Seminar
Enosh: Tro på Jesus Kristus kan give tilgivelse for synder


»Enosh: Tro på Jesus Kristus kan give tilgivelse for synder«, Mormons Bog – Elevens hæfte, 2024

»Enosh«, Mormons Bog – Elevens hæfte

Enoshs Bog

Tro på Jesus Kristus kan give tilgivelse for synder

Billede
Enosh beder

Har I nogensinde tænkt over, hvordan I kan få tilgivelse for jeres synder? Enosh, Jakobs søn og Lehis barnebarn, bad til Gud om tilgivelse for sine synder »i indtrængende bøn« (En 1:4). Hensigten med denne lektion er at hjælpe jer med at udøve tro på Jesus Kristus og omvende jer fra jeres synder.

Tænk over, hvad tilgivelse betyder for dig

Forestil jer, at I har en ven, der spørger jer om omvendelse og tilgivelse. Overvej, hvordan I ville besvare følgende spørgsmål:

  • Hvordan kan man vide, om man har brug for at blive tilgivet for noget?

  • Hvordan kan man få tilgivelse for synder?

  • Hvordan kan man vide, om man er blevet tilgivet, efter man har prøvet at omvende sig?

Tænk over, hvad I kunne sige til jeres ven. Tænk over, hvad I ved og har oplevet at søge tilgivelse for, såvel som hvad I måske gerne vil kende bedre til.

Når I studerer beretningen om Enosh i denne lektion, så se efter, hvad han gjorde for at få tilgivelse for sine synder, og hvordan det kunne anvendes i jeres liv.

Tilgivelse begynder med dyb kommunikation mellem jer og Gud

Enosh, Jakobs søn og Lehis barnebarn, bad til Gud om tilgivelse for sine synder »i indtrængende bøn«.

Læs Enosh 1:1-8, og markér ord og udtryk, der hjælper jer til bedre at forstå, hvordan I søger og opnår tilgivelse.

Det kan være en nyttig skriftstudiemetode at tage sig tid til at tænke over betydningsfulde udtryk. Den gør det muligt for Helligånden at inspirere jer med større forståelse. Det kan hjælpe jeres tanker at tænke over betydningen af et udtryk, og slå de ord op, som I gerne vil forstå bedre, i Guide til skrifterne. I kan tænke over, hvorfor Enosh brugte et bestemt udtryk, og om I nogensinde har oplevet noget lignende.

Vælg nogle enkelte af følgende udtryk ud eller andre, I har fundet, og brug noget tid på at tænke over, hvad I kan lære af dem.

  • »Den kamp, som jeg havde foran Gud« (v. 2)

  • »Sank dybt i mit hjerte« (v. 3)

  • »Min sjæl hungrede« (v. 4)

  • »Indtrængende bøn og påkaldelse« (v. 4)

  • »Dine synder er dig tilgivet« (v. 5)

  • »Min skyld [blev] fejet bort« (v. 6)

  • »Herre, hvordan er det sket?« (v. 7)

  • »På grund af din tro på Kristus« (v. 8)

  1. Besvar følgende spørgsmål:

    • Hvilke ord og udtryk lagde I særligt mærke til? Hvorfor?

    • Hvad lærte I, da I tænkte over disse udtryk?

    • Hvad føler I, at Gud lærer jer med Enoshs oplevelse?

Vi lærer i Enosh det vigtige princip, at når vi omvender os og udøver tro på Jesus Kristus, kan vi blive tilgivet for vores synder, og vi kan blive gjort rene. Det kan være en god idé at notere det princip i jeres studiebog.

Læs følgende udtalelser fra ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum.

Når vi oprigtigt har omvendt os, vil Kristus fjerne tyngden af vores skyld over vores synder. Vi kan vide med os selv, at vi er blevet tilgivet og gjort rene. Helligånden vil bekræfte det for os; han helliggør os. Intet andet vidnesbyrd om tilgivelse kan være større. (Dieter F. Uchtdorf, »Det sikre vendepunkt«, Liahona, maj 2007, s. 101)

  • Hvad tror I, der ville ske, hvis nogen forsøgte at søge tilgivelse uden at omvende sig og udøve tro på Jesus Kristus? Hvorfor?

  • Hvordan forsøgte Enosh at omvende sig og udøve tro på Jesus Kristus?

  • Hvad tror I, det betyder at blive gjort ren?

Det kan være en hjælp at se, hvilke spørgsmål fra situationen i begyndelsen af lektionen I kan besvare ved at bruge Enoshs beretning.

Vi kan også få oplevelser som Enosh i dag

De fleste mennesker modtager ikke tilgivelse på en ligeså umiddelbar eller dramatisk måde, som Enosh gjorde. Men når vi forsøger at udøve tro på Jesus Kristus og omvende os, som Enosh gjorde, kan vi også modtage tilgivelse og blive gjort rene.

Tænk over jeres bestræbelser på at udøve tro på Jesus Kristus og omvende jer. Overvej følgende, mens I gør det:

  • Tænk over, hvad I ved om Jesus Kristus og hans ønske om at tilgive og hjælpe jer. Hvad føler I, at han ønsker, I gør for at udøve tro på ham og omvende jer?

  • Tænk på sidste gang, I følte, at I udøvede tro på Jesus Kristus og omvendte jer. Er det for nyligt? Hvorfor eller hvorfor ikke?

  • Overvej at planlægge et tidspunkt til at bede med større tro på Jesus Kristus. Hvordan kan I få en anderledes tilgang til jeres bøn, end I normalt har? Hvordan kan I vise, at I ønsker Herrens tilgivelse på samme måde som Enosh?