Kom og følg mig
Hvordan kan jeg blive en bedre omsorgsgivende søster?


Hvordan kan jeg blive en bedre omsorgsgivende søster?

Forbered dig åndeligt

Som i alt andet er Jesus Kristus vores fuldkomne eksempel på at vise omsorg. Under sin tjenestegerning rakte han ud til enkeltpersoner, imødekom timelige og åndelige behov og udtrykte oprigtig kærlighed til alle. Som Jesu Kristi tilhængere opfordres vi til at drage omsorg, som han gjorde, især for dem vi som omsorgsgivende søstre bliver bedt om at tjene. Vi kan elske, våge over og styrke disse personer, ligesom Kristus gjorde. Vi har enestående talenter, der kan hjælpe os i vores tjeneste. Vi har som Kirkens unge piger en vigtig rolle at spille med at tilvejebringe »udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39).

Ressourcer som en hjælp til din forberedelse

Disse ressourcer er for at hjælpe dig til at forberede dig til mødets »Lær sammen«-del.

Spørgsmål til overvejelse før du underviser

Hvad har du gjort for at følge Frelserens eksempel, når du har tjent som omsorgsgivende søster? Hvordan har omsorgsindsatsen været til velsignelse for dig og dem, du har betjent? Hvilke oplevelser kan du fortælle de unge piger om?

Hvordan har de unge piger det med at være omsorgsgivende søster? Hvilke oplevelser kan de dele med hinanden?

Hvad kan de unge piger gøre for at forberede sig på at lære? De kan fx læse en tale, se en video eller studere et skriftsted, der vedrører dette emne.

Bemærk: I din forberedelse af denne lektion kan du overveje at bede de klassemedlemmer, der tjener som omsorgsgivende søstre, om at invitere deres omsorgsmakker til at deltage i dette klassemøde og være med i drøftelsen om, hvordan man bliver en bedre omsorgsgivende søster.

Undervisning på Frelserens måde

Jesus var i enhver henseende det fuldkomne eksempel og den fuldkomne mentor for dem, han underviste. Hvordan kan de unge piger lære af dit eksempel, og andre søstres eksempel, i deres bestræbelser på at udføre deres pligter som kristuslignende omsorgsgivende søstre?

Oversigt over møde

1. Rådfør jer med hinanden og del oplevelser

Ledes af en fra klassepræsidentskabet; 5-10 minutter

Led en samtale om emner som fx:

  • Vores klasse: Hvem mangler i dag? Hvem er der brug for, vi besøger? Hvem bør vi invitere til en kommende aktivitet? Hvem har brug for vores hjælp og bønner?

  • Vores ansvar: Hvilke opgaver har vi brug for at lave? Hvilke opgaver har vi udført? Hvordan har vi inviteret andre til at komme til Kristus, og hvordan kan vi invitere andre nu?

  • Vores liv: Mind klassen om samtalen fra sidste møde. Hvilke oplevelser har vi haft med at anvende det, vi har lært? Hvilke oplevelser har vi haft de forgangne uger, der har styrket vores vidnesbyrd om evangeliet?

Drøft om muligt disse emner forinden på et klassepræsidentskabsmøde.

2. Lær sammen

Ledes af en leder, en lærer eller en i klassen; 25-35 minutter

Når du har studeret ovenstående ressourcer og fulgt Åndens inspiration, kan du vælge en eller flere af de nedenstående aktiviteter for at hjælpe klassemedlemmerne til at forstå læren.

  • Hvad betyder ordene drage omsorg for de unge piger, du underviser? For at finde ud af det kan du skrive Drage omsorg på tavlen og derefter bede de unge piger om at skrive ord rundt om det, som de forbinder med at drage omsorg. De kan finde ord eller vendinger, de kan tilføje til listen, fra skriftsteder som følgende: Matthæus 25:34-40, Lukas 10:25-37, 2 Nefi 25:26, Mosija 18:8-9, 3 Nefi 18:25 og Lære og Pagter 81:5. Hvad lærer vi af disse vers om at drage omsorg? Du kan bede de unge piger om at komme med eksempler på at drage omsorg, som de har set. Hvad kan de unge piger gøre for at hjælpe mennesker til at komme nærmere Kristus?

  • Bed dem om at gå sammen parvis og læse 3 Nefi 17 og se efter, hvad de lærer af Frelseren, der kan hjælpe dem, når de tjener som omsorgsgivende søstre. Bed derefter hvert par om at fortælle noget, de har fundet. Hvordan betjente Frelseren for eksempel »en efter en«? Hvilke behov dækkede han med sin tjeneste?

  • Bed i løbet af ugen inden klassen de unge piger om at gå ind på ministering.lds.org og finde noget, der inspirerer dem til at blive mere kristuslignende som omsorgsgivende søstre, og være forberedt på at fortælle, hvad de har fundet ud af. Hvilke oplevelser kan de unge piger fortælle om, når de har set omsorgsgivende søstre være til velsignelse for andre?

  • Bed de unge piger om at læse Mosija 18:8-9 og tale om, hvad det lærer dem om vores ansvar for at drage omsorg for dem omkring os. Overvej at bede biskoppen eller en fra Hjælpeforeningspræsidentskabet om at komme og tale med klassen om, hvordan man følger Kristi eksempel med at drage omsorg for menighedens medlemmer. De unge piger kan på forhånd tænke over spørgsmål, de kan stille disse ledere, om at drage omsorg. Opfordr de unge piger til at lave planer, der forbedrer deres bestræbelser på at drage omsorg for andre i menigheden.

  • Lad alle de unge piger læse en af beretningerne i ældste Jeffrey R. Hollands tale »Vær hos dem og styrk dem« eller søster Jean B. Binghams tale »Udvis omsorg som Frelseren«. Bed dem alle om at stille sig op foran i lokalet og genfortælle beretningen med deres egne ord og sige, hvad de lærer om, hvordan de kan blive en bedre omsorgsgivende søster. Hvad gør ellers indtryk på de unge piger i disse taler?

  • Del klassen op i to grupper, og bed hver gruppe om at lave en liste over, hvordan de kan blive en bedre omsorgsgivende søster. Bed efter nogle minutter den ene gruppe om at tilføje ideer på deres liste fra præsident Russell M. Nelsons tale »Vis omsorg med Guds kraft og myndighed«. Bed den anden gruppe om at tilføje ideer på deres liste fra søster Bonnie L. Oscarsons tale »Unge piger i værket«. Bed grupperne om at læse op fra deres liste, og tilskynd alle de unge piger til at vælge en ting fra listen, som de vil arbejde på.

3. Planlæg at handle

Ledes af en fra klassepræsidentskabet; 5-10 minutter

  • Bed de unge piger om at tale om følelser eller indtryk, de har haft under mødet. Hvad betød noget for dem? Er der noget, de personligt eller som klasse kan gøre for at anvende det, de har lært?

  • Giv de unge piger et par minutter til at skrive ned, hvad de vil gøre i de kommende uger for at følge deres indtryk. Bed dem fortælle om deres forslag.

  • Mind dem om, at de vil få mulighed for at dele deres oplevelser ved begyndelsen af det næste møde.