Seminar
Vurder din læring 6


Vurder din læring 6

Matthæus 26-28; Markus 14-16; Lukas 22-24; Johannes 13-21

Billede
Unge mænd og unge kvinder deltager i en morgenseminarklasse i Argentina.

Denne lektion vil hjælpe dig med at evaluere de mål, du har sat, og den personlige udvikling, du har oplevet under dit studium af Det Nye Testamente i år.

Elsk Gud af hele dit hjerte

Tegn et omrids af et hjerte i din studiebog. Skriv ting ned i eller omkring hjertet, som du har lært eller følt i forhold til Frelseren, og som har øget din kærlighed til ham. Spørg om muligt en ven eller et familiemedlem, hvad de elsker ved Frelseren, og føj det til din liste. Besvar følgende spørgsmål under tegningen af hjertet.

  • Hvordan har det motiveret dig til at prøve at elske vor himmelske Fader og Jesus Kristus mere, efter du har lært om deres kærlighed til dig?

  • Hvordan har din forståelse af deres kærlighed til dig været med til at øge din kærlighed til andre mennesker?

Husk, at Frelseren sagde, at vi viser ham kærlighed ved at holde buddene (se Joh 14:15). Jesus Kristus var det fuldkomne eksempel på at vise vor himmelske Fader kærlighed ved at adlyde alle buddene (se Joh 14:31).

Mens du studerede Johannes 14:15, skrev du måske i dine noter om dine ønsker om at holde buddene og dine motiver eller dine grunde til at gøre det. Hvis det er tilfældet, så gennemgå det, du skrev.

1. Besvar følgende spørgsmål i din studiebog:

  • Hvad synes du om dine nuværende ønsker og motiver for at holde buddene for at vise vor himmelske Fader og Jesus Kristus din kærlighed? Sammenlign dine ønsker og motiver i dag med, hvordan du havde det tidligere på året.

  • Hvilke ændringer har du bemærket i din kærlighed til vor himmelske Fader og Jesus Kristus, mens du har studeret Det Nye Testamente? Hvis du har bemærket nogle ændringer, hvad tror du så, der har ført til disse ændringer?

  • Er der andre ændringer, som du føler, at du bør foretage for at vise eller øge din kærlighed til vor himmelske Fader og Jesus Kristus?

Jesu Kristi forsoning: Hvordan ville dit liv være uden?

Tænk på det, du har lært om Jesu Kristi sonoffer i Det Nye Testamente. Tænk et øjeblik over, hvad Jesus Kristus og hans sonoffer betyder for dig personligt. Overvej, hvordan dit liv ville være uden nogen af dem.

Billede
Illustration af Jesus, der beder i Getsemane have, mens han udfører forsoningen.

Nu hvor du har haft tid til at overveje, så nedskriv nogle af dine tanker ved at svare på følgende spørgsmål. Medtag meningsfulde detaljer i dine svar, og medtag skriftsteder, der har påvirket dig, om Jesu Kristi sonoffer.

2. Besvar følgende spørgsmål i din studiebog:

  • Hvordan ville dit liv være anderledes, hvis Frelseren ikke havde lidt for dig i Getsemane eller døde for dig på korset på Golgata?

  • Hvordan ville dit liv være anderledes, hvis Jesus Kristus ikke havde overvundet døden gennem sin herlige opstandelse?

  • Hvad ville der ske med vor himmelske Faders frelsesplan uden Jesu Kristi sonoffer?

Præsident M. Russell Ballard, der er fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, har sagt:

Billede
Officielt portræt af præsident M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum, 2004.

Heldigvis fuldførte Jesus Kristus dette offer på modigste vis i det gamle Jerusalem … Jesus [led] villigt, for at vi alle kan have muligheden for at blive renset – ved vores tro på ham; ved at omvende os fra vores synder; ved at blive døbt med den rette præstedømmemyndighed; ved at modtage Helligåndens rensende gave ved bekræftelsen og ved at acceptere alle andre nødvendige ordinancer. Uden Herrens forsoning ville ingen af disse velsignelser være tilgængelige for os, og vi ville ikke kunne blive værdige eller beredte til at dvæle i Guds nærhed.

(M. Russell Ballard, »Forsoningen og værdien af én sjæl«, Liahona, maj 2004, s. 85)

Del de gode nyheder om Jesus Kristus

Nu hvor du har tænkt over vigtigheden af Jesu Kristi sonoffer, så læs følgende udtalelse af præsident Russell M. Nelson.

Billede
Officielt portræt af præsident Russell M. Nelson taget i januar 2018

Ordet evangelium betyder »det glædelige budskab«. Det glade budskab er Herren Jesus Kristus og hans budskab om frelse. Jesus så både sin mission og sin tjenestegerning på jorden som en del af evangeliet.

(Russell M. Nelson, »Seniormissionærer og evangeliet«, Liahona, nov. 2004, s. 81)

3. Udfør følgende aktivitet i din studiebog:

Hvilke glade budskaber vil du gerne dele med andre om Jesus Kristus og hans guddommelige mission? Forestil dig, at Kirken lancerer en kampagne på de sociale medier for at udbrede kendskabet til Jesu Kristi liv og lære, der er nedskrevet i de fire evangelier. Kirken efterlyser opslag på sociale medier til kampagnen.

Skriv et kort opslag, der forklarer dit glade budskab om Jesus Kristus. Tænk på noget, du har lært af evangelierne (Matthæus, Markus, Lukas og Johannes), der betyder noget særligt for dig og har gjort, at du føler dig tættere på Jesus Kristus. Du kan for eksempel vælge noget, som Jesus underviste om, et mirakel han udførte, en lignelse, en beretning om, hvordan han interagerede med andre, en egenskab han var et eksempel på, eller noget om hans sonoffer, død og opstandelse. Hvis du føler dig tryg ved det, kan du slå dit glade budskab op på de sociale medier eller dele det med en anden person. Medtag følgende detaljer i dit opslag:

  • Lav en overskrift eller titel til dit opslag.

  • Forklar, hvordan Frelserens glade budskab har været meningsfuldt for dig og hjulpet dig til at føle dig tættere på ham.

  • Medtag et specifikt skriftsted fra evangelierne (Matthæus, Markus, Lukas eller Johannes).

  • Medtag dit vidnesbyrd og fortæl om, hvordan det glade budskab kan gavne andre.