Jeg havde selvtillid, når jeg fortalte om den store plan for lykke, og da jeg fortalte hende, at vor himmelske Fader ønsker, at vi finder glæde trods vores udfordringer. Det kan tage tid, men det er muligt for hvert eneste af hans børn.

Der har været mange situationer i mit liv, hvor jeg har været ængstelig og ked af det, men på grund af evangeliet har jeg altid husket, hvor jeg kommer fra. Jeg ved, at jeg er Guds datter, og at Gud har en plan for mig – og for Fernanda. Vi må alle gå vejen selv, men det er til vores bedste, for han elsker os. Hver vej og hver prøvelse har et formål. Og vi kan finde fred i de prøvelser, og vi kan dele den fred med andre.