Kirkens præsidenters lærdomme
Kapitel 14


»Kapitel 14: Den, Herren kalder, gør Herren egnet«, Kirkens præsidenters lærdomme: Thomas S. Monson, 2020

»Kapitel 14«, Lærdomme: Thomas S. Monson

Kapitel 14

Den, som Herren kalder, gør Herren egnet.

»Hvis vi går Herrens ærinde, har vi ret til Herrens hjælp.«

Fra Thomas S. Monsons liv

Præsident Thomas S. Monson talte ofte om princippet: »Den, Herren kalder, gør han egnet.« Han understregede, at når vi bliver kaldet til at udføre Herrens værk, og når vi bidrager med vores bedste indsats, vil Herren højne vores evner for at hjælpe os med at udføre det. Præsident Monson fortalte om en af de måder, hvorpå han søgte Herrens hjælp til at højne sine egne evner, og sagde:

»I de kontorer jeg har haft gennem årene, har jeg haft malerier med smukke og fredfyldte pastorale scener hængende på væggene. Men der er ét bestemt billede, som jeg altid hænger på væggen, så jeg kan se det fra mit skrivebord. Det er mig en stadig påmindelse om ham, jeg tjener, for det er et billede af vor Herre, Jesus Kristus. Når jeg står over for skiftende problemer eller skal træffe vanskelige beslutninger, kigger jeg altid på dette billede af Mesteren og spørger stille mig selv: ›Hvad ønsker han, at jeg skal gøre?‹ Så er jeg ikke længere i tvivl eller ubeslutsom. Vejen er klar, og stien forude kalder.«1

Hele sit liv var præsident Monson et eksempel på den villige tjener, der søgte Herrens hjælp for at blive kvalificeret til at udføre Herrens værk.

Billede
Jesus Kristus

»Når jeg står over for skiftende problemer eller skal træffe vanskelige beslutninger, kigger jeg altid på dette billede af Mesteren og spørger stille mig selv: ›Hvad ønsker han, at jeg skal gøre?‹«

Thomas S. Monsons lærdomme

1

Med Herrens hjælp kan vi udvirke mirakler i hans tjeneste.

Vi lever i en indviklet verden med strømme af modsætninger overalt. Politiske rænkespil ødelægger nationers stabilitet, despoter rager ud efter magt, og grupper i samfundet synes for altid at være trådt under fode, berøvet muligheder og ladt tilbage med en følelse af fiasko.

Vi … kan gøre en væsentlig indsats. Når vi gør os værdige til Herrens hjælp, kan vi opbygge drenge [og piger]. Vi kan gøre mænd [og kvinder] bedre. Vi kan udføre mirakler i hans hellige tjeneste. Vores muligheder er ubegrænsede.

Skønt opgaven virker overvældende, får vi styrke ved denne sandhed: »Den største styrke i verden i vore dage er Guds kraft, sådan som den virker gennem mennesket.« Hvis vi går Herrens ærinde, har vi ret til Herrens hjælp. Men denne guddommelige hjælp bygger på vores værdighed. For sikkert at kunne krydse jordelivets hav for at kunne gennemføre en menneskelig redningsaktion har vi brug for vejledning fra den evige søfarer – selve den store Jahve. Vi rækker hænderne ud, vi løfter dem op for at få himmelsk hjælp.2

Bed ikke om opgaver, der lever op til jeres evner, men bed om evner, der lever op til jeres opgaver. Så vil udførelsen af jeres opgaver ikke være et mirakel, men I vil være miraklet.«3

Der sker mirakler overalt, hvor kaldelser … bliver løftet. Når tro erstatter tvivl, når uselvisk tjeneste udelukker selvisk stræben, vil Guds kraft tilvejebringe hans formål.4

Den, som Herren kalder, gør Herren egnet … Når vi i tro bestræber os på urokkeligt at udføre de pligter, vi har fået overdraget, og når vi søger den Almægtiges inspiration til at udføre vores ansvarsopgaver, så kan vi udføre mirakler.5

2

Når vi viser venlighed, bliver vi egnet til at udføre Herrens værk.

Da jeg var diakon, elskede jeg baseball. Det gør jeg faktisk stadig … Mine venner og jeg spillede bold i en lille smøge bag de huse, hvor vi boede. Vores bane var lidt trang, men kunne bruges, hvis man altså slog bolden direkte ud på midtbanen. Men hvis man slog bolden ud til højre for midten, stod katastrofen for døren. Her boede fru Shinas nemlig, som fra sit køkkenvindue så os spille, og så snart bolden rullede hen mod hendes veranda, hentede hendes store hund bolden og gav hende den, når hun åbnede døren. Fru Shinas gik så indenfor igen og føjede bolden til de mange andre, som hun tidligere havde konfiskeret. Hun var vores nemesis – vores lyseslukker – ja, vores livs forbandelse. Ingen af os havde et godt ord tilovers for fru Shinas, men vi havde masser af dårlige ord tilovers for hende. Ingen af os talte til hende, og hun talte aldrig til os. Hun var hæmmet af et stift ben, som gjorde det vanskeligt for hende at gå, og som må have givet hende store smerter. Hun og hendes mand havde ingen børn, de levede et tilbagetrukkent liv og kom sjældent ud af deres hus.

Denne private krig fortsatte i nogen tid – måske i to år – og så smeltede et inspireret tøvejr vinterens is og førte et forår af gode følelser med sig til denne hårdknude.

En aften, mens jeg udførte min daglige pligt med at vande græsplænen i forhaven og holdt dysen på haveslangen i hånden, som det var skik og brug dengang, lagde jeg mærke til, at fru Shinas’ plæne var tør og begyndte at blive brun. Jeg ved ærligt talt ikke … hvad der kom over mig, men jeg brugte et par minutter ekstra og vandede hendes plæne med vores slange. Jeg fortsatte med at gøre dette hele sommeren igennem, og da efteråret kom, sprøjtede jeg hendes plæne fri for blade, ligesom jeg gjorde på vores egen, og samlede bladene sammen i bunker for enden af gaden, så de kunne blive brændt eller samlet sammen. Jeg havde ikke set fru Shinas hele sommeren. Vi drenge var for lang tid siden holdt op spille bold i smøgen. Vi var løbet tør for bolde og havde ingen penge at købe flere for.

Tidligt en aften gik fru Shinas’ dør op, og hun bad mig springe over det lille stakit og komme hen til hendes veranda. Det gjorde jeg så. Da jeg kom hen til hende, inviterede hun mig indenfor i hendes dagligstue, hvor jeg blev bedt om at sætte mig i en lænestol. Hun bød mig på småkager og mælk. Så gik hun ud i køkkenet og kom tilbage med en stor kasse fuld af bolde, der repræsenterede adskillige sæsoners konfiskationer. Hun gav mig den fyldte kasse. Men skatten fandtes ikke i gaven, men i stedet i hendes ord. Jeg så for første gang et smil komme over fru Shinas’ ansigt, og hun sagde: »Tommy, jeg synes, at du skal have disse bolde, og jeg vil gerne takke dig for, at du har været venlig mod mig.« Jeg gav udtryk for min egen taknemmelighed over for hende og forlod hendes hjem som en bedre dreng, end da jeg gik derind. Vi var ikke længere fjender. Nu var vi venner.6.

3

Selvom vi kan føle os utilstrækkelige, kvalificerer Herren os til det værk, han ønsker, at vi udfører.

Jeg blev kaldet som ung mand til at tjene som biskop i en stor menighed i Salt Lake City. Omfanget af kaldelsen var overvældende, og ansvaret var skræmmende. Min utilstrækkelighed ydmygede mig. Men min himmelske Fader efterlod mig ikke alene i mørke og i stilhed, uforstyrret eller uinspireret. På sin egen måde åbenbarede han de lektier, han ville have mig til at lære.

En aften, sent på aftenen, ringede min telefon. Jeg hørte en stemme sige: »Biskop Monson, dette er fra hospitalet. Kathleen McKee, et medlem af din menighed, er lige gået bort. Vores optegnelser viser, at hun ikke havde nogen pårørende, men dit navn er nævnt som den, der skal underrettes i tilfælde af hendes død. Kan du komme til hospitalet med det samme?«

Da jeg ankom, fik jeg en forseglet konvolut, der indeholdt en nøgle til den beskedne lejlighed, som Kathleen McKee havde boet i. Som en barnløs enke, treoghalvfjerds år gammel, havde hun nydt lidet af livets luksus og havde knap nok til sine fornødenheder. I sit livs tusmørke var hun blevet medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Da hun var en stille og reserveret person, afslørede hun ikke meget om sit liv.

Samme aften trådte jeg ind i hendes ryddelige kælderlejlighed, trykkede på lyskontakten, og på et øjeblik opdagede jeg et brev, der lige så omhyggeligt var skrevet af Kathleen McKees egen hånd. Det lå med forsiden opad på et lille bord, og der stod:

»Biskop Monson,

Jeg tror ikke, at jeg kommer tilbage fra hospitalet. I kommodeskuffen er der en lille forsikringspolice, der vil dække begravelsesudgifter. Møblerne kan gives til mine naboer.

I køkkenet er mine tre dyrebare kanariefugle. To af dem er smukke, gyldent gule og perfekt afmærkede. I deres bure har jeg noteret navnene på venner, som de skal gives til. I det tredje bur er der ›Billie‹. Han er min yndling. Billie ser lidt grov ud, og hans gule farve er skæmmet af gråt på vingerne. Vil du og din familie skabe et hjem til ham? Han er ikke den smukkeste, men hans sang er den bedste.«

I de efterfølgende dage lærte jeg meget mere om Kathleen McKee. Hun havde været en ven for mange naboer i nød. Hun havde næsten dagligt opmuntret og trøstet en krøbling, der boede nede ad gaden. Faktisk havde hun gjort hvert eneste liv, hun rørte ved, lysere. Kathleen McKee var meget lig »Billie«, hendes værdsatte gule kanariefugl med gråt på vingerne. Hun var ikke velsignet med skønhed, begavet med ynde eller æret af efterkommerne. Alligevel hjalp hendes sang andre til mere villigt at bære deres byrder og bære deres opgaver mere værdigt …

Billede
gul kanariefugl med gråt

»Forløseren valgte ufuldkomne mænd til at undervise i vejen til fuldkommenhed. Det gjorde han [da han var på jorden]. Det gør han nu – selv gule kanariefugle med grå stænk på vingerne.«

Verden er fyldt med gule kanariefugle med grå stænk på vingerne. Det er en skam, at så få af dem har lært at synge. Måske har de klare toner fra det rette eksempel ikke lydt i deres ører eller fundet lod i hjertet.

Nogle er unge mennesker, der ikke ved, hvem de er, hvad de kan være, eller bare hvad de ønsker at være. De er bange, men de ved ikke for hvad. De er vrede, men de ved ikke på hvem. De bliver afvist, og de ved ikke hvorfor. Det eneste, de ønsker, er at være nogen.

Andre er nedtrykte af alder, bebyrdet med bekymringer eller fyldt med tvivl – de lever et liv langt under deres evner …

For at leve med storhed må vi udvikle evnen til modigt at se problemerne i øjnene, møde skuffelser med munterhed og sejre med ydmyghed. I spørger: »Hvordan kan vi opnå disse mål?« Jeg svarer: »Ved at få et sandt perspektiv på, hvem vi virkelig er!« Vi er sønner og døtre af en levende Gud, i hvis billede vi er skabt. Tænk på den sandhed: »Skabt i Guds billede.« Vi kan ikke holde oprigtigt fast i den overbevisning uden at opleve en ny følelse af styrke og kraft, ja styrke til at efterleve Guds bud og kraft til at modstå Satans fristelser …

Forløseren valgte ufuldkomne mænd til at undervise i vejen til fuldkommenhed. Det gjorde han [da han var på jorden]. Det gør han nu – selv gule kanariefugle med grå stænk på vingerne.

Han kalder jer og mig til at tjene ham her og giver os de opgaver, han ønsker, vi skal udføre. Vores forpligtelse må være fuldstændig.7

4

Når vi går Herrens ærinde, gør han os egnet til at være med til at opfylde hans formål.

Vor Herre og Frelser sagde: »Kom … og følg mig« [Luk 18:22]. Når vi tager imod hans invitation og vandrer i hans fodspor, vil han jævne vores stier.

I april 2000 følte jeg en sådan vejledning. Jeg var blevet ringet op af Rosa Salas Gifford, som jeg ikke kendte. Hun forklarede, at hendes forældre havde været på besøg fra Costa Rica i nogle måneder, og blot en uge før hun ringede, havde hendes far, Bernardo Agusto Salas, fået konstateret leverkræft. Hun fortalte, at lægerne havde sagt til familien, at hendes far kun havde nogle få dage tilbage at leve i. Hendes fars store ønske, forklarede hun, var at møde mig, før han døde. Hun gav mig sin adresse og spurgte, om jeg kunne besøge hendes far i hendes hjem i Salt Lake City.

På grund af møder og forpligtelser blev det ret sent, før jeg kom fra kontoret. I stedet for at køre lige hjem følte jeg mig tilskyndet til at køre længere mod syd og besøge bror Salas samme aften. Med adressen i hånden forsøgte jeg at finde frem til huset. I ret tæt trafik og mens solen var ved at gå ned, kørte jeg forbi det sted, hvor vejen til huset burde være. Jeg kunne ikke se noget. Men jeg giver ikke op så let. Jeg kørte rundt om huskarréen og tilbage igen. Stadig intet. Jeg prøvede en gang til, men vejen var stadig ikke at se. Jeg begyndte at føle, at jeg kunne retfærdiggøre at køre hjemad. Jeg havde gjort en tapper indsats, men havde ikke haft held med at finde adressen. I stedet bad jeg en stille bøn om hjælp. Jeg blev inspireret til at køre ind i området fra den modsatte retning. Jeg kørte et stykke vej og vendte bilen, så jeg nu befandt mig på den anden side af vejen. Da jeg kørte i den retning, var trafikken meget mindre tæt. Da jeg nærmede mig stedet igen, kunne jeg i det svage lys se et vejskilt, som var blevet væltet, ligge i vejkanten – og et næsten usynligt spor, der var dækket af ukrudt, førte op til et lille lejlighedskompleks og et enligt, lille hus lidt væk fra hovedvejen. Da jeg kørte hen mod bygningen, vinkede en lille pige i en hvid kjole til mig, og jeg vidste, at jeg havde fundet familien.

Jeg blev vist ind i deres hjem og derefter ind i værelset, hvor bror Salas lå. Omkring hans seng var tre døtre, en svigersøn og søster Salas …

Efter nogen opfordring åbnede bror Salas sine øjne, og et svagt smil prydede hans læber, da jeg tog ham i hånden. Jeg sagde: »Jeg er kommet for at møde dig.« Tårerne sprang frem i hans og i mine øjne.

Jeg spurgte, om han gerne ville have en velsignelse, og familiens enstemmige svar var bekræftende. Eftersom svigersønnen ikke havde præstedømmet gik jeg selv i gang med at give en præstedømmevelsignelse. Det var som om, ordene flød frit under Herrens Ånds vejledning. Jeg tog Frelserens ord, som står i Lære og Pagter afsnit 84 vers 88, med: »… jeg vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer.« Efter velsignelsen sagde jeg nogle få trøstende ord til de sørgende familiemedlemmer. Jeg talte langsomt, så de kunne forstå mit engelske. Og derpå lod jeg med mine begrænsede spanskkundskaber dem vide, at jeg elskede dem, og at vor himmelske Fader ville velsigne dem …

Efter en følelsesladet afsked blev jeg fulgt ud til min bil. Mens jeg kørte hjemad, tænkte jeg på den særlige ånd, vi havde følt. Jeg oplevede også, som så mange gange før, en følelse af taknemlighed for, at min himmelske Fader havde besvaret et andet menneskes bøn gennem mig … Må vi altid gå Herrens ærinde, så vi altid kan være berettigede til Herrens hjælp.8

Ingen følelse overgår den følelse, der overvælder os, når vi erkender, at vi har udført Herrens ærinde, og han har ladet os hjælpe med til at opfylde hans hensigter.9

5

Når vi beder, forbereder os og tjener, vil Herren hjælpe os til at højne vores kaldelser.

Verden har brug for vores hjælp. Gør vi alt det, vi bør? Husker vi præsident John Taylors ord: »Hvis I ikke ærer jeres kaldelser, vil Gud holde jer ansvarlige for dem, som I kunne have frelst, hvis I havde gjort jeres pligt.« Der er fødder, der skal støttes, hænder, der skal holdes, sind, der skal opmuntres, hjerter, der skal inspireres, og sjæle, der skal frelses. Evighedens velsignelser venter jer. Det er jeres privilegium ikke blot at være tilskuere, men deltagere … Lad os lytte til den gribende påmindelse, der findes i Jakobs Brev: »Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv« [Jak 1:22].10

Billede
Primaryklasse

»Der er fødder, der skal støttes, hænder, der skal holdes, sind, der skal opmuntres, hjerter, der skal inspireres, og sjæle, der skal frelses.«

Hvad vil det sige at højne sin kaldelse? Det vil sige, at man gør den agtværdig og betydningsfuld, gør den ærværdig og anbefalelsesværdig … styrker den og lader himlens lys skinne gennem den … Og hvordan gør man så det? Ganske enkelt ved at udføre det arbejde som følger med kaldelsen.11

[Vor Fader] kaldte jer ikke … til at bygge alene, uden vejledning og på rent held. Tværtimod. Han kender jeres evner. Han kender jeres hengivenhed, og han vil forvandle jeres formodede utilstrækkeligheder til anerkendte styrker. Giv ikke efter for den fristelse, der besnærede Laman og Lemuel. Da de fik den overvældende opgave at skaffe Labans plader, står der i optegnelsen, at de knurrede og sagde, at det var en svær opgave, de havde fået befaling om at udføre. Og de mistede deres muligheder og belønning. I stedet bør jeres holdning var ligesom deres bror Nefis: »Jeg vil tage afsted og gøre det, som Herren har befalet« (se 1 Ne 3:5-7).12

Hvis nogen skulle føle sig for svag til at ændre sit livs opture eller nedture, eller hvis nogen skulle undlade at beslutte sig for at gøre det bedre på grund af den største frygt, frygten for fiasko, så findes der ingen mere betryggende vished, end Herrens ord: »Min nåde« sagde han, »er tilstrækkelig for alle mennesker, som ydmyger sig for mig; for hvis de ydmyger sig for mig og har tro på mig, så vil jeg gøre det svage stærkt for dem« [Eter 12:27].

Ved ydmyg bøn, flittig forberedelse og trofast tjeneste kan vi få succes i vores hellige kaldelser.13

Præsident Harold B. Lee fortalte mig en dag om dem, der føler sig utilstrækkelige og er bekymrede, når de modtager en kaldelse i Kirken. Han gav det råd: »Husk, at den Herren kalder, gør Herren egnet«

… [Vi kan], når vi står sammen, nyde vor himmelske Faders vejledning i vores respektive kaldelser. Vi arbejder for Herren Jesu Kristi sag. Ligesom folk fordum, har vi taget imod kaldelsen. Vi er ude i hans tjeneste … Må vi altid huske den sandhed: »Den, som ærer Gud, ham vil Gud ære« [se 1 Sam 2:30].14

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

  • Præsident Monson understregede, at »den, som Herren kalder, gør Herren egnet« (afsnit 1). Hvad betyder det for jer? Hvilke oplevelser har vist, at Herren vil hjælpe jer, når I har brug for det i hans tjeneste?

  • Gennemgå historien om fru Shinas i afsnit 2. Hvornår har en uventet tjenestemulighed velsignet jer? Hvordan har det at tjene andre påvirket jeres følelser for dem? Hvordan har I set tjeneste blødgøre et menneskes hjerte?

  • Gennemgå historien om Kathleen McKee i afsnit 3. Hvad lærer denne historie os om at tjene andre? Hvordan er I blevet velsignet ved at tjene andre, selv når jeres egne byrder var tunge?

  • Præsident Monson udtrykte taknemlighed for, at vor himmelske Fader besvarede en anden persons bøn gennem ham (se afsnit 4). Hvordan kan vi forberede os, så vor himmelske Fader kan besvare et andet menneskes bøn gennem os?

  • Hvad vil det sige at højne sin kaldelse? (Se afsnit 5.) Hvornår er I blevet velsignet af en, der højnede sin kaldelse? Hvornår har I følt, at vor himmelske Fader højner jeres indsats i en kaldelse?

Skriftstedshenvisninger

Joh 5:30; ApG 10:19-35; Mosi 2:17; L&P 4:2-7; 24:7-12; 64:29, 33-34; 88:78-80

Studiehjælp

»Mens du studerer, skal du være meget opmærksom på begreber, som kommer til dit sind, samt følelser i dit hjerte« (Forkynd mit evangelium, 2007, s. 18). Overvej at skrive de indtryk ned, som I modtager, selvom de virker irrelevante for det, I læser nu. Det kan være netop det, som Herren ønsker at åbenbare for jer.

Noter

  1. »Vinduer«, Stjernen, jan. 1990, s. 63.

  2. »Jeres evige rejse«, Liahona, juli 2000, s. 56.

  3. »Tre vejledende mål til dig«, Liahona, nov. 2007, s. 120

  4. »Vores hellige embede i præstedømmet«, Liahona, maj 2006, s. 57.

  5. »Du udgør forskellen«, Stjernen, juli 1988, s. 43.

  6. »Jeres evige rejse«, s. 57-58.

  7. »Yellow Canaries with Gray on Their Wings«, Ensign, aug. 1987, s. 2-4, 5.

  8. »Præstedømmet – En hellig gave«, Liahona, maj 2007, s. 58-60.

  9. »Kaldet til at tjene«, Stjernen, jan. 1992, s. 54.

  10. »Villig og værdig til at tjene«, Liahona, maj 2012, s. 69.

  11. »Pligtens kald«, Stjernen, juli 1986, s. 36.

  12. Teachings of Thomas S. Monson, saml. Lynne F. Cannegieter, 2011, s. 54. Anvendt med tilladelse fra Deseret Book Company.

  13. »Jeres evige rejse«, s. 58-59.

  14. »Den, som ærer Gud, ham vil Gud ære«, Stjernen, jan. 1996, s. 49, 50.