Liahona
Dating med en plan og et formål
April 2024


Kun digitalt: Unge Voksne

Dating med en plan og et formål

Nogle få ting, jeg har lært, der kan gøre jeres dating-oplevelse enklere og mindre stressende.

Billede
et ungt par krammer og ser på hinanden

Dating. Blot at sige ordet kan fremkalde forskellige reaktioner: et smil, panderynken, himmelvendte øjne, sommerfugle i maven og tilmed svimmelhed. Dating er tydeligvis ikke den samme oplevelse for alle. Jeg har hørt unge voksne omtale dating som en glæde, en smerte, en rejse, en skæbne, en tragedie og en triumf. Jeg talte for nylig med en ung kvinde, der med et tørt smil omtalte sit dating-liv som »ikke-eksisterende.«

Efter mere end 12 år med undervisning af unge voksne i dating og forberedelse til ægteskab har jeg fundet to ord, der opsummerer oplevelsen for mange: Kompliceret og kompleks.

På den anden side har jeg set, at et par velkendte principper kan gøre dating-oplevelsen mere enkel og langt mindre stressende. Det hele begynder med en solid forståelse af Guds formål med ægteskabet og den rolle, dating kan spille for at lægge grundvolden til et vellykket ægteskab.

Guds formål med ægteskab

Det kan være akavet at sige højt, men det generelle formål med at date som ung voksen er, at det fører til ægteskab – eller det håber vi i det mindste, at det gør. Ægteskab mellem mand og kvinde fører til gengæld til, at vi kan blive mere som vores himmelske forældre – at vi selv har en familie.

Jeg har hørt mange unge voksne sige, at tanken om at blive gift er skræmmende, fordi de kender så mange mennesker, hvis ægteskab ikke fungerer. Jeg ved, at det er en sørgelig realitet. Men det at forblive gift kan i mindre grad være et sats på det, vi håber, og mere være en plan, som vi implementerer. Og jo bedre vi forstår frelsesplanen, jo mere vil vi forstå ægteskabets rolle i den plan.

Som ældste Gary E. Stevenson fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:

»Satan forstår, at familien er af afgørende betydning i Herrens plan for lykke … Han stræber efter at så frygtens mørke frø i jeres hjerte, alt for at afholde jer fra at opleve den mest herlige og berigende del af jordelivet: Den strålende hellighed og lykke, der kommer af at finde en evig partner og bringe vor himmelske Faders børn ind i denne verden.

Når I står over for beslutningen om at stifte jeres egen evige familie, så vent ikke, fordi I er bange. Husk skriftstedet: ›Frygt ikke, tro kun!‹ (Mark 5:36). Mit ægteskab og min familie er … en bogstavelig personlig tilkendegivelse af den store plan for lykke for mig. Jeg lover jer, at det samme kan være sandt for jer. At fokusere på familielivets glædelige lys, vil fordrive frygt.«1

For at være motiverede datere må vi se ægteskabet som mere end en befaling; vi er nødt til at antage den sandhed, at ægteskabet kan være og er en vidunderlig, glædelig del af vor himmelske Faders plan for sine børn. Når I har en partner, I elsker, og en familie, I værdsætter, fører det til jordelivets og evighedens største glæder. Hvis det ikke gjorde det, ville vor himmelske Fader ikke lede os ned ad den sti. Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Familieproklamationen hjælper os til at indse, at celestialt ægteskab medfører større mulighed for lykke end noget andet forhold.«2

Date rigtigt for at gifte jer rigtigt

Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) sagde engang, at for at blive gift rigtigt må vi date rigtigt.3 Det kan være lettere sagt end gjort. Præsident Thomas S. Monson (1927-2018) gav kirkens unge voksne mænd afgørende vejledning om emnet: »Find en, som passer til jer.«4

Kort og enkelt, men så dybsindigt.

Men hvordan finder vi nogen? Eller hvordan ved vi, om vi passer sammen?

For næsten alle kræver det at finde nogen, at man dater. Den dating bør både være fuld af formål og mening. Ideelt set er det den slags dating, der hjælper os til at afprøve foreneligheden. Dating giver os også mulighed for at lære de færdigheder – ja, færdigheder – til at skabe et meningsfuldt forhold.

Først den største udfordring—at få dates. Man kunne bruge en hel artikel på dette emne, men jeg vil bare foreslå otte enkle ord: »Kom mere ud ved at gå mere ud.« Til alle, der ønsker at date mere og lære flere mennesker at kende, anbefaler jeg, at man bliver involveret og kommer ud. Det kan kræve en indsats at finde steder med de mennesker, I foretrækker, men det vil være investeringen værd.

En af de største indikatorer på, at man passer sammen som ægteskabspartnere er fælles interesser. Når I går til aktiviteter og steder, der interesserer jer, vil I finde andre, der deler jeres interesser. Det er altid nyttigt at huske, at for at møde nogen kræves det, at man møder nogen.

Kompatibilitet: En totrinsproces

Tænk på det at bruge dating til at se, om man passer sammen, som en totrinsproces. Når I begynder at date, så prøv for det første at date flere forskellige mennesker. At lære forskellige personligheder at kende vil hjælpe jer til at finde ud af, hvilken slags person I passer godt med, og hvad I bør se efter hos en partner. Det er en af årsagerne til, at profeter har rådet teenagere til at udskyde forpligtede forhold, indtil de er ældre, og i stedet »opbygge gode venskaber med mange mennesker.«5.

Det kan være en udfordring at date en række personer. Ikke alle har mulighed for at gå på mange afslappede dates. Og der er også fare for at blive for opslugt af at finde det svært opnåelige perfekte match.

Heldigvis behøver I ikke nødvendigvis at date en masse rent »formelt« for at lære en masse at kende. De fleste af os har mulighed for at omgås forskellige mænd og kvinder hver dag. Hvis vi er kloge, kan vi bruge disse forhold til at finde de egenskaber, vi ønsker hos en ægtefælle.

For det andet, når I begynder at date nogen mere alvorligt, så tag på flere forskellige dates. Alt for ofte ser jeg par, der bruger alle deres stævnemøder på at sidde i en sofa og se deres yndlings-tv-udsendelser, for senere at beklage sig over, at deres ægtefælle ikke er den, de troede, de var.

For at undervise om værdien i dating på mange forskellige måder har jeg vist min institutklasse et billede, der virker til at være et halvt samlet puslespil af min hustrus ansigt. Når jeg spørger, hvordan det relaterer til dating, er svaret ofte: »Du sammensætter din hustru.« Men hvis man ser godt efter, vil man se, at jeg fjerner puslespilsbrikker for at afdække hele billedet nedenunder. Hver brik repræsenterer en interaktion (eller date), der afdækker noget om min hustrus personlighed.

Forskellige former for interaktion vil afsløre forskellige egenskaber om hende. Hvis jeg ønsker at lære om hendes åndelighed, bør vi gøre noget sammen, der er åndeligt baseret. Hvis jeg på samme måde ønsker at vide, hvordan hun relaterer til børn, kan vi være sammen med børn.

Hav mere tillid og stress mindre

Selvom man også dater for at se, om man passer sammen, bør det at date i sig selv være sjovt og fornøjeligt. Dating er en mulighed for at møde nye mennesker, skabe venskaber og komme ud og gøre noget! Den første date behøver ikke at være en generalprøve, der fastsætter skæbnen for alle fremtidige møder. Selvom I ikke finder jeres ægtefælle, har I i det mindste fundet en ny ven.

Vi bør alle arbejde hen imod evigt ægteskab, men at stresse alt for meget over dating og ægteskab, og måle eget værd efter sine datingssucceser, vil helt sikkert gøre jer miserable. At finde en ægtefælle, der passer til jer, og at få jeres ægteskab til at fungere, kan være en vidunderlig, trosfyldt rejse.

Der ligger stor fred i at vide, at vi vil blive velsignet med alt, hvad vi behøver for lykke og udvikling, når vi fokuserer på vores pagter og vor kærlige himmelske Faders formål og løfter.