Kom og følg mig
25. februar-3. marts. Matthæus 6-7: ›Han underviste dem som en, der har myndighed‹


»25. februar-3. marts. Matthæus 6-7: Han underviste dem som en, der har myndighed‹«, Kom og følg mig – Søndagsskolen: Det Nye Testamente, 2019, 2019

»25. februar-3. marts. Matthæus 6-7«, Kom og følg mig – Søndagsskolen: 2019

Billede
Jesus underviser ved bredden af søen

Jesus underviser folket ved bredden af søen, af James Tissot

25. februar-3. marts

Matthæus 6-7

»Han underviste dem som en, der har myndighed«

Når du forbereder dig på at undervise, så begynd ved at forberede dig. Studér Matthæus 6-7 og nedskriv dine åndelige indtryk. Dette vil hjælpe dig til at modtage åbenbaring om, hvordan du bedst imødekommer din klasses behov. Søg derpå i dette oplæg for undervisningsforslag.

Nedskriv dine indtryk

Billede
Deleikon

Del med hinanden

Bed klassemedlemmerne om at fortælle, hvilke skriftsteder i bjergprædikenen, de føler, der er mest brug for i dag. Tilskynd dem til at tilføje til hinandens indsigt.

Billede
Undervisningsikon

Undervis i læren

Matthæus 6-7

Hvis vi hører og handler på Herrens lære, vil vores liv være bygget på et fast fundament.

  • Hvilke specifikke lærdomme fra Matthæus 6-7 vil være til mest gavn for dem, du underviser? Overvej at skrive adskillige henvisninger fra Matthæus 6-7 på tavlen, der indeholder disse lærdomme. Deltagerne kan vælge en af henvisningerne til at studere for sig selv og derpå skrive de åndelige sandheder, de har lært på tavlen. Hvordan har disse lærdomme påvirket vores liv?

  • Frelseren afsluttede sin prædiken med en lignelse, der kan hjælpe din klasse til bedre at forstå vigtigheden af at efterleve Frelserens lære (se Matt 7:24-27; se også Hel 5:12). For at de kan forestille sig denne lignelse, kan de samarbejde om at bygge et fast fundament ved at bruge klodser, krus eller andre materialer og så teste styrken af deres fundament. De kunne måske også sætte ord på deres materialer med ting, de kan gøre for at anvende Frelserens lære. Hvordan kan det hjælpe os til at modstå livets storme?

Matthæus 6:5-13

Frelseren lærte os at bede.

  • Det at studere Fadervor kan hjælpe dem til at se, hvordan de kan forbedre deres egne bønner ved at følge Herrens eksempel. Du kan bede dem om at skrive sætninger fra Matthæus 6:9-13 (eller Luk 11:1-4), de har lagt mærke til, på tavlen. Når vi grunder over Frelserens ord, hvad lærer vi så om den holdning, vi bør have, når vi beder? Hvad lærer vi om, hvad vi skal bede for og om? Det kan være lærerigt for dem at omskrive nogle af Frelserens sætninger til noget, de selv ville sige i deres bønner. »Giv os i dag vort daglige brød« kan fx omskrives til »Hjælp mig i min indsats for at forsørge min familie«.

  • De, du underviser, kan få gavn af at studere andre eksempler på, at Frelseren beder til sin Fader, såsom Matthæus 26:36-42 og Johannes 17. Du kan bede dem om at studere nogle af disse skriftsteder, mens de søger efter svar på spørgsmål som »Hvad lærer vi om bøn af den måde, Frelseren bad på?« og »Hvordan kan vi bede mere som Frelseren?« For andre eksempler på bøn, se Enosh 1:3-17; Alma 31:26-35; 33:3-11.

  • Har du haft nogle oplevelser, som du kan fortælle om, der omhandler bøn? At dele dine oplevelser kan inspirere klassens medlemmer til at gøre det samme. Præsident Thomas S. Monson har delt adskillige personlige oplevelser relateret til bøn i sit budskab »Tænk over velsignelserne« (Liahona, nov. 2012, s. 86-89). Du kan drøfte principper fra dette budskab og fra citaterne i »Yderligere ressourcer«. Afsnittet »Bøn« i Guide til skrifterne kan også være nyttigt.

Matthæus 7:7-11

Vor himmelske Fader besvarer bønner.

  • For at hjælpe dem til at styrke deres tro på, at Gud vil høre deres bønner, kan du skrive bed, søg og bank på på tavlen. Bed så dem så om at søge i deres skrifter efter eksempler på personer, der »bad«, »søgte« og »bankede på« (for eksempler se 1 Ne 11:1; Eter 2:18-3:6; JS-H 1:11-17). Hvad kan vi lære af disse eksempler om at få svar på vores bønner?

  • Du kan bede dem om at forestille sig, at de har en ven, som er tilbageholdende med at søge vejledning eller velsignelser fra Herren. Hvad ville de sige for at opmuntre denne ven? Hvordan kan de bruge Frelserens ord i Matthæus 7:7-11?

Matthæus 7:15-20

Vi kan kende sande og falske profeter ved deres frugter.

  • Medlemmerne i din klasse har sikkert været udsat for modstanderens falske filosofier og andre bedrag, om det er på internettet eller fra andre kilder. De har måske også hørt andre kritisere Herrens tjenere. Hvordan kan du hjælpe dem til at forstå, hvordan man skelner falske profeter og lærdomme fra de sande? Du kan vise adskillige stykker frugt og spørge, hvad vi kan gå ud fra om de træer, de kommer fra. Hvordan hjælper denne øvelse os med at forstå Matthæus 7:15-20? I kan også sammen læse nogle nylige budskaber fra de levende profeter. Hvilke »frugter« eller resultater kommer der af at følge deres råd?

    Billede
    Frugt

    Vi kan kende sande profeter ved deres frugter.

  • Matthæus 7:15-20 kan hjælpe til at opbygge klassemedlemmernes tro på profeten Joseph Smiths guddommelige mission. Hvad er frugterne af det arbejde, Joseph Smith har udført? For ideer se Neil L. Andersens budskab »Joseph Smith«, (Liahona, nov. 2014, s. 28-31). Hvordan kan vi bruge Frelserens analogi i Matthæus 7:15-20 til at bære vidnesbyrd for vores venner og familie om profeten Joseph?

Billede
Læreikon

Tilskynd til at lære derhjemme

Bed klassemedlemmerne, mens de i denne uge studerer mange af de mirakler, som Frelseren udførte, om at tænke over nutidige mirakler, både store og små, som de har oplevet eller hørt om.

Billede
ressourceikon

Yderligere ressourcer

Matthæus 6-7

Sange til brug i klasseværelset.

  • Hvilke principper om bøn lærer de af teksten til »Bøn er et hjertes indre sang«? (Salmer og sange nr. 75).

  • At læse, synge eller lytte til »Priser profeten«, Salmer og sange, nr. 17, kan få dem til at tænke på nogle af de frugter, hvorved vi kan vide, at Joseph Smith var en Guds profet (se også L&P 135:3).

Historier om bøn.

Præsident Boyd K. Packer fortalte om en familiebøn, hans familie havde, inden han rejste til Californien. En dyrlæge havde fortalt dem, at deres ko ikke ville overleve den dag. »Vores lille dreng bad bønnen. Da han havde bedt vor himmelske Fader om at ›velsigne far på hans rejse og velsigne os alle,‹ begyndte han oprigtigt at trygle. Han sagde: ›Himmelske Fader, vær sød at velsigne Bossy, så hun bliver helt frisk igen.‹

I Californien fortalte jeg om hændelsen og sagde: ›Han må lære, at vi ikke får alt, hvad vi beder om, så let.‹

Der var en lektie, der skulle læres, men det var mig, der fik den og ikke min søn. Da jeg kom hjem søndag aften, var Bossy ›helt frisk igen‹« (»Bøn og tilskyndelser« Liahona, nov. 2009, s. 45).

Bror Mangal Dan Dipty, et medlem af Kirken fra Indien, har sagt: »Som barn kom jeg regelmæssigt i den tysk-lutherske kirke. Vi tog ofte op i bjergene for at bede sammen. En regnvejrsdag, hvor alle i bønnekredsen var gennemblødte, bad en af prædikanterne en inderlig bøn og tryglede Herren om at stoppe regnen. Til vores forbløffelse holdt det op med at regne. Det blev begyndelsen på min tro på Gud og bøn« (»Min rejse som pioner fra Indien«, Liahona, juli 2016,  s. 21).

Se afsnittet Sidste dages hellige røster i Liahona for andre historier om bøn.

Gør undervisningen bedre

Vær ikke bange for tavshed. »Gode spørgsmål tager tid at besvare. De kræver overvejelse, søgning og inspiration. Den tid, I bruger på at vente på svar på et spørgsmål, kan være en hellig tid til overvejelse. Undgå fristelsen til at afslutte denne tid for hurtigt ved at besvare dit eget spørgsmål eller ved at gå videre til noget andet« (Undervisning på Frelserens måde, s. 31).