Kom og følg mig
Hvad vil det sige at være selvhjulpen?


Hvad vil det sige at være selvhjulpen?

Når vi er selvhjulpne, kan vi bruge de velsignelser og evner, som Gud har givet os, til at tage os af os selv og vores familie og finde løsninger på vore egne problemer. Når vi bliver selvhjulpne, er vi også bedre i stand til at tjene og drage omsorg for andre. Herren ønsker, at vi bliver både åndeligt og timeligt selvhjulpne.

Billede

Forbered dig åndeligt

Hvordan har du brugt de velsignelser og evner, Gud har givet dig, til at sørge for dig selv og din familie? Hvordan har din selvhjulpenhed gjort det muligt for dig at velsigne andre? Hvilke andre velsignelser ved selvhjulpenhed har du mærket?

Hvorfor er det vigtigt for de unge piger at blive selvhjulpne? Hvordan vil selvhjulpenhed hjælpe dem til at holde ud i modgang? Hvordan vil det være til velsignelse for deres fremtidige familie?

Hvilke skriftsteder og andre hjælpekilder vil hjælpe de unge piger til at forstå, hvad det vil sige at være selvhjulpen?

Matt 25:1-13 (Lignelsen om de ti brudepiger)

Matt 25:14-29 (Lignelsen om talenterne)

2 Thess 3:10-13; Gal 6:3-5 (Vigtigheden af at arbejde og være selvhjulpen)

L&P 58:26-28 (Vi kan handle på egne vegne)

L&P 88:118 (Søg læring ved studium og ved tro)

L&P 89:18-20 (Løfterne til dem, der holder visdomsordet)

L&P 104:78 (Betal gæld)

Henry B. Eyring, »Åndelig beredthed: Begynd tidligt og vær trofast«, Liahona, nov. 2005, s. 37-40

»Arbejde og selvhjulpenhed«, Til styrke for de unge, 2011, s. 40-41

»Bliv selvhjulpen«, Tro mod sandheden, 2005, s. 167-168

»Selvhjulpenhed«, Håndbog 2: Forvaltning af Kirken, 2010, 6.1.1

»Timelig selvhjulpenhed«, Døtre i mit rige: Hjælpeforeningens historie og virke, 2011, s. 51-56

Robert D. Hales, »Mød udfordringerne i verden i dag«, Liahona, nov. 2015, s. 44-47

Undervisning på Frelserens måde

Frelseren stolede på sine disciple. Han forberedte dem og gav dem vigtige ansvarsopgaver som at undervise, velsigne og tjene andre. Hvordan kan du opfordre de unge piger i din klasse til at være til velsignelse for dem omkring dem gennem deres undervisning og tjeneste?

Fortæl om oplevelser

Bed i begyndelsen af hver lektion de unge piger om at fortælle, undervise og vidne om oplevelser, de har haft ved at anvende det, de har lært i den foregående uges lektion. Det vil fremme personlig omvendelse og hjælpe de unge piger til at se anvendeligheden af evangeliet i deres hverdag.

Præsenter læresætningen

Vælg nogle af disse forslag, eller udtænk selv nogle til at præsentere denne uges lektion:

  • Fortæl de unge om definitionen på selvhjulpenhed i begyndelsen af dette oplæg. Bed de unge piger om at læse L&P 58:26-28, og stil følgende spørgsmål: Hvad vil det sige at kunne »handle på egne vegne«? Hvordan kan vi blive mere »ivrigt engageret i en god sag«? Hvad lærer vi om selvhjulpenhed af disse vers? Drøft svarerne i klassen.

  • Skriv ordet »Afhængig« på den venstre side af tavlen og ordet »selvhjulpen« på den højre side. Bed de unge piger om at komme med definitioner på begge ord (hvis de har brug for hjælp, så henvis dem til s. 166-168 i Tro mod sandheden). Bed dem om at nævne områder, hvor de er afhængige af andre, og områder, hvor de er selvhjulpne. Hvorfor ønsker Herren, at vi udvikler os og bliver selvhjulpne?

Lær sammen

Alle forslagene herunder vil hjælpe de unge piger til at forstå, hvad det vil sige at være selvhjulpen. Følg Åndens inspiration, og vælg et eller flere af de forslag, der vil virke bedst i din klasse:

  • Del de unge piger op i grupper og giv hver gruppe en af de følgende aspekter af selvhjulpenhed: Uddannelse, økonomi, forhold og åndelig styrke. Bed hver gruppe om at gennemgå de afsnit i ældste Robert D. Hales’ tale Mød udfordringerne i verden i dag«, som taler om disse emner. Bed de unge piger om at fortælle om det, de har lært, og om noget, som de vil gøre for at blive mere selvhjulpne indenfor et af disse områder.

  • Skriv på hvert sit stykke papir følgende emner i forbindelse med selvhjulpenhed: sundhed, uddannelse, beskæftigelse, forråd, økonomi og åndelig styrke. Lad de unge piger hver især vælge et emne, som de er interesseret i, og bede dem om at læse om det emne i en kopi af afsnit 6.1.1 af Håndbog 2 (s. 34-35). Bed de unge piger om kort at forklare klassen, hvad de lærte om deres emne, hvilken forbindelse det har til selvhjulpenhed, og hvad de kan gøre nu for at forberede sig til at blive selvhjulpne på dette område. Hvordan kan de unge pigers bestræbelser i deres ungdom være til velsignelse for deres egen fremtidige tilværelse? Hvordan kan disse bestræbelser være til velsignelse for deres familie, når de bliver hustru og mor?

  • Bed de unge piger om hver især at læse en af beretningerne i Døtre i mit rige (s. 51-56) om kvinder fra Kirkens første tid, der var selvhjulpne. Bed de unge piger om at genfortælle beretningerne med deres egne ord og fortælle, hvad de lærte om selvhjulpenhed. Hvad kan de unge piger gøre for at følge disse eksempler, mens de er unge?

  • Del de unge piger op parvis. Giv hvert par et skriftsted om selvhjulpenhed såsom de, der er foreslået i dette oplæg. Lad parrene læse deres skriftsted og derpå lave en plakat for unge, der omhandler selvhjulpenhed. Vis eventuelt et eksempel på en plakat for unge fra Liahona. Lad de unge piger få mulighed for at vise klassen deres plakat. Tilskynd dem til at hænge plakaten op derhjemme for at minde dem om det, de har lært.

  • Giv hver af de unge piger enten fem mønter, to mønter eller en mønt. Bed dem om at læse Matthæus 25:14-29 og finde ud af, hvad der skete med personen fra lignelsen, der fik det samme beløb, som de fik. Drøft spørgsmål såsom: »Hvad gjorde de tre tjenere med de penge, som de fik?« og »Hvilken sammenhæng er der mellem denne lignelse og selvhjulpenhed?« Lad de unge piger tænke over, hvad Gud har givet dem, som vil hjælpe dem til at blive selvhjulpne, såsom talenter, karaktertræk og evner. Hvordan kan de bruge disse egenskaber til at blive mere selvhjulpne? Hvordan kan de benytte dem til at velsigne deres kommende familie?

  • Spørg de unge piger, hvad de og deres familie kan gøre for at forberede sig til en naturkatastrofe (såsom en oversvømmelse eller en orkan). Læs sammen i klassen de første tre afsnit af præsident Henry B. Eyrings tale »Åndelig beredthed: Begynd tidligt og vær udholdende«. Hvilke »åndelige katastrofer« eller udfordringer kan vi komme til at stå over for? Hvad kan vi gøre for at forberede os åndeligt? Giv hver af de unge piger et stykke af resten af præsident Eyrings tale, og bed dem om at lede efter svar på disse spørgsmål. Lad dem fortælle, hvad de har fundet frem til.

Bed de unge piger om at fortælle, hvad de har lært i dag. Har de så stor en forståelse af selvhjulpenhed, at de ville kunne forklare andre om det? Hvilke følelser eller indtryk har de fået? Har de yderligere spørgsmål? Vil det være værd at bruge mere tid på denne læresætning?

Efterlev det, vi lærer

Bed de unge piger om at overveje, hvordan de kan efterleve det, de har lært i dag. De kan for eksempel:

  • Forpligte sig til at gøre en ting denne uge for at blive mere selvhjulpen og fortælle om deres oplevelser i næste uges klasse.

  • Fuldføre en eller flere af de følgende opgaver eller projekter fra Personlig fremgang: Guddommelighed – projekt 1 eller 4, Kundskab – opgaver eller projekter, Valg og ansvarlighed – opgave 1 eller 7

Fortæl de unge piger, hvad de skal studere næste uge. Hvad kan de gøre for at forberede sig på at lære? De kunne for eksempel læse en tale, se en video eller studere et skriftsted, der vedrører næste uges lektion.

Tilhørende aktiviteter for unge

Billede

Planlæg en GUF-aktivitet, der vil hjælpe de unge piger til at anvende det, de har lært i denne lektion.