De tre vidner

Efter Oliver var blevet gendøbt i Kirken og kort før hans død, talte han med en missionær ældste Jacob Gates, der rejste gennem Richmond i Missouri på vej til at tjene en mission i England. Ældste Gates spurgte Oliver om hans vidnesbyrd om Mormons Bog. Ældste Gates’ søn fortalte om Olivers reaktion:

»At få stillet dette spørgsmål syntes at røre Oliver meget dybt. Han sagde ikke et ord, men rejste sig fra sin lænestol, gik hen til bogreolen, tog en førsteudgave af Mormons Bog, slog op på de tre vidners vidnesbyrd og læste meget højtideligt ordene, som han havde sat sit navn under næsten tyve år tidligere. Vendt mod min far sagde han: ›Jacob, jeg vil gerne have, at du husker, hvad jeg siger til dig. Jeg er en døende mand, og hvad vil det gavne mig at fortælle dig en løgn? Jeg ved,‹ sagde han, ›at Mormons Bog blev oversat ved Guds gave og kraft. Mine øjne så, mine ører hørte og min forstand blev rørt, og jeg ved, at det, jeg bærer vidnesbyrd om, er sandt. Det var ikke en drøm, ingen nyttesløs forestilling i mit sind – det var virkeligt.‹«³

I David Whitmers sidste leveår blev han opmærksom på rygter om, at han havde fornægtet sit vidnesbyrd om Mormons Bog. Som svar på disse beskyldninger bekræftede David atter sit vidnesbyrd i et brev, der blev udgivet i den lokale avis Richmond Conservator:

»Så verden kan vide sandheden, ønsker jeg nu i mit livs efterår og med frygt for Gud en gang for alle at komme med denne offentlige udtalelse:

Jeg har aldrig på noget tidspunkt som et af de tre vidner fornægtet det vidnesbyrd eller dele deraf, som for så længe siden er blevet offentliggjort med den bog. De, der kender mig bedst, ved, at jeg altid har holdt fast ved det vidnesbyrd. Og for at intet menneske må blive vildledt eller tvivle på min nuværende holdning til det, så bekræfter jeg igen sandheden af alle de udtalelser, som jeg dengang kom med, og som er blevet udgivet.

›Den, der har ører at høre med, skal høre‹, det var ikke indbildning! Hvad der er skrevet er skrevet – og ham der har læst det, lad ham forstå.«⁴

Ligesom Oliver Cowdery forlod Martin Harris Kirken en tid, men blev i sidste ende døbt igen. I sine sidste år var han kendt for at have en Mormons Bog under sin arm og bære vidnesbyrd om dens sandhed til alle, der ville lytte: »Jeg ved, at Mormons Bog er fuldstændig sand. Og selvom alle mennesker benægter sandheden af denne bog, så vover jeg det ikke. Mit hjerte er trygt. Gud, mit hjerte er trygt! Jeg kan ikke vide det mere sikkert eller bestemt end jeg gør.«⁵

George Godfrey, en af Martins bekendte, skrev: »Nogle få timer før hans død … spurgte jeg [Martin], om han ikke følte, at der i det mindste var et element af falskhed eller bedrag i de ting, der var skrevet og fortalt om fremkomsten af Mormons Bog, og han svarede, som han altid havde gjort … og sagde: ›Mormons Bog er ikke falsk. Jeg ved, hvad jeg ved. Jeg har set, hvad jeg har set, og jeg har hørt, hvad jeg har hørt. Jeg har set de gyldne plader, som Mormons Bog er skrevet ud fra. En engel viste sig for mig og andre og bar vidnesbyrd om sandheden af optegnelsen, og havde jeg været villig til at afgive falsk forklaring og sværge usandt om det vidnesbyrd, jeg nu bærer, kunne jeg have været en rig mand, men jeg kunne ikke bære vidnesbyrd på anden måde, end jeg har gjort og nu gør, for disse ting er sande.‹«⁶

De tre vidners vidnesbyrd er især imponerende i betragtning af deres oplevelser både i og uden for Kirken.⁷ Gennem alt, der skete, stoppede, Oliver, David og Martin aldrig med at bære vidnesbyrd om det, de havde oplevet, og bære vidnesbyrd om, at Mormons Bog var oversat ved Guds gave og kraft. Og de var ikke de eneste.

I fordums tid erklærede Nefi: »Gud Herren [vil] skride til at bringe bogens ord frem; og ved så mange vidners mund, som han finder for godt, vil han stadfæste sit ord« (2 Ne 27:14). Udover profeten Joseph Smith og de tre vidner, valgte Herren også otte andre vidner til at se pladerne. Deres vidnesbyrd er også med i hvert eksemplar af Mormons Bog. Ligesom Oliver, David og Martin, forblev de otte vidner tro mod deres vidnesbyrd om Mormons Bog og deres vidnesbyrd om de gyldne plader.

William E. McLellin var en omvendt til Kirken i den første tid, der kendte mange af vidnerne til Mormons Bog personligt. William forlod til sidst Kirken, men han fortsatte med at være dybt påvirket af de overbevisende vidnesbyrd, han havde hørt fra disse vidner.

»Nu vil jeg spørge,« skrev McLellin henimod slutningen af sit liv, »hvad kan jeg gøre med en sådan gruppe af trofaste vidner, der bærer et så rationelt og alligevel højtideligt vidnesbyrd? Disse mænd, da de var i deres bedste alder, så et syn med en engel og bar vidnesbyrd til alle folk. Og otte mænd så pladerne og rørte dem. Alle disse mænd vidste således det, de erklærede var fuldstændigt sandt. Og det mens de var unge, og nu, hvor de er gamle, erklærer de de samme ting.«⁸

Selvom vi ikke har set de gyldne plader, ligesom de tre vidner har, kan vi modtage styrke fra deres vidnesbyrd. Selv da deres omdømme blev anfægtet og deres sikkerhed og liv blev truet på grund af deres vidnesbyrd, forblev disse retskafne mænd modigt tro mod deres vidnesbyrd helt til enden.